Drop one-size fits all modellen

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i RÆSON den 7. december 2015.

Danskernes ’nej’ har vist, at der er brug for en ny dansk doktrin om europapolitikken, hvor Dansk Folkeparti og Liberal Alliance spiller en større rolle, og hvor vi sender et signal til EU om, at tiden er inde for et opgør med ”One size fits all”-modellenI de sidste 25 år har den implicitte danske europapolitiske doktrin været – uanset om regeringen har været rød eller blå – at man skulle arbejde på at være tæt på kernen af samarbejdet i EU. Det indebar, at man faktisk har været forpligtet til at arbejde hen imod afskaffelsen af de danske forbehold angående forsvarssamarbejdet, ØMU’en og det retlige samarbejde i EU. Den hidtidige doktrin har med andre ord indebåret, at placeringen udenfor dele af samarbejdet i EU kun var af midlertidig karakter. Det var således bare et spørgsmål om tid, før man skulle med i kernen. Det har været doktrinen uden, at man har været særligt opmærksomme på, om danskerne havde samme ambition. Man har tilsyneladende blot antaget, at det havde de, når de fik lidt mere tid til at tænke sig lidt mere om.

I samme moment har dansk udenrigspolitik i stigende grad i det seneste tiår været præget af, at man er vendt tilbage til en tyskorienteret udenrigspolitik på alle andre områder end med hensyn til sikkerhedspolitikken. De skiftende danske regeringer har i de fleste henseender lagt sig tæt på den tyske politiske position. Nogle vil måske endda hævde, at forholdet til Tyskland på det seneste er blevet lige lovlig underdanigt i takt med, at den sydlige nabo har slået sig op som EU’s omtvistede leder. Den danske accept af at stå for langt hovedparten af finansieringen af Femern Bælt-forbindelsen og den manglende danske afstandtagen fra den kaotiske tyske håndtering af flygtningekrisen kunne måske ses som konkrete udtryk for de danske regeringers hidtidige linje.

Den danske europapolitiske doktrin har givet sig udslag i et tæt samarbejde mellem Socialdemokraterne, Venstre, Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og efterhånden også Socialistisk Folkeparti. Det gælder både i forhold til det daglige samarbejde i Europaudvalget (hvor man omtaler partierne som det europapolitiske flertal) og i aftaler mellem Folketingets partier om f.eks. grundlaget for den netop afholdte folkeafstemning.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke den netop afholdte folkeafstemning er en god anledning til at gentænke den eksisterende doktrin. For anden gang har den danske befolkning nægtet at gå med til at ændre på de danske forbehold i forhold til det europæiske samarbejde. Det betyder i praksis, at de danske forbehold må fastholdes i en overskuelig fremtid med måske en enkelt ændring vedrørende en dansk tilslutning til et overstatsligt samarbejde i Europol.

Samtidig har magtforholdene i dansk politik ændret sig markant. Dansk Folkeparti er blevet et parti med en langt større folkelig forankring end de fleste andre af partierne i det hidtidige europapolitiske flertal. Det ville være i overensstemmelse med dansk tradition for et bredt samarbejdende folkestyre blandt de store partier, at man også tog hensyn til Dansk Folkepartis styrke og også inddrog Liberal Alliance i den fremtidige tilrettelæggelse af dansk europapolitik.

Endelig er der et vist opbrud på vej i europapolitikken i flere af vore nabolande. Polen er efter det seneste parlamentsvalg slået ind på en mindre EU- og tyskvenlig europapolitik. Storbritannien er også i gang med forhandlinger med partnerne i EU om at få flere undtagelser angående EU-samarbejdet, som kan give grundlag for udskrivelsen af en folkeafstemning om britisk EU-medlemskab a la den, de havde i 1975. En delvis drejning af dansk EU-politik i retning af Storbritannien ville kunne sikre en afbalancering i forholdet til Tyskland på det europapolitiske område. Det ville endda til dels bringe dansk EU-politik på det spor, som oprindeligt var baggrunden for, at Danmark søgte medlemskab af det daværende EF.

Sammenlagt kan det næppe undgås, at EU-samarbejdet fremover får en mere fleksibel karakter. I mange år har EU-samarbejdet været præget af trangen til det, som svenskerne kalder ”enhetliga” løsninger på alle de politiske problemer. Det kan måske være meget godt, når talen er om enhedsmarkedet – det indre marked. Det kan imidlertid vise sig at være politisk problemfyldt i andre tilfælde, hvor der må tages større hensyn til de nationale forskelle.

”One size fits all”-løsninger er generelt blevet opfattet som langt mere ”europæiske” end de fleksible løsninger, hvor de enkelte medlemslande kan flekse ind og ud af visse dele af EU-samarbejdet. Medlemslande med undtagelser på samme måde som Danmark er blevet italesat som problem-lande. Medlemslande, der er med i det hele, er til gengæld blevet kaldt kerne-lande. EU’s retlige udtryk herfor er begrebet ”acquis communautaire”, der består af hele EU’s rets- og reguleringsgrundlag, og som nye medlemslande i princippet har at gennemføre (i hvert fald formelt) til punkt og prikke.

Denne ”enhetliga” struktur blev i mange år betragtet som EU’s virkelige styrke og det, der gjorde EU til en stor succes med en betydelig tiltrækningskraft i forhold til lande uden for samarbejdet. Meget tyder imidlertid på, at det som muligvis i mange år var en fordel, i stadig højere grad er ved at udvikle sig til en ulempe, og at det danske ”nej” blot er det det seneste af mange eksempler herpå. Kernelandenes fælles ”løsning” af eurokrisen og flygtningekrisen har i hvert fald ikke ført en bølge af beundrende blikke med sig.

Alt i alt er det åbenbart, at ”One size fits all”-modellen i EU må revideres. Det bør være den danske regerings opgave at formulere en sådan revision i positive termer i en ny europapolitisk doktrin. Det danske nej og en bredere forankring af dansk europapolitik med inputs fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er sammen med de kommende britiske krav om en revision af modellen nogle af elementer, som doktrinen må tage hensyn til. Dermed ville den måske endda kunne få betydning ud over de danske grænser.