Danskerne er nogle pinagtige fedtspillere

Debatinlæg af professor Marlene Wind professor (Institut for Statskundskab) bragt i Politiken den 28. november 2015.

Inden for statskundskaben taler man ofte om ’det kollektive handlingsproblem’, på engelsk the collective action problem. Det går kort fortalt ud på, at en gruppe individer har et fælles problem, som alle ved kun kan løses, hvis de går sammen om det, men som ender i en blindgyde, fordi alle hytter deres egne meget snævre interesser.

Det europæiske samarbejde er i den grad et kollektivt gode, som kun fungerer, hvis landene tænker lige så meget på fællesskabet som på sig selv. Så længe det i de første årtier gik entydigt fremad med den europæiske velstandsudvikling, var alt fryd og gammen. For nogens vedkommende – Danmark og Storbritannien – var medlemskabet af EU dog halvhjertet og ofte på frihjul. Man tappede frugten af såvel euroens stabilisering af den europæiske økonomi som den frie bevægelighed og nu EU’s retlige samarbejde, som vi snart skal stemme om. De to gik dog især i flyverskjul, når der skulle leveres ideer og moralsk lederskab og det hele kom til at lugte bare en lille smule visionært.

I disse dage, uger og måneder, hvor flygtningestrømmen nok må siges at være EU’s største udfordring siden Anden Verdenskrig, er gruppen af lande, der helst lader andre løse problemerne, desværre vokset.

Flere af de central- og østeuropæiske lande, som ellers har oplevet en enorm velstandsstigning for deres befolkninger qua den frie bevægelighed og det indre marked, har nu meldt sig i koret af free-riders. Ikke bare den ungarske premierminister Orban, som efter terroren i Paris var ude med den måske forventelige melding om, at ’alle terrorister var immigranter’, underforstået: Alle immigranter er terrorister. Men også andre Visegradlande har meddelt, at de ikke føler noget ansvar for at bidrage til løsning af flygtningekrisen. Det må andre tage sig af.

Sagen er bare den, at opførte alle EU-lande sig som Danmark og Storbritannien – nu tilsyneladende flankeret af flere central- og østeuropæiske lande – ville der slet ikke være noget europæisk samarbejde at free-ride på!

Et godt eksempel på hvad det vil sige at lukrere på, at andre skaber et kollektivt gode, er den tilvalgsordning, vi skal stemme om 3. december. Her har Danmark endnu en gang fået tilkæmpet sig en fordelagtig særordning, hvor vi kan pille de dele ud af den ’EU-retlige buffet’, som vi kan lide, mens alle andre lande må acceptere hele pakken – også de retter, de måtte synes mindre godt om.

Allerede med Lissabontraktaten i 2009 fandt man det helt afgørende, at det retlige samarbejde (som bl.a. omfatter Europol) blev omdannet fra et mellemstatsligt samarbejde til et overnationalt. Hvad vil det sige?

Det vil sige, at hvor landene før havde vetoret og beslutningerne dermed var meget langsommelige, fordi alle altid skulle være enige, skulle samarbejdet nu gøres mere effektivt og demokratisk. Effektivt ved at beslutninger kan træffes ved kvalificeret flertal, og mere demokratisk fordi det nu ikke længere kun var medlemslandenes ministre, men også de folkevalgte i Europaparlamentet, der skulle bestemme. På grund af Danmarks forbehold fra 1993 kunne vi imidlertid ikke være med og har derfor måttet gå tiggergang til de andre EU-lande for at få samme privilegerede tilvalgsordning som irerne og briterne.

Nu står vi så i den tåkrummende situation op til folkeafstemningen, at vi, selv om vi fik ja fra de andre EU-lande til endnu en forkælet særordning, fedtspiller om at blive omfattet af så lidt som overhovedet muligt. Noget af det mere pinagtige, man har skullet lægge øre til, har dog været den bevidste mistænkeliggørelse af de andre europæiske demokratier, som Enhedslistens Pernille Skipper har disket op med.

I en Kronik her i Politiken (og diverse andre steder) har hun således været leveringsdygtig i detaljerede historier om, hvor uciviliserede stort set alle andre EU-landes retssystemer er, og går – i sit nationalromantiske korstog (hvor Danmark naturligvis fremhæves som bedre end alle andre) – hånd i hånd med den ellers noget vingeskudte Messerschmidt.

