Danske medier og amerikansk politik – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Danske medier og ameri...

23. oktober 2016

Danske medier og amerikansk politik

Debatindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 23. oktober 2016.

Jeg har som forsker været med til at dække amerikanske valg i danske medier siden 1996, herunder tre præsidentvalg som fast tilknyttet Danmarks Radio.
I dette valgår er der flere ting, der slår mig i den forbindelse.

En er, hvor stadigt mere intens dækningen er blevet.
I 1996 fortalte Danmarks Radios dygtige Poul Smidt mig, hvorledes han havde måttet næsten tigge om, at der var dækning op til og på valgdagen.
I dag går der i månederne op til valget næppe en dag, hvor jeg ikke får to-tre henvendelser fra trykte og elektroniske medier – nogle gange mange flere. De fleste afviser jeg – fordi jeg ikke har noget meningsfuldt at sige – hvorefter journalisterne går videre til næste »ekspert« i rækken. Dem er der i dag ingen mangel på, og der er altid en med en mening.

Noget andet er, hvor meget mere overfladisk og personfikseret dækningen er blevet. Ikke i alle medier og ikke af alle journalister, men gennemsnitligt og typisk – selvom dækningen er øget markant.
Tidligere kunne man i Orientering Søndag på P1 have en times dybsindig drøftelse af f.eks. højesteretsdommen, der i 2000 reelt afgjorde præsidentvalget, eller Kongressens sammensætning efter et midtvejsvalg. I dag er dækningen ofte reduceret til »the horse race«: væddeløbet mellem den ene kandidat og den anden kandidat, og primært med udgangspunkt i de ikke meget mindre personfikserede mediedækninger i USA.

Sex, skandale, USA og valg

Valg til Kongressen, delstatsforsamlinger og guvernørposter – der reelt ofte er vigtigere for amerikanernes liv end præsidentvalget – forbigås næsten totalt. At der denne gang er en tredje præsidentkandidat, der ligger til godt otte procentpoint på landsplan og i nogle delstater skønnes at kunne få en fjerdedel af stemmerne, omtales stort set ikke.
Prøv til gengæld i et vilkårligt nyere valgår at søge efter ordene »sex«, »skandale«, »USA« og »valg«.

Og vi, der som »eksperter« tager telefonen, når journalisterne ringer, bliver brugt relativt mindre til vores respektive faglige ekspertiser og meget mere som en slags »kommentatorer«, der skal forudse, hvad »noget« vil »kunne betyde« for, hvem der vinder.

Journalister er pro-Demokraterne

En tredje forandring er, hvor meget mere »partisk« dækningen af amerikansk politik er blevet. Danske journalister har formodentlig altid overvejende lænet sig i pro-Demokratisk/anti-Republikansk retning – interesserede kan sagtens finde illustrative indslag fra DR i monopolmediets kronede dage eller elegante perfiditeter af f.eks. Weekendavisens Bent Albrectsen. Men i hvert fald min mavefornemmelse siger, at tendensen er blevet mere udpræget. I dag kan man sagtens se en dansk TV-korrespondent kaste enhver hæmning fra sig, når vedkommende skal rapportere om en demokratisk kandidats sejr, og megen dækning forsøger ikke engang at balancere vurderingerne, men lægger eksplicit til grund, at »vi danskere kan jo bedst lide Demokraterne«.

Det sidste er givetvis sandt, men hvorfor er tendensen forstærket?

Måske fordi Den Kolde Krigs ophør har gjort, at danske borgerlige ikke længere så automatisk associerer sig med Republikanerne, som da fjenden var rød og kom fra Øst.
Måske også fordi den kulturelle og ideologiske polarisering, der er sket for begge de to store amerikanske partier, har gjort, at de typiske Republikanere i dag har bevæget sig i en så meget mere konservativ retning, at kun få danske vælgere kan følge med.