Alternativets populære lovforslag løser problem, der slet ikke eksisterer – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Alternativets populære...

14. april 2016

Alternativets populære lovforslag løser problem, der slet ikke eksisterer

PoliLab

Ifølge et flertal af Folketingets partier skal 50.000 digitale underskrifter giver borgerforslag adgang til Folketingssalen. I praksis, vil ideen i ikke ændre noget.

Indlæg af ph.d.-stipendiat Jonas Hedegaard Hansen, Institut for Statskundskab i Skyggekabinettet den 14. april 2016.

I denne uge fremsatte Rasmus Nordquist (Alternativet) et beslutningsforslag om borgerforslag.

Forslaget blev fremsat på vegne af alle Folketingets partier, med undtagelse af Venstre og Socialdemokraterne.

Kort fortalt er idéen klar: Alle borgere i Danmark skal kunne fremsætte et beslutningsforslag. Hvis man herefter kan opnå 50.000 underskrifter - hvilket svarer til 1,2 procent af de danske vælgere - skal Folketinget behandle forslaget.

Borgerne kan altså stadig ikke bare træffe beslutninger direkte. Men de kan tvinge Folketinget til at tage en sag op.

Motivationen for forslaget er blandt andet et ønske om større inddragelse af borgere, mindre politikerlede og en fornyelse af lovprocessen. Ser man på de varme fakta, er tilliden til politikerne faldet de seneste år, hvilket taler for at gøre noget ved folkestyret.

Faktum er bare, at forslaget i praksis ikke vil ændre noget væsentligt.

Briternes erfaringer: De fleste forsøg fejler

I den foreløbige dækning af forslaget, er der blandt andet blevet henvist til gode erfaringer fra Finland og knap så gode erfaringer fra EU. Erfaringerne fra disse lande er dog både korte og få.

I England har man længere erfaring med en lignende ordning. Fra 2006-2011 skulle en underskriftsindsamling blot opnå 500 underskrifter for at blive besvaret af regeringen.

Siden blev ideen relanceret i 2011 og kræver nu 10.000 underskrifter for et svar og 100.000 underskrifter for at blive bragt op i parlamentet.

I den engelske model er der ikke nogen identitetskontrol for at underskrive. Man skal bare krydse en boks af og bekræfte, at man er statsborger eller har bopæl i England. Barrieren for at underskrive er altså noget mindre end der er lagt op til i den danske løsning, hvor man sandsynligvis skal bekræfte sin identitet ved brug af NemID.

I en bog fra 2015 analyserer forskerne Helen Margetts, Peter John, Scott Hale og Taha Yasseri næsten 20.000 underskriftsindsamlinger fra perioden august 2011 til februar 2013. Deres analyser viser blandt andet, at næsten alle underskriftsindsamlingerne fejler.

Den gennemsnitlige indsamling har 365 underskrivere. 43 procent af alle indsamlinger har færre end fem underskrivere efter tre måneders levetid.

Der er dog nogle få, meget succesfulde indsamlinger. Disse er ofte kendetegnet ved, at de fra start får meget stor tilslutning. På den måde kan sådanne initiativer introducere en form for turbulens i de politiske processer, hvis de rammer den rigtige sag og timing.

Præcis hvilke typer af sager, der får succes, er ifølge forskerne ligeså vanskeligt at sige, som hvor det næste jordskælv rammer.

»If it ain’t broken, don’t fix it«

Sådan sagde Thomas B. Lance – Jimmy Carters administrations- og budgetchef – i 1977. Lance argumenterede for, et problem ved staten: Den reparerer ting, der ikke er i stykker, og samtidig undlader den at reparere ting, der er i stykker. Siden er udtrykket blevet en del af det daglige sprog i mange brancher.

Netop den oprindelige tanke bag udtrykket – at man reparerer noget, der ikke er i stykker – er væsentligt at bringe op her.

Forestil dig en Facebookside eller en online-underskriftsindsamling med 50.000 brugere på. Over én procent af vælgerne i et valgsystem med en spærregrænse på to procent. Kan vi komme på bare et eksempel, hvor sagen ikke har fundet vej til Christiansborg? Kan vi overhovedet forestille os et scenarie, hvor det vil ske?

Både medier og politikere overvåger flittigt de sociale medier. Er der bare nogenlunde stor tilslutning til en sag, går der sjældent lang tid, før en politiker stiller spørgsmål til ministeren eller en journalist spørger ministeren om hendes syn på sagen.

På den måde fungerer sociale medier og direkte kontakt til politikerne og medierne allerede i dag til at bringe sager fra befolkningen til politikerne.

Et tilbageblik på online-opbakning i Danmark viser, at næsten 200.000 har ytret støtte til at stoppe salget af Dong. Omkring 91.000 sagt nej tak til offentlighedsloven. I 2016 har små 22.000 skrevet under på et stop for stigning i bidragssatser på realkreditlån.

Fælles for alle disse sager er, at de i høj grad har været taget under behandling af folketingspolitikerne. Systemet virker i den henseende.

På bundlinjen står, at ideen om borgerinitiativ ikke kan forventes at gøre nogen reel forskel på, hvilke sager Folketinget tager op. Politikerne og medierne tager allerede en lang række af sager op på initiativ af borgere.

Der kan være gode grunde til at lave tiltag, der forbedrer tilliden til politikerne og den politiske proces. Men det er næppe store borgergruppers adgang til Christiansborgs opmærksomhed, det kniber med.

Pensumliste

Beslutningsforslaget i dets fulde længde kan læses her.

Bogen 'Political Turbulence: How Social Media Shape Collective Action' af Helen Margetts, Peter John, Scott Hale og Taha Yasseri.

I en ældre artikel analyserer tre af de samme forfattere data fra den gamle UK-side fra perioden 2009-2011. Denne kan hentes gratis her (linket virker desværre ikke - kontakt venligst Politiken for yderligere spørgsmål).