28. juni 2017

Dramaet ved EUs ydre grænser har betydning for Danmark

Debatindlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Fyens Stiftstidende den 28. juni 2017.

Peter NedergaardEU's ydre grænsekontrol er vigtig for danskerne. Det skyldes, at vi som medlem af Schengen-samarbejdet er i den situation, at EU's ydre grænser også er Danmarks grænser. Er man først kommet ind i ét Schengen-land, som bl.a. Grækenland og Italien er med i, er der fri passage over grænserne i resten af Schengen-landene. Man kan således bevæge sig frit fra et sydeuropæisk land og til et nordeuropæisk Schengen-land, selv om man undertiden KAN møde en politimæssig stikprøvekontrol. Eller rettere: Sådan VAR situationen, indtil der blev etableret en midlertidig grænsekontrol rundt om en lang række Schengen-lande i kølvandet på migrant- og flygtningekrisen i 2015-2016. I dag er der grænsekontrol rundt om mange Schengen-lande, men det er sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før EU-Kommissionen kræver den ophævet, således at EU's ydre grænser igen bliver Danmarks ydre grænser.

Der er derfor alt mulig grund til, at man også fra dansk side interesserer sig alvorligt for, hvordan EU's ydre grænser sikres. Så meget står i hvert fald fast, at hvis vi vil bevare vort samfund, som vi kender det, er det tvingende nødvendigt med en kontrol ved grænsen - enten ved Danmarks eller ved EU's ydre grænse. Ingen samfund kan tillade, at man mere eller mindre frit kan tage turen hen over landegrænserne uden at blive efterset for, om man har rejsepapirerne i orden i form af pas og visum, og at man ikke f.eks. er eftersøgt. Uden grænser undermineres de stabile stater i Europa. Det betyder ikke, at det ikke er forståeligt, at personer gerne vil til EU og herunder særligt til de nordeuropæiske velfærdsstater sammen med deres familier. Her er givetvis mulighed for at leve et langt bedre liv, end hvis man kommer fra et land i Afrika. Tillades den fri grænsepassage, forsvinder det attraktive ved disse landes systemer imidlertid ret hurtigt.

I et længere stykke tid var EU's ydre grænser især pivåbne langs grænsen til Tyrkiet. Herfra var det tidligere forholdsvis let at komme til Europa via den såkaldte Balkan-rute gennem Grækenland. Den blev lukket, da de østeuropæiske lande dels etablerede grænsekontrol, og der dels blev indgået en aftale mellem Tyrkiet og EU om, at de tyrkiske myndigheder mod forskellige indrømmelser og finansiel kompensation holdt personerne i Tyrkiet, som ellers ville til Europa.

I dag forsøger personer fra Afrika og Mellemøsten især at komme til Europa via Libyen. Det sker ved, at de betaler menneskesmuglere nogle tusinde euro for at sejle dem i synkefærdige både til et sted ud for den libyske kyst, hvorfra de samles op af andre både, som sejler dem til Italien. Der har været forskellige forslag til, hvordan man kan få bremset denne trafik. Nogle vil give bøde til f.eks. de ngo'eres skibe, som fragter personerne fra menneskesmuglerskibene og til Italien. Andre vil oprette lejre i f.eks. Libyen, hvorfra personer lovformeligt kan søge om asyl og indrejse i Europa. Endnu andre vil fordele de ny ankomne blandt EU-landene med henblik på at udrede deres status. Efter alt at dømme er denne diskussion både nationalt og i EU kun lige begyndt. Befolkningseksplosionen i Afrika indebærer, at mange flere, end vi allerede har set, vil forsøge at komme til Europa. Det er også en diskussion, som danske politiske partier får svært ved at undslå at skulle tage stilling til, selv om de måske gerne ville.