Den midtsøgende socialdemokrat er en truet art – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Den midtsøgende social...

09. februar 2017

Den midtsøgende socialdemokrat er en truet art

Debatindlæg af ph.d.-studerende Rune Møller Stahl (Institut for Statskundskab) i Information den 9. februar 2017.

Overalt i Europa svinger socialdemokratierne mod venstre. De har opgivet 1990’ernes forhåbninger om at give neoliberalismen et menneskeligt ansigt og er nu klar til et opgør med den. Men indre splittelse og EU kan let spænde ben for deres projekt.

Vi lægger måske ikke mærke til det herhjemme, hvor Mette Frederiksen ser ud til at rejse Socialdemokratiet efter nogle af de dårligste valgresultater i et århundrede. Men ser vi ud over Europa, er et socialdemokrati som det danske ved at blive en sjældenhed. I stedet er landskabet præget af nedgang, kollaps eller stærk venstredrejning.

Det seneste eksempel er det franske socialistparti, hvor outsideren Benoît Hamon vandt primærvalget. Han repræsenterer partiets yderste venstrefløj og går bl.a. ind for en 32-timersarbejdsuge, borgerløn og hård beskatning af formuer og robotteknologi.

Hamon slog i primærvalgets anden runde Hollandes premierminister, Manuel Valls, der førte sig frem som en klassisk Blair- og Clinton-inspireret ’fornyer’ med liberaliseringer af arbejdsmarkedet og andre markedsorienterede økonomiske reformer, der har mødt stor modstand fra fagforeninger og sociale bevægelser blandt franskmændene.

Alt tyder på, at 1990’ernes midtsøgende helte er ved at være fortid, for overalt i Europa er den såkaldte Tredje Vejs socialdemokratier i dyb krise.

Forvaltere af kapitalismen

Der er tale om et omkalfatrende skift hos de socialdemokratiske og socialistiske partier. De seneste 25 år har centrum-venstre været domineret af Den Tredje Vej, der kom frem med ledere som Blair, Schröder og Clinton.

Den var en reaktion på, at mange socialdemokratier var i dyb krise i 1980’erne. Globalisering, lavere vækstrater og pres fra en ideologisk højrebølge under Thatcher og Reagan, gjorde det sværere at gennemføre den form for velfærdsforbedringer og regulering af kapitalismen, som havde præget efterkrigstiden.

Socialdemokraterne omdefinerede deres opgave. I stedet for at kæmpe for at begrænse kapitalens magt, ville de nu være effektive forvaltere af kapitalismen. De ville selv gennemføre nedskæringer og privatiseringer for at skabe vækst. Til gengæld skulle Den Tredje Vej stå for en mere human implementering af reformerne samt en mere progressiv politik, når det handlede om køn, race og seksualitet.

Socialdemokraterne er slået ind på en markant ny kurs siden valgnederlaget og formandsskiftet i 2015. I dag stemmer Mette Frederiksen og partifæller oftere sammen med blå blok end med rød blok.

Projektet gav i første omgang gevinst, og de nye socialdemokratier vandt mange sejre i 1990’erne og de tidlige 00’ere. Men efter finanskrisen i 2008 og den efterfølgende eurokrise løb det ind i problemer. I forlængelse af de dyre redningspakker til de europæiske banker blev de økonomiske krav til EU’s medlemslande strammet meget, hvilket tvang socialdemokraterne til store sociale nedskæringer.

I forvejen havde euroen gjort det meget svært for europæiske regeringer at bruge pengepolitikken til at sikre beskæftigelsen. Og med krisen blev stabilitets- og vækstpagten strammet så meget, at det de facto også blev umuligt at bruge finanspolitikken.

Samtidig er socialdemokratierne truet af nye fremvoksende populistiske højrepartier. På grund af det indskrænkede politiske råderum er det muligt for partier som Front National og Dansk Folkeparti at fremstille sig selv som de egentlige forsvarere for de nationale velfærdsstater, samtidig med at de henter stemmer på udlændingespørgsmålet.

De moderne socialdemokratier er sat skakmat. Den Tredje Vejs forsøg på at lave markedsøkonomi med et menneskeligt ansigt er reelt taget af bordet i det meste af Europa. EU’s økonomiske krav, sætter i realiteten så stramme rammer, at man enten er nødt til at underkaste sig de herskende økonomiske doktriner fuldstændigt eller være klar til et brud.

Nedgang og venstredrejning

Præsident Hollande er et godt eksempel på socialdemokratiernes pressede situation. Han kom til i 2012 på løfter om en keynesiansk politik for at skabe arbejdspladser og højere beskatning af de rigeste.