Enigheden mellem Enhedslisten og DF er imidlertid rørende på mange punkter. Noget af det mere okkulte er deres fælles påstand om, at en parallelaftale om Europol ved et nej til tilvalgsordningen ikke bare er let opnåelig. Den er tilmed ’suverænitetsbevarende’, påstås det. Problemet er bare, at EU i så fald kommer til at bestemme alt, og Danmark – ligesom Norge – reduceres til en ’kopistat’, som pænt må afvente, hvad EU-landene finder på, hvorefter dette så kopieres ind i national lovgivning uden mulighed for at ændre så meget som et komma.

Alt er altså tilsyneladende ved det gamle i Danmark, når det handler om folkeafstemninger om EU i Danmark. Eller er det?

Stod hele Europa – free-riders og alle andre – ikke med en kombineret terrortrussel og flygtningekrise, ville alt måske være ved det gamle og nok gå. Men alt er absolut ikke, som det plejer at være, i øjeblikket.

Alle, selv de mest forbenede EU-skeptikere på såvel højre- som venstrefløjen, erkender – hvis de skal være ærlige – at kun fælles europæiske løsninger er vejen frem, hvis Europa skal kunne stille noget op i den nuværende situation. At kun fælles løsninger kan hamle op med de udfordringer, vi står med, skyldes ikke mindst, at en af samarbejdets grundpiller er ved at bryde fuldstændig sammen: Schengen. Dvs. princippet og reglerne om de åbne grænser mellem EU-landene, så borgere og handlende kan rejse frit og ikke skal holde i kø, når varer og mennesker skal transporteres gennem Europa.

Problemet er her, at EU-landene aldrig rigtig er blevet helt enige med sig selv og hinanden om, hvordan den ydre grænse skal se ud – eller hvordan den skal finansieres. Heller ikke det mere eksistentielle spørgsmål om, hvor tæt eller hvor human en fælles ydre grænse skal være, er man blevet enige om.

Nu hvor flygtninge i hundredtusindvis står lige midt i det forjættede Europa – og er endt der uden den store modstand – opstår dilemmaet derfor ikke kun om, hvordan vi håndterer situationen helt lavpraktisk.

Spørgsmålet om, hvem vi egentlig ’er’ som europæisk fællesskab, stikker nemlig også næsen frem. Få har formentlig fundet svaret på det endnu, men det er under alle omstændigheder voldsomt forsimplet, som de fleste borgerlige (medier) herhjemme har gjort de seneste uger, at ’caste’ især den tyske kansler Merkel (og svenskerne!) som enten tossegode eller moralske imperialister, fordi kansleren for en stund åbnede grænserne. Merkel burde i stedet straks, hed det sig, have trukket vindebroen op til de 500.000, som stod på EU’s dørtrin. Uagtet at de i så fald var strandet uden for fort-EU i Europas ressourcefattige periferi.

Sagt på en anden måde er der ganske enkelt ikke noget alternativ til en fælles europæisk fordeling af asylansøgere, kombineret naturligvis med hjælp til nærområderne, hjemsendelsesprogrammer, der virker, og bedre ydre grænsekontrol. Enhver kan se, at såvel Schengen som Dublinsystemet, der regulerer, hvilke lande der skal behandle folks asylansøgninger, de facto er brudt sammen. Og det meget uskønne syn, der har mødt os de seneste uger og måneder, er, at mange EU-lande – inklusive Danmark – har skubbet sorteper rundt imellem sig via dårligere og dårligere asylforhold, hvis formål ret tydeligt har været at skræmme asylansøgerne væk. Samtidig har stadig færre EU-lande styr på, hvem der rejser ind over deres grænser, da asylregistrering som bekendt fører til asylansøgninger! Apropos Danmarks meget anspændte forhold til Sverige i øjeblikket.

Hvis danskerne stemmer ja 3. december, får vi imidlertid mulighed for at bidrage til at løse – og altså ikke blot se på – den største kollektive udfordring, fællesskabet har stået over for nogensinde. EU er nemlig i gang med en modernisering af Dublinsystemet samt forhåbentlig en redning af en af sine absolutte grundpiller: Schengensamarbejdet. Det kræver civil- og statskurage. Ikke noget Danmark har brilleret med i de forløbne 22 år, hvor vi har haft vores forbehold. Men som vi naturligvis har. Hvis vi tør.