Drop klagesangen om at vi studerende dåner af stress – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Drop klagesangen om at...

28. januar 2016

Drop klagesangen om at vi studerende dåner af stress

Debatindlæg af stud.scient.pol. Emil Sloth Andersen i Politiken den 28. januar 2016.

Engang var jeg et stresset menneske. Når eksamenerne blev for meget, vandrede jeg ned til KU’s kantine. Jeg nippede til den SU-betalte café latte. Og jeg klynkede over, at glasset var halvt tomt.

På samme måde spreder selvmedlidenheden sig i alle afkroge af universitetet her i eksamenstiden. »Jeg er rimelig stresset«, stønner vi skiftevis. Vi repeterer den sætning for hinanden til læsegruppemøderne, før jobsamtalerne, på studiejobbet indtil den bliver sand.

"Det farlige ved klynkeriet er, at det kun forstørrer de udfordringer, vi alligevel møder

Emil Sloth Andersen

Også i de danske aviser læser vi løbende om studerende, som pines af den store, stygge fremdriftsreform. Eksamenstiden viser, at de studerendes største problem ikke er stress.

Vores generation lider først og fremmest af klynkeri. Klynkeri er en irrationel automatreaktion, en sygdom, som har inficeret ungdommen gennem verbale smitteveje. Vores immunforsvar er kørt i sænk af mors gryderetter og statens sociale sikkerhedsnet. Modgang hærder, og derfor er mange af os bløde som smør. Et mindretal af os er reelt stresset, mens flertallet følger trenden i at fremstå stresset.

Det farlige ved klynkeriet er, at det kun forstørrer de udfordringer, vi alligevel møder. Hvad nytter periodisk klynkeri over eksaminer? Det svarer til at klynke over regnen. Du kan aldrig klynke regnen væk, men du kan klynke så meget, så problemerne regner ned over dig. Udfordringerne bliver kun sværere at håndtere, jo mere vi klynker, og jo mindre vi klynker jo lettere bliver det. Derfor er klynkeriet en farlig tendens.

Idéen om at stress skulle være de studerendes største problem punkteres samtidig af, at vi i et historisk og et internationalt perspektiv står bedre stillet end nogensinde. Vi går på universiteter, som topper internationale ranglister. Vi betales for at tage en uddannelse, mens andre betaler for uddannelse. Vi studerer gennemsnitligt 28 timer om ugen. Ja, vi har det godt i nutiden. Men faktisk kan vi med fordel se til fortiden.

Ud af den danske jord voksede engang selvopofrelse. Selvopofrelse gennemsyrede bønderne på markerne, mælkekusken på landevejene og Mærsk-ansatte på internationale farvande. Selvopofrelse gennemsyrede de mennesker, der brugte omverdenen i stedet for at brokke sig over den.

Selvopofrelse gjorde ambitioner til virkelighed, det gør selvmedlidenheden ikke. Så lad os droppe den evindelige sang om studerende, der dåner af stress. Som et mundheld siger: Det er ikk’ som man har det. Det som man ta’r det.