Desværre, vi bliver nok nødt til at fortsætte med at tale om eliten

Debatindlæg af ph.d.-stipendiat Rune Møller Stahl (Institut for Statskundskab) i Information den 20. januar 2017.

For få år siden var det moderne at forstå magt som ansigtsløse strukturer. Men på det seneste er det blevet klart, at magt besiddes af mennesker. At eliten ikke bare er mennesker, der drikker kaffe med meget mælk, men mennesker, der bestemmer samfundets udvikling.

Da jeg trådte mine samfundsvidenskabelige barnesko i begyndelsen af årtusindet, var det meget umoderne at tale om eliter.

Når man talte om magt, var det altid noget med, at det var meget komplekst, eller at magten i moderne samfund var spredt så bredt, at det ikke længere gav mening at fokusere på magtfulde enkeltaktører. Den slags analyser var udbredte fra pæne, slipseklædte establishment-liberalister til de mest subversive, postmoderne diskursanalytikere.

Argumenterne kunne være hentet fra klassiske pluralister som Robert Dahl, der påstod, at de moderne samfund var så funktionelt differentieret, at der ikke var en elite, men i stedet en række særinteresser, der overordnet set balancerede hinanden.

Eller det kunne være fra en Foucault-inspireret poststrukturalisme, hvor magten strømmede overalt, og det derfor blev anset for unuanceret og gammeldags at påstå, at enkeltindivider kunne besidde magt.

På mange måder virkede denne forståelse meget logisk. I modsætning til tidligere tiders konger og adel, forsøger det 21. århundredes kapitalejere og toppolitikere ikke at iscenesætte og skilte med deres magt og indflydelse.

De forsøger at gemme den væk og fremstille sig selv som så almindelige som muligt. Det har samtidig ført til lukkethed blandt verdens allerrigeste, hvilket har gjort det meget svært at få adgang til både kvalitative og kvantitative data om især den økonomiske elite.

Måske var det derfor, mange instinktivt antog, at den trend mod øget økonomisk og politisk lighed, som man så i de første årtier efter Anden Verdenskrig, ville fortsætte ufortrødent.

Helt central debat om eliten

Efter de seneste års overvældende dokumentation for stigende koncentration af velstand hos verdens allerrigeste, er der nok få, som for alvor vil påstå, at vi befinder os i en post-elitær tilstand, og diskussionen af eliten er rykket frem i den offentlige debat.

Jeg kan godt forstå, at mange i øjeblikket kan være trætte af den nuværende debat om folket vs. eliten, hvor elite-begrebet stort set bliver brugt til at betegne enhver gruppe, folk ikke kan lide. Og Gud skal vide, at der findes dårlige begreber for elite.

Nogle mener, at eliten er folk, der spiser særlige former for mad eller bruger meget mælk i kaffen. Andre mener, at eliten udgøres af Politiken og Gyldendal, mens Henrik Dahl (LA) på det seneste har forsøgt at genoplive Jørgen S. Dichs gamle polemik om, at de offentligt ansatte udgør en herskende klasse i samfundet. Det har fået nogle til at mene, at det måske er bedst at undgå begrebet elite fuldstændigt.

Men begrebet om eliten er hverken meningsløst eller unødvendigt. Grundlæggende har de fleste mennesker siden landbrugets opfindelse for 13.000 år siden levet i stærkt stratificerede samfund, hvor både magt og ressourcer har været koncentreret i hænderne på en meget lille gruppe mennesker.

Og det er et forhold, som man er nødt til at forholde sig til som samfundsvidenskabsfolk, journalister og borgere. Især i en tid, hvor alt tyder på, at koncentrationen af magt og formue er kraftigt stigende.

Herhjemme har sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard med netværksanalyser vist, at samfundets tunge magtfulde poster er langt mere koncentrerede, end man umiddelbart skulle tro, og at der er findes en samlet, integreret elite, der har stærke forbindelser på tværs af samfundets hovedinstitutioner.

Befolkningen er blind over for magtelitens dominans, mens eliten selv forsøger at omtale sig som en del af folket. Ny bog afdækker, hvordan de 423 mennesker i magteliten er forbundet. Og når vi går til valg, er det kun få procent, vi selv kan udskifte

På globalt plan har økonomer som Antony Atkinson, Branko Milanovic og Thomas Piketty dokumenteret, at den økonomiske ulighed har været stigende igennem årtier i de fleste lande, og ny forskning om skattely fortæller os, at der yderligere er et stort mørketal gemt i bankkonti i Schweiz og Caribien.

