12. august 2015

DJØF-monsteret

Af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab. Bragt i Berlingske den 12. august 2015

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard

Nogle gange har man det indtryk, at visse personer mener, at uden folk med en baggrund som økonomer, jurister, politologer og forvaltningsuddannede ville verden være lys, smidig, ubureaukratisk, regelfri og ustresset. Det er kun, fordi vi har de mange djøf’ere rendende, at vi ikke er nået derhen endnu. Derfor drejer det sig for alt i verden om at få bugt med den såkaldte »djøficering«, som er en forkortelse af ovennævnte personers faglige organisation, der hedder Danmarks Jurist- og Økonomforbund.

Det er selvfølgelig altid vigtigt at bekæmpe overregulering og overdrevent bureaukrati. Djøf’erne er helt sikkert medvirkende faktorer, når den slags forekommer. Omvendt er det altafgørende at undgå at havne i den modsatte grøft. Regler er ganske enkelt nødvendige for at styre et moderne samfund. Det samme gælder sikringen af en optimal anvendelse af samfundets økonomiske og andre ressourcer, således, at de ikke spildes. Vi vil gerne have mest muligt for pengene, og derfor er planlægning vigtig.

Det, som ifølge den tyske sociolog Max Weber kendetegner et moderne, udviklet samfund, er netop, at man besidder et rationelt, upartisk og ikke-korrupt bureaukrati, som kan implementere de demokratisk vedtagne regler effektivt og rigtigt. Besiddelsen heraf er ingen selvfølge, men i de velfungerende nordeuropæiske lande har man et sådant.     

Derimod halter det alvorligt med djøficeringen i den sydlige del af Europa. Det har bragt flere af dem på randen af kollaps, fordi de ikke har udvist rettidig omhu i administrationen af vedtagne regler. Bureaukratiet i den nordeuropæiske version har ganske enkelt manglet. Det viser, at djøf’erne er helt nødvendige, hvis og når vi vil have et samfund, som er sammenhængende både økonomisk og socialt.

I de kommende år bliver man nødt til i Danmark f.eks. at se på, om man nu får tilstrækkeligt ud af de store udgifter på sundhedsområdet (kunne man få mere sundhed for pengene?), til uddannelsesområdet (kan man få mere læring til flere grupper for de samme midler?) og til arbejdsmarkedspolitikken (hvorfor har man så mange uden for arbejdsmarkedet i Danmark, når man har en af verdens dyreste arbejdsmarkedspolitikker?)

Besvarelsen af netop disse spørgsmål har djøf’ernesom de eneste et rationelt og fagligt kvalificeret bud på. Bliver spørgsmålene besvaret korrekt (og uden overregulering og overbureaukratisering), ville det kunne indebære fordele for alle. Djøficering i afmålte doser er samfundsgavnligt.

Derfor bør vi nok begrave DJØF-monsteret.