6. december 2015

En svækket fagbevægelse gør det lettere at presse lønnen i bund

Debatindlæg af adjunkt Christian Lyhne Ibsen (FAOS) og ph.d. Jonas Toubøl (Sociologisk Institut) i Politiken den 6. december 2015.

Jonas Toubøl

Christian Lyhne Ibsen


De danske lønmodtagere skal meget vel snart vænne sig til konsekvenserne af et dårligt organiseret arbejdsmarked: lavere løn, mere usikre ansættelsesvilkår og dårligere arbejdsmiljø.

Skal de danske lønmodtagere vænne sig til tyske lønninger? Hvis lønmodtagerne ikke vender tilbage til fagforeningerne, kan dette blive virkeligheden i en overskuelig fremtid.

Vi er der ikke endnu, men tyske lønninger bliver mere og mere sandsynligt for hvert medlem, der forlader LO og svækker lønmodtagernes magt over for arbejdsgivere og stat. Siden 1995 har LO oplevet en voldsom tilbagegang. Det skal selvfølgelig ses i lyset af, at erhvervslivet og måden, vi producerer på, har forandret sig, og de stillinger, som LO organiserer, er skrumpet. Men uanset viser nye tal fra vores forskning, at tilbagegangen på store og vigtige dele af arbejdsmarkedet er massiv og større, end vi hidtil har vidst.

På mange områder står fagbevægelsen kritisk svagt, og arbejdsgiverne må spørge sig selv, hvorfor de skal tage fagforeningerne alvorligt: Er der overhovedet nogen medlemmer tilbage, som vil gå hjem, når fagforeningsbosserne kalder til strejke?

Fagbevægelsens svækkede position på enkelte områder af arbejdsmarkedet kan imidlertid vise sig at være en bombe under hele arbejdsmarkedet. I yderste konsekvens kan det trække tæppet væk under den samlede model for, hvordan vi regulerer det danske arbejdsmarked gennem overenskomster.

Den danske models fald og en efterfølgende tilbagerulning af overenskomsterne vil betyde, at de fleste lønmodtagere står tilbage med minimal beskyttelse og arbejdstagerrettigheder. I stedet for selv at forhandle kollektivt via fagforeninger må danske lønmodtagere forlade sig på lovgivernes vilje til at erstatte overenskomster med statslig regulering eller stå alene over for arbejdsgiveren.

I mange segmenter, hvor LO-fagbevægelsen er den eneste eller primære overenskomstbærende part, ligger andelen, som er organiseret af LO-forbund, nu omkring 50 pct. eller under. I store segmenter som Restauration & Hotel og Butik & Levering nærmede vi os de 30 pct. tilbage i 2012. De to segmenter alene omfatter ca. 13 pct. af alle lønmodtagere.

Når organiseringen af lønmodtagere falder til et kritisk lavt niveau i et segment, kan det true overenskomsterne og dermed den danske model på fem måder:

1) Nye virksomheder fravælger overenskomsten, fordi fagforeningerne ikke kan lægge det nødvendige pres gennem konflikt eller trussel herom og tvinge dem til at indgå en overenskomst.

2) Virksomheder, som har overenskomst, frigør sig fra overenskomsten. Det gør de gennem en konflikt, som fagforeningerne kan tabe på grund af den dårlige organisering.

3) Med færre medlemmer vil rekruttering af tillidsrepræsentanter blive vanskelig og i nogle virksomheder umulig. Tillidsrepræsentanten er afgørende for, at overenskomsten håndhæves og de ansattes beskyttelse lokalt.

4) I virksomheder med mindstebetalings- og minimallønssystemer, hvor lønnen forhandles lokalt, svækkes forhandlingsstyrken alt andet lige, når der ikke er en høj organisering.

5) I overenskomstforhandlinger på brancheniveau vil lønmodtagerne stå svagere, hvis arbejdsgiverne opfatter den underliggende trussel om storkonflikt som utroværdig, fordi der ikke er medlemmer til at gennemføre den.

Men dårlig organisering i et segment kan vise sig at blive alle andres problem. Hvis overenskomstsystemet bryder sammen, eller lønmodtagerne står meget svagt i enkelte segmenter, kan det meget vel få en negativt afsmittende virkning på de øvrige områder af arbejdsmarkedet. Årsagen er, at når der forhandles overenskomst centralt, foregår der en tæt koordinering: Først fastlægges rammerne på industriens område, og så følger de resterende områder industriens niveau. Spørgsmålet er, om arbejdsgiverne i svagt organiserede områder vil blive ved med at acceptere den tætte koordinering.

På kort og mellemlangt sigt vil fagforeningerne formentlig stadig spille en rolle. Vi vil stadig se vrede forhandlere på trappen til forligsmanden, når overenskomstforhandlingerne er gået i hårdknude. Men efterhånden som fagforeningernes magtbase eroderer, vil forhandlingerne få karakter af en facade, der dækker over, at det reelt er arbejdsgiverne, der dikterer indholdet.

Resultatet kan blive, at arbejdsmarkedet knækker over i to dele: en del med kort uddannet arbejdskraft og meget lav organisationsgrad, hvor fagforeningerne ingen reel magt har og reallønnen vil halte bagefter, mens arbejdsvilkår forringes markant. En anden del med faglært arbejdskraft, hvor man stadig i reglen er medlem af fagforeningerne, som stadig kan sikre reallønnen og arbejdsvilkår nogenlunde, som vi kender dem i dag.

Denne udvikling har vi senest set i Tyskland, som for nylig har indført en lovbestemt minimumsløn, som ligger langt under, hvad de danske overenskomster sikrer lønmodtagerne.

Hvis ikke fagforeningerne og den nye ledelse i LO formår at vende udviklingen, kan de danske lønmodtagere meget vel snart skulle vænne sig til konsekvenserne af et dårligt organiseret arbejdsmarked: lavere løn, mere usikre ansættelsesvilkår og dårligere arbejdsmiljø.