Eliten på bjerget

Hvis man vil have et hurtigt overblik over, hvordan den globale elite ser ud, kan man kigge til Davos, hvor World Economic Forum slutter fredag. Det årlige topmøde afholdes af organisationen WEF, der har 1.000 af verdens største virksomheder som medlemmer.

Mødet samler en blanding af erhvervsfolk og rigmænd, sekunderet af de mest magtfulde politikere samt ledere af store internationale organisationer som IMF og OECD. Programmet indeholder en lang række offentlige arrangementer og debatter samt en række af mere uformelle møder og fester for indbudte.

En ny tendens er, at Davos-eliten er blevet globalt integreret. I år er Kinas præsident Xi Jiping, den indiske finansminister Arun Jaitley og Jack Ma, formanden for markedsportalen Ali Baba-group, blandt stjernerne i den voksende delegation af magtfulde personer fra de tidligere udviklingslande.

Det afspejler den stigende vægt, disse landes virksomheder har i verdensøkonomien, og en ambition om integration med den traditionelle økonomiske elite i USA og Europa.

Det er ikke første gang, vi oplever en integreret global økonomi. Det var i høj grad også tilfældet i perioden op til Første Verdenskrig. Men dengang var det europæiske virksomheder og stater, der dominerede verdensøkonomien, mens vi nu for første gang er ved at se fremvæksten af en egentlig transnational kapitalistklasse, der integrerer samtlige af klodens væsentlige økonomier.

Svingdørseliter

Gennem de seneste år har vi set en stigende koncentration af økonomisk magt hos den økonomiske elite fra Davos. Oxfams årlige analyse af den globale formuefordeling viser, at de otte rigeste individer har en nettoformue, der svarer til den hos den fattigste halvdel af verdens befolkning målt på formue.

Alligevel er Davos-eliten nok ikke den rigeste eller mest magtfulde i historien. Så vidt vi ved, disponerede den romerske senatorklasse og Indiens stormoguler over en større del af samfundets ressourcer i deres tid. Og i modsætning til adelen i middelalderen er vore dages elite delt i en økonomisk og en politisk del, hvorfor der er visse juridiske og politiske grænser for deres magtudøvelse.

Men skellet mellem økonomisk og politisk magt er under opløsning. Den økonomiske elite er godt i gang med at opsuge den politiske elite. Dette foregår primært ved hjælp af indirekte politisk indflydelse.

I EU dominerer lobbyister fra banker og store virksomheder de politiske beslutningsgange, mens store donorer som Koch-brødrene har oversvømmet USA’s politiske system med penge til udvalgte kandidater i kølvandet på Citizens United-dommen, som løftede begrænsningen på størrelsen af politiske bidrag.

Samtidig ser vi en stigende tendens til, at topdirektører og milliardærer direkte indtager politiske topposter. Især Goldman Sachs har været gode til at placere tidligere ansatte på tunge politiske poster, f.eks. Mario Drahgi i ECB og Hank Paulson som finansminister i USA.

Vi ser også opkomsten af milliardærpolitikere som Silvio Berlusconi, Thaksin Shinawatra, Michael Bloomberg og Donald Trump, der direkte bruger deres formuer til at blive valgt til politiske topembeder.

Nervøs elite

På trods af den stigende magtkoncentration er tonen fra Davos blevet mere pessimistisk de seneste år. I 2015 var et af hovedspørgsmålene, hvad man kunne gøre, så den stigende ulighed ikke udviklede sig til oprør og politisk ustabilitet. I år taler et af idepapirerne fra WEF om behovet for borgerløn, der skal imødegå den stigende formuekoncentration.

Davos-eliten er nervøs, men der er ikke noget, som tyder på, at dens magt er på vej ned. Tænk blot på valget af Trump. Han præsenterede sig som modstander af pengenes magt i politik, men i den kommende administration har landets økonomiske oligarki større magt end nogensinde.

Derfor er der nok ingen vej uden om, at både forskning og den politiske debat må fokusere mere på eliter de kommende år – i hvert fald, hvis vi vil have en chance for at bremse den stigende ulighed i penge og magt, som stort set alle verdens lande oplever.