Et årti uden danske kampfly i aktion? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Et årti uden danske ka...

17. januar 2017

Et årti uden danske kampfly i aktion?

Klumme af seniorforsker Gary Schaub, Jr. (Center for Militære Studier) i Altinget den 17. januar 2017.

Med den nuværende politik er Danmark på udskiftningsbænken de næste mange år, når vores allierede efterspørger bidrag i form af kampfly.

Sidste måned vendte syv danske F-16-fly hjem til Danmark efter seks måneders luftoperationer mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. Piloter, mekanikere og andet støttepersonel var glade for at komme hjem til jul.

Sammen havde de fløjet 276 missioner og kastet 384 præcisionsbomber som støtte til lokale irakiske og syriske tropper på landjorden. Det var deres anden udstationering, siden Islamisk Stat blev en seriøs trussel i Mellemøsten – og det kan meget vel blive deres sidste.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte Irak i sidste måned, sagde han, at han håber, at det vil lykkes koalitionen at besejre Islamisk Stat snart, og at en ny udstationering af F-16-fly derfor vil være unødvendig. Selv hvis dette ikke bliver tilfældet, er det dog usandsynligt, at det danske flyvevåben vil anbefale, at flyene kommer på vingerne igen foreløbigt.

Dette skyldes, at Forsvarsministeriet kun har budgetteret med én yderligere udstationering af de bedagede fly i samme størrelsesorden – syv fly i seks måneder – for perioden mellem nu og 2021. Endvidere er planen, at der ikke vil stå nogen danske kampfly til rådighed overhovedet for internationale operationer i perioden 2022-2026. De næste ti år er det derfor ret sandsynligt, at Danmark vil sidde på sidelinjen, når allierede efterspørger bidrag i form af kampfly.

Dette kan udgøre en strategisk udfordring for Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Regeringen har gentagne gange argumenteret over for NATO-allierede, at Danmarks output betyder mere end input, altså eksempelvis øremærkningen af to procent af BNP til forsvaret. Og når det kommer til Danmarks mest synlige output – udsendelsen af kampfly til krigszoner – så har de kun et skud tilbage i bøssen det næste ti år. Det skyldes F-16-flyenes begrænsende resterende levetid, behovet for træning af piloter, samt timingen for leveringen af F-35.

Da man i maj måned diskuterede købet af de nye kampfly, nævnte nogle folketingsmedlemmer, at det store hul i kapaciteten kunne blive et problem, og at man burde undersøge mulige løsninger. Folketinget spurgte forsvarsministeren, hvad der skal til for at undgå, ’at vi får en periode, hvor vi ikke kan løse det fulde opgavespektrum (internationale operationer)?’. De spurgte også, om der skal købes flere fly eller om nogle af de gamle F-16 kan opdateres, så de kan holde længere, samt hvorvidt der var andre muligheder, som de ikke havde overvejet.

Ministeren forholdt sig i svaret tøvende til spørgsmålet om køb af flere fly, og argumenterede samtidig for, at alderen på de eksisterende F-16 gjorde det for risikabelt at investere yderligere i dem.

Det var klogt af Folketinget at spørge, hvorvidt disse var de eneste muligheder, der kunne løse problemet i mellemperioden. Det er de ikke. Og den kommende tids forsvarsforhandlinger, samt dele af regeringen og andre partiers ønske om at øge forsvarsbudgettet, taget i betragtning, så giver det mening at overveje, hvilke andre løsninger der er til stede.

Mindst tre lavpris-muligheder er værd at overveje

For det første er der muligheden for, at leveringsplanen for F-35 kan accelereres, således at flere fly leveres hurtigere og hullet bliver mindre. Hvis flere bliver klar til 2022 fremfor 2025, så vil det fremtidige hul være lukket. Det kræver, at Danmark forhandler med andre lande om at bytte plads i køen til flyene, ligesom vi gjorde det med Belgien i 1980 i forbindelse med leveringen af F-16. Denne mulighed vil rykke ved den eksisterende tidsplan, hvilket påvirker planen for træning af piloter og vedligeholdelsespersonel samt finansiering, men det vil sandsynligvis ikke ændre ved prisen på det enkelte fly.

For det andet kunne Danmark overveje at leje F-16-fly fra en af vores naboer – eksempelvis Norge, Holland, Belgien eller Portugal. Disse lande købte deres fly samtidig med Danmark, men de købte flere og har måske ekstra kapacitet. En af de primære grunde til, at det danske luftvåben ikke vil kunne engagere sig internationalt i så lang en periode, er, at luftvåbenet har brug for sine F-16 for at træne piloterne og forberede dem på overgangen til F-35. At leje ekstra F-16 fra allierede vil kunne frigøre Danmarks egne fly til internationale operationer og dermed bidrage til at lukke den forreste del af hullet.

Endelig kan Danmark overveje at købe en midlertidig kapacitet af brugte F-16, som vi tidligere har gjort det for at erstatte forulykkede fly. Der findes lagre af pensionerede F-16-fly, som kan købes for 20 millioner dollars pr. fly. Portugal solgte eksempelvis Rumænien tolv af sine F-16 AM/BM-fly – samme type som vi har – for denne pris i 2013, og Rumænien efterspurgte yderligere tolv sidste år. Også Bulgarien har undersøgt muligheden for at købe portugisiske F-16. Danmark kunne tilslutte sig køen – eller springe den over – og indsætte disse fly tidsnok til helt at lukke det kapacitetsmæssige hul.

Ingen af disse muligheder er perfekte: de kræver alle, at planer, der allerede er udviklet og enighed om, ændres. Men hvis det ses som en udfordring for Danmarks aktivistiske udenrigspolitik og NATO-allieredes opfattelse af den danske indsats, at Danmark kun en gang mere de næste ti år er i stand til at indsætte kampfly i militære operationer – så er overstående muligheder nogle blandt flere, der bør undersøges nærmere som del af de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig.