Gul fagboss er lidt for skråsikker

Af Laust Høgedahl, Jonas Toubøl og Christian Lyhne Ibsen, hhv. postdoc på CARMA, AAU, ph.d.-studerende ved Sociologisk Institut, KU og adjunkt på FAOS, KU. Debatindlæg bragt i Politiken den 13. november 2015

PÅ POLITIKENS debatsider 11.11. kunne man under overskriften 'Ny generation af forskere rykker ved LO-forbundenes fjendebilleder' læse, hvordan formanden for Det Faglige Hus, Johnny Nim, refererer punktnedslag fra vores forskning. Vi vil gerne kvittere for interessen og er glade for muligheden for en bedre dialog med Det Faglige Hus. Det er imidlertid på sin plads at præcisere og nuancere de tal, vi tages til indtægt for, samt redegøre for nogle vigtige spørgsmål i fremtidens forskning i bl. a. Det Faglige Hus' rolle på det danske arbejdsmarked.

For det første er det ganske vist korrekt, at der historisk set har været flere lønmodtagere uden overenskomst, som aktivt har fravalgt et LO-forbund til fordel for en alternativ fagforening - herunder Det Faglige Hus. Det er for så vidt også korrekt, når Johnny Nim skriver, at andelen af ' gule medlemmer', der ikke er dækket af en overenskomst, ligger højere end 57 pct., hvis man fraregner de offentligt ansatte, som er stort set 100 pct. dækket. Men en helt ny undersøgelse (APL III) foretaget af Center for Arbejdsmarkedsforskning (Carma) viser, at 51 pct. af de medlemmer i Johnny Nims egen organisation, Det Faglige Hus, der arbejder i den private sektor, ifølge eget udsagn er dækket af en kollektiv overenskomst. Da Det Faglige Hus ikke selv indgår overenskomster med en arbejdsgivermodpart,

betyder det, at omkring halvdelen af Det Faglige Hus' medlemmer på det private arbejdsmarked nyder godt af de løn-og arbejdsvilkår, som andre fagforeninger har forhandlet hjem. Inkluderer vi de offentligt ansatte medlemmer af Det Faglige Hus, når vi op på 60 procent.

For det andet skriver Johnny Nim, at et forskningsnotat fra Faos viser, at de gule fagforeninger langt hen ad vejen blot samler medlemmer op, som ellers ville være droppet helt ud af det faglige system. Det kan man ikke konkludere så entydigt ud fra undersøgelsen. Det er rigtigt, at LO-forbundenes medlemstab begyndte, før loven om tværfaglige a-kasser trådte i kraft i 2002, men det er også veldokumenteret, at mange LOmedlemmer aktivt har valgt at skifte direkte fra et LO-forbund til en gul fagforening.

Spørgeskemaundersøgelser viser, at den typiske begrundelse for at skifte er, at der kan spares penge på kontingentet, hvilket hænger sammen med, at gule organisationer ikke bruger ressourcer på at indgå og udbrede overenskomstdækningen eller uddanne tillidsrepræsentanter. Ville disse skiftende medlemmer have valgt at være uorganiserede, hvis ikke der fandtes et gult alternativ? Det kan forskningen p. t. ikke sige med sikkerhed. Derudover overser Johnny Nim en vigtig pointe i Faos-forskningsnotatet: Godt nok begyndte LO-forbundenes medlemstab før loven i 2002, men det ser også ud til, at loven har forværret LO's medlemstab.

Fremtidig forskning bør afdække, hvorvidt det frie a-kasse-valg har betydet mere pragmatiske lønmodtagere, der i højere grad opfører sig som forbrugere snarere end medlemmer. NÅR VI I VORES forskning analyserer fagbevægelsens udvikling, gør vi det ud fra den kendsgerning, at den danske fagbevægelse igennem historien har opnået internationalt set gode løn-og arbejdsvilkår ved at indgå overenskomster med arbejdsgiverne samt udøvet politisk interessevaretagelse. Overenskomster udligner konkurrencen internt imellem lønmodtagerne, fordi den sætter et minimum for løn og ansættelsesvilkår, hvilket er særlig vigtigt for de lønmodtagere, der har mindst individuel forhandlingsmagt over for arbejdsgiveren. Pga. den frivillige aftalemodel i Danmark afhænger denne rolle som overenskomstpart af høj organisationsgrad og fagforeningernes legitimitet og magt over arbejdsgiverne.

Fra den førnævnte Carma-undersøgelse kan vi konstatere, at 60 pct. af Det Faglige Hus' medlemmer er helt eller delvis enige i, at arbejdsmarkedet bør reguleres gennem overenskomster indgået af fagforeninger og arbejdsgiverforeninger. Noget tyder altså på, at medlemmerne af Det Faglige Hus efterspørger mere kollektiv interessevaretagelse fra deres egen organisation. Spørgsmålet for fremtidig forskning bliver bl. a., hvordan Det Faglige Hus vil varetage sin rolle i den kollektive interessevaretagelse. Vil man arbejde for at overenskomstdække de ikkedækkede medlemmer? Eller vil man bruge den politiske tyngde, de 109.000 medlemmer giver, til at foreslå lovbestemt minimumsløn, som Krifa har gjort det? Og vil denne kollektive interessevaretagelse i givet fald påvirke kontingentet i Det Faglige Hus?.

Godt nok begyndte LOforbundenes medlemstab før loven i 2002, men det ser også ud til, at loven har forværret LO's medlemstab.