3. juli 2017

Engang var handelsepolitik for en snæver kreds

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 3. juli 2017.

Peter NedergaardI mange år var handelspolitik et emne for en lille kreds af særligt interesserede eksperter i visse større interesse­organisationer og erhvervsrettede ministerier. Ingen herudover interesserede sig for emner som toldsatser for forskellige varegrupper, investerings­beskyttelse, domstolskontrol og deslige.

Sådan er det ikke længere. Med de store frihandelsaftaleforhandlinger i form af TTIP (er skrottet) og CETA (vedtaget), via frihandels­aftaler med Sydkorea og med forhandlingerne om Brexit (om bl.a. Storbritanniens fremtidige handelspolitiske status) og med præsident Trumps nye protektionistiske linje er handelspolitikken pludselig rykket op på den politiske dags­orden.

Det er nu noget, som langt bredere kredse interesserer sig for. Medierne skriver herom. Det er et hovedemne på topmøder. Og det har aktiveret store befolknings­grupper med henblik på at påvirke den handelspolitiske proces, hvilket nogle steder har udløst massedemonstrationer.

Det betyder flere ændringer i forhold til tidligere. For det første må alle, som helst ser fortsat og gerne udvidet frihandel, være forberedt på, at en bred dialog med om­verdenen om handelspolitiske spørgsmål er uomgængelig. De handelspolitiske diskussioner må derfor også ud fra inderkredsen og de lukkede mødelokaler og samtidig foregå i dialog og diskussion med Folketing, folkelige organisationer, fagforeninger osv. Handelspolitikken er blevet ekstrovert. Det kan være en svær omstilling, hvis man er vant til den introverte linje.

For det andet må man fra beslutnings­tagernes side herigennem sørge for, at landets handelspolitiske linje bliver opfattet som legitim af den brede befolkning, således at de accepterer den og bakker den op. Det kræver evne til forståelig, ærlig og acceptabel kommunikation om emnet. Man må være åben om, hvis frihandelsaftaler også rammer visse grupper, hvordan de berørte eventuelt hjælpes igennem processen, og man må være præcis med, hvorfor den overordnede samfundsinteresse alligevel vinder på, at de gennemføres. Tilbageslaget for frihandelslinjen under Trump skyldes netop, at tidligere amerikanske præsidenter ikke løftede denne opgave.

For det tredje betyder politiseringen af handelspolitikken, at handelspolitikken skal forberedes grundigere og have flere mandskabs­ressourcer.

Det gælder også på dansk plan, selv om EU for Danmark er den altafgørende ramme om handelspolitikken. Ofte vil der være danske vinkler, interesser og hensyn, der skal holdes særligt øje med og interessevaretages på vegne af. I visse tilfælde skal der endda ske godkendelse af aftaler i det danske Folketing.

Sikringen af frihandelen er ikke længere forbeholdt en snæver kreds. Mange vil gerne give deres besyv med. Det er den nye virkelighed for de handelspolitiske beslutnings­tagere, som de lige så godt kan vænne sig til.