20. december 2016

Berlin-angreb kan føre til tysk lederskab i Europa

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 20. december 2016.

På sin egen omvendte facon kan angrebet i Berlin sagtens komme til at bidrage til, at Tyskland flytter sig så meget på et af de politiske områder, hvor man hidtil har været anderledes, at man lettere ville kunne træde i karakter som europæisk leder.

Peter NedergaardMandag aften kørte en lastbil direkte og bevidst ind i menneskemængden, som var forsamlet ved et af de mange julemarkeder i Berlin. Foreløbig er over ti personer døde og omkring et halvt hundrede er mere eller mindre hårdt kvæstet.

Mange frygter, at angrebet har samme terror-motiv som det, der foranledigede angrebet efter samme metode i Nice i juli. Hvis disse ting holder stik, vil det sandsynligvis få visse konsekvenser med hensyn til tysk politik, selv om de efter alt at dømme ikke bliver så store som i Frankrig. I Tyskland vil der ske det, at det politiske system med det regeringsbærende parti, CDU, i spidsen vil tage endnu et skridt i retning af den europæiske mellemproportional, når det drejer sig om holdningen til asylpolitikken og grænsekontrollen.

Af oplagte historiske årsager har Tyskland ellers i årtier ført en politisk linje på disse områder, som har været betydeligt mindre skrap end i andre europæiske lande.

Tyskland har imidlertid allerede bevæget sig et stykke i retning af de andre europæiske landes holdninger i de seneste måneder, efter at Angela Merkel åbnede de tyske grænser for indrejse af flere hundredtusinde af flygtninge i sensommeren 2015 med ordene »Wir schaffen das« (»vi klarer den«). Langt strengere grænsekontrol og en forholdsvis konsekvent hjemsendelsespolitik har hidtil været resultatet af den seneste tids gradvise tyske kursskift. Angrebet vil forstærke det tyske kursskift, som allerede er i gang.

Fransk-tysk akse i EU brudt sammen

Hvad betyder det så for resten af Europa, at Tyskland måske får en politik på det asylpolitiske område, som i højere grad kommer til at ligne den, som findes i andre europæiske lande?

Én konsekvens kan blive, at Tyskland vil få lettere ved at varetage et europæisk lederskab. Det har naturligvis aldrig været hensigten, men det kan meget vel blive en konsekvens af angrebet. Når et tysk lederskab er på dagsordenen skyldes det bl.a., at den fransk-tyske akse, som i mange år var motoren i det europæiske samarbejde, er brudt sammen, fordi Frankrig har så store interne økonomiske og politiske problemer. Brexit betyder samtidig, at Storbritannien er helt ude af stand til at sætte kursen for nogen form for fælleseuropæiske initiativer enten alene eller i samarbejde med andre lande. EU som sådan har endvidere aldrig fået den nødvendige opbakning og de muskler, som varetagelsen af et europæisk lederskab ville kræve.

Donald Trumps overtagelse af magten i USA indebærer desuden, at de amerikanske initiativer for at få europæerne til fuldt ud at tage ansvaret for deres egen situation, som Barack Obama indledte, fortsætter med forstærket kraft. USA vil i stadigt mindre grad spille en lederrolle i forhold til de europæiske lande, hvad man ellers siden Anden Verdenskrig i høj grad har været villig til.

I den situation har mange vendt sig mod Tyskland som en mulig europæisk leder, der kunne påtage sig initiativer på hele kontinentets vegne, når der er behov for at løse kollektive europæiske problemer. Tyskland er en oplagt kandidat til at være europæisk leder på grund af landets økonomiske vægt og befolkningsmæssige størrelse. Tyskland har selv været tøvende med hensyn til at påtage sig rollen, men stadigt mere tyder på, at beslutningstagerne i Berlin er villige til at tage ansvaret på sig, hvis det nu ikke kan være anderledes.

Angreb kan føre til tysk lederskab

På trods af, at mange europæiske lande i høj grad har efterlyst lederskab fra Tysklands side, har de selvsamme lande samtidig været skeptiske over for et sådant, fordi Tyskland har været så politisk anderledes på flere områder. Det gælder bl.a. med hensyn til hele det økonomisk-politiske felt, og det gælder også asylpolitikken og de beslægtede politikker som grænsepolitikken, indvandringspolitikken og lignende.

Hvis Tyskland skal være Europas (eller i hvert fald EUs) leder, er det problematisk, hvis man har alt for afvigende holdninger i forhold til de lande, som man skal lede. Det synes i hvert fald at være formeningen blandt de lande, som i givet fald skulle underkaste sig et tysk lederskab. Årsagen er, at et eventuelt langt mere aktivt tysk lederskab fungerer bedst og har størst opbakning og legitimitet, hvis Tyskland udstikker en lederkurs, der reflekterer holdninger, som genfindes i andre europæiske regeringer og deres befolkninger.

På sin egen omvendte facon kan angrebet i Berlin sagtens komme til at bidrage til, at Tyskland flytter sig så meget på et af de politiske områder, hvor man hidtil har været anderledes, at man lettere ville kunne træde i karakter som europæisk leder.