14. juni 2017

Det brutale Brexit er en illusion

Debatindlæg af lektor Jens Ladefoged Mortensen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 14. juni 2017.

Lektor Jens Ladefoged Mortensen, statskundskabDet mudrede valgresultat i Storbritannien har uventet sat spørgsmålstegn ved Brexit-strategien, her blot lidt over en uge før forhandlingerne skal starte. Theresa May gik som bekendt til valg på et ’hårdt Brexit’, bl.a. med sloganet ’no deal is better than a bad deal’.

Det blev et klart nej til hende, omend valget også blev et grumset ja til et ’blødt brexit’. De konservatives lederskab er blevet undermineret, og man fornemmer et skifte mod en opblødning af ’det hårde Brexit’ efter valget. Omvendt er forvirringen ved at være total.

Forskellige former for Brexit

Hvordan ser ’det hårde Brexit’ egentlig ud? Der er flere nuancer af hårdhed. Theresa May gik til valg på at trække Storbritannien helt ud af det indre marked, genetablere britisk suverænitet ved at styrke kontrollen med grænserne og bruge frihandelsaftaler til at rykke tættere på andre, mere vigtige handelspartnere end EU.

’Det bløde Brexit’ søger derimod en eller anden form for tættere tilknytning med EU. Et manuskript kører efter en norsk-lignende EFTA model, med næsten fuld tilknytning til det indre marked uden indflydelse på beslutningerne og med fuldt budgetbidrag.

Et andet manuskript kører efter det svært gennemskuelige aftale-kompleks mellem EU og Schweiz. En alternativ model har været en løs toldunion, sådan en som Tyrkiet har med EU. Ingen af dem er ønskværdige eller nyttige for Storbritannien.

Den norske model er en politisk ydmygelse af de Konservative og af Leave-siden. Tab af suverænitet og indflydelse uden nogen indrømmelser. Den schweiziske model er alt for langsom, det er nærmest en evolutionær proces, der spænder over årtiers forhandlinger. En toldunion er utilstrækkelig for alle partner. Den berører slet ikke det essentielle med en handelsaftale i det 21. århundredes verdensøkonomi. De fleste regner med en stærkt udvidet frihandelsaftale, der går videre end den CETA-aftale, der er i gang med ratifikationsprocessen i hele EU.

Misforstår WTO-samarbejdet

Men der er altså også ’det brutale Brexit’. ’No deal’. Intet samarbejde. Det er den såkaldte ’WTO option’, som den hårde kerne af Leavers har fremhævet som et troværdigt alternativ til en ydmygende aftale. Rationalet er såre enkelt. Britisk eksport vil ikke lide nævneværdig skade ved at vende ryggen til det indre marked. Briterne er nemlig i kraft af sit medlemskab af Verdenshandelsorganisationen WTO garanteret markedsadgang til EU.

WTO beskytter effektivt og enkelt imod alle former for diskrimination. Briterne vil derimod få nye frihedsgrader til at udnytte sine konkurrencefordele. Briterne vil genvinde sin frihed til slå særaftaler med strategisk vigtigere handelspartnere end EU, sænke erhvervsskatten ned på et niveau, der får investeringer til at søge fra kontinentet til Storbritannien, mens de fortsat nyder gavn af uhindret adgang til det europæiske marked. Det er en stor misforståelse.

Det er korrekt, at Storbritannien fortsat er et regulært medlem af WTO. Forestillingen om, at WTO kan erstatte det indre marked er en farlig illusion. WTO er helt utilstrækkeligt for en globalt integreret vidensøkonomi som den britiske. WTO giver ikke blot tilnærmelsesvis de samme markedsvilkår. WTO sikrer ikke-diskrimination mellem suveræne ’stater’. Der vil fortsat blive stillet reguleringskrav for importører. WTO handler ikke om uhindret markedsadgang, men fair markedsadgang. WTO er en forsikringspolice for stater mod protektionisme. Den giver rimelig markedsadgang for alle, uanset nationalitet.

Det indre marked er derimod et enkelt marked, hvor forhindringer på den fri bevægelighed af varer, tjenesteyder, kapital og arbejdskraft er afmonteret. Handel på WTO-vilkår indebærer, at f.eks. britiske eksportører skal kontrolleres og godkendes af de relevante myndigheder, før de kan få EU-markedsadgang. Det skal danske eksportører ikke. Kun det indre marked som giver uhindret markedsadgang.

Briterne får det svært

Ironisk nok kommer briterne nok alligevel til at efterleve alle de ’overbureaukratiserede’ EU-krav, som de så inderligt ønskede at løsrive sig fra. Med andre ord, det er et skridt frem, og to skridt tilbage. Briterne vil forsat eksportere til Europa, men det bliver mere besværligt, usikkert og dyrere. Eventuelle toldbarrerier kan let tackles, selv efter et hårdt brexit, men det bliver helt anderledes dyrt for det britiske erhvervsliv med de fremtidige reguleringskrav. Og briterne vil have sat sig uden for al politisk indflydelse.

Størrelse betyder alt i handelspolitik. EU har en reguleringsmagt af globale dimensioner. EU-markedet er så stort, at Bruxelles kaldes for verdensøkonomiens reguleringshovedstad. EU-krav ses som fremtidens reguleringsstandard.

Briterne er derimod en middelmagt af aftagende styrke med begrænset indflydelse. Det betyder ikke, at Storbritannien er på randen af et regulært kollaps. Det er fortsat en stærk, dynamisk økonomi. Problemet er den selvskabte usikkerhed, som nu truer briternes tiltro til systemet, erhvervslivets tro på holdbarheden af væksten i den britisk økonomi og omverdens forundring over gentagne britiske selvmål på et så fatalt område som Storbritanniens fremtidige tilknytning til EU.