Et tysk Europa – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Et tysk Europa

12. juni 2017

Et tysk Europa

Debatindlæg af professor Peter Nedergaaard (Institut for Statskundskab) i Fyens Stiftstidende den 8. juni 2017.

I 1953 holdt den tyske forfatter, Thomas Mann, en berømt tale. Han udtalte heri, at Europa havde et vigtigt valg at træffe: Enten skulle man acceptere et tysk Europa - eller også skulle man arbejde for at europæisere Tyskland. Der var ingen tvivl om, at Mann selv foretrak det sidste på baggrund af sin årelange kamp på ord mod det nazistiske styre fra 1933-45.

Spørgsmålet er imidlertid, om Mann fik helt ret i, at valget er så skarpt, som han påstod. Det er rigtigt, at vi i de seneste år - og især siden midten af finanskrisen omkring 2010 - har set et Tyskland, som er blevet stadigt mere ledende i Europa. Mange af de mere eller mindre succesfulde løsninger, som udtænkes angående finanskrisen, flygtningekrisen, vækstproblemerne og andre ting, stammer ofte oprindeligt fra Berlin. Det er ofte herfra, at lederskabet udgår i EU.

I flere årtier talte man om den fransk-tyske akse som den centrale magtkonstellation i EU. Hvis regeringerne i Paris og Berlin (efter tætte konsultationer) foreslog noget, blev det som regel sådan. Den fransk-tyske akse er imidlertid ikke, hvad den har været. Det skyldes først og fremmest, at Frankrig i flere årtier har befundet sig i en krisetilstand med lav vækst, stor arbejdsløshed og en betydelig offentlig gældsætning på grund af manglende reformer. Heroverfor står Tyskland, som har et reformeret arbejdsmarked, der fungerer som en europæisk jobmaskine, hvor millionvis af nye jobs skabes. Denne ulighed i de økonomiske præstationer har gjort, at Tyskland derfor i flere år har ageret de facto leder i EU. Det skyldes, at man skal ligne en vinder for at være leder.

I flere år var Tyskland imidlertid kun tøvende gået med til at påtage sig lederrollen i EU. Jeg interviewede i 2014 ledende embedsmænd i det tyske finansministerium og udenrigsministerium. Beskeden var i den forbindelse, at Tyskland var klar over, at man måtte påtage sig en form for europæisk lederrolle, men det var noget, som skete tøvende og uden iver.

Med Brexit i Storbritannien og Donald Trump som præsident i USA ser det ud til, at Tyskland går fra at være en tøvende europæisk leder og til at være en aktiv ditto. Flere udtalelser og handlinger fra de tyske regeringsrepræsentanter i det senere år kunne tyde herpå. Den nærmeste fremtid ser således ud til at gå i retning af et tysk Europa.

Det er imidlertid ikke et traditionelt tysk Europa, vi vil se. Tyskland er siden 1953 blevet gennemeuropæiseret. Man har fået opbygget solide demokratiske institutioner, borgerrettigheder og politiske uafhængige instanser i form af centralbanken og forfatningsdomstolen, som kan afbalancere det politiske system, hvis der skulle opstå et sådant behov. Tyskland har også de seneste mange årtier haft en ambition om ikke mindst at tilgodese de mindre europæiske lande.

Er det tysk-europæiske lederskab så ganske problemfrit? Ikke helt. På de områder, hvor Tyskland har holdninger, som svarer til flertallet af de europæiske lande, er det sikkert noget, mange hilser velkomment, for en leder er det godt at have, da det giver mere stabilitet end ellers. Derimod er det mere problematisk på områder, hvor Tyskland bl.a. af historiske årsager har en anden holdning end de fleste andre lande i Europa. Noget sådant så vi f.eks. i forbindelse med flygtningekrisen, hvor Tyskland åbnede mere op, end andre lande syntes var en god idé.