Imidlertid løb han ind i en blindgyde i forhold til sine tiltag, hvor især EUs Finanspagt forhindrede Frankrig i at føre ekspansiv finanspolitik og samtidig tvang regeringen til nedskæringer. Resultatet var, at de franske vælgere i stort omfang vendte sig mod Socialistpartiet, og Hollande blev stærkt upopulær.

Den franske historie er langt fra unik. I Grækenland ligger det tidligere så dominerende PASOK omkring spærregrænsen, mens socialdemokratierne i Tyskland og Spanien er reduceret til juniorpartnere for et magtfuldt konservativt parti.

Ved valget i 2013 fravalgte de tyske socialdemokrater ligefrem at benytte deres flertal med Die Linke og Die Grünen og fortsatte i regering under Merkel. I England har Jeremy Corbyn udnyttet svækkelsen af den traditionelle partielite til at mobilisere nye, især unge medlemmer, til at overtage ledelsen af partiet. En bevægelse, der var tæt på at gentage sig hos demokraterne i USA med Bernie Sanders kampagne.

I dag er det stort set kun i Italien og Skandinavien, at 1990’ernes centrum-orienterede socialdemokrater udgør en reel magtfaktor. Mette Frederiksen bliver mere og mere alene med sit manglende ønske om et grundlæggende opgør med neoliberalismen og sin tro på, at den socialdemokratiske markedsstyrede kapitalisme kan redde kapitalismen fra dens værste fejl.

Tilbage til traditionerne

Det er ikke tilfældigt, at de mest spektakulære socialdemokratiske venstresving er foretaget i England og Frankrig. På nogle måder er den radikale vending i Labour og Socialistpartiet en tilbagevenden til tidligere traditioner. Begge steder så man i 1980’erne et stærkt forsøg på at rykke landet til venstre.

I Frankrig under Mitterands første år forsøgte socialisterne i samarbejde med kommunisterne at føre en venstreorienteret reformkurs med store forbedringer af lønningerne, nationalisering af vigtige virksomheder og udvidet velfærd.

I England havde Labour i 1970’erne en stærk venstrefløj under Tony Benn, der i begyndelsen af 1980’erne fik presset Labour til at gå til valg på et program med vidtgående venstreorienterede reformer.

Meningsmålinger har vist at ikke kun tidligere Labour-vælgere, men også partiets medlemmer er ved at miste tilliden til Jeremy Corbyn.

Erfaringerne fra dengang peger dog også på de to største trusler, mod et forsøg på at genopfinde socialdemokratiet fra venstre: indre splittelse og EU.

Den indre splittelse så man i England, hvor valgprogrammet fra 1983 betød, at højrefløjen skallede af, og dannede det kortlivede SDP, der splittede venstrefløjsstemmerne, så Thatcher trods tilbagegang kunne høste en jordskredssejr.

I Frankrig havde Mitterand noget større succes med sit valgprogram fra 1981. I begyndelsen var det relativt populært, men han mødte hurtigt massiv modstand fra mange virksomhedsejere, som følte sig truet af øgede omkostninger og skatter, og økonomien blev snart truet af kapitalflugt. I EU’s indre marked med fri bevægelse for varer og kapital, var der meget lidt regeringen kunne gøre mod denne udflytning af penge og arbejdspladser, og i 1983 valgte Mitterand at lave en U-vending og slå ind på en langt mere markedsliberal linje for at gøre virksomhedsejerne tilfredse.

EU er akilleshælen

Det er præcis de samme udfordringer, de nye venstredrejede socialdemokratier står over for i dag.

Den indre splittelse har allerede slået igennem i Labour. Denne gang er der dog ikke tale om en reel opdeling af partiet. Men siden Corbyn blev formand, har parlamentarikere fra Blair-fløjen modarbejdet ham, og i 2016 forsøgte man et kup, som dog slog fejl.

Resultatet er, at Labour fremstår som et parti i indre opløsning og befinder sig meget langt fra magten. Noget lignende kan let ske i Frankrig, hvis Hamon ryger i clinch med partiets gamle garde.

Hvis et af partierne skulle få succes med at erobre magten – hviket intet tyder på vil ske i den nærmeste fremtid – vil det dog stå over for endnu større udfordringer fra EU-systemet.

Ikke bare kan en venstreorienteret politik, der går op imod stærke kapitalinteresser, betyde flugt af kapital og arbejdspladser, men euroen gør det også umuligt at føre en selvstændig pengepolitik, og EU-aftaler som finanspagten, sixpack og two-pack giver den økonomiske politik snævre rammer.