Farvel til EU?

Kronik af professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 11. marts 2016.

Måske er der nogle, der er vrede – papirer der bliver smækket ned i en mappe, himmelvendte øjne til en ledsagende embedsmand. Måske er der andre, som kniber en tåre og får et ekstra klem af kollegaen. De glade vil vide at begrænse deres glæde til et spring i deres skridt på vej ud af døren.

Men mon ikke de fleste af EUs stats- og regeringschefer blot vil have svært ved at se hinanden i øjnene, når de rejser sig fra det sidste møde i EU. Det møde, hvor de europæiske politikere giver op på det europæiske samarbejde, som det har udfoldet sig siden 1950erne. Et møde der kan finde sted i 2016.

Flygtningekrisen kan få EU til at kollapse. Som Schengen kan euroen bryde sammen, når budgetrestriktioner eller valutakriser udfordrer den fælles valuta en gang for meget. Briterne kan stemme for at forlade EU og tage flere lande med. Ja, faktisk kan det ske på samme tid, at flygtningesituationen kører af sporet, euroen bryder sammen, og at briterne forlader EU.

Så spørgsmålet er ikke, hvor sandsynligt det er, at EU kommer under pres i 2016 og i årene fremover. Spørgsmålet er snarere, om Unionen vil kollapse under presset. I oktober 2015 udtalte EU-Kommissionens vicepræsident Frans Timmermans, at »det umulige er blevet muligt: Desintegrationen af det europæiske projekt«. EU er som en tidsindstillet bombe, hvor Europas ledere skændes om, hvorvidt de skal klippe den røde eller den blå ledning for at forhindre bomben i at gå af.

Måske kollapser EU ikke i 2016, måske er det ikke engang sandsynligt, men det er værd at stoppe op og reflektere over, at sammenbruddet af den institution, som mere end noget andet uden for landets grænser definerer rammerne for det danske samfund, er muligt. Uanset om udsigten til det sammenbrud fylder en med glæde eller gru, er det værd at tænke over, hvordan en verden uden EU vil se ud.

Det er umuligt at tegne et kort over Europa efter EU nu, men der er en række faktorer, som formentlig vil gøre sig gældende.

At EU er brudt sammen, er ikke det samme som, at EU aldrig har været der. Selv hvis alle forsøg på at redde samarbejdet skulle slå fejl, og Unionen blev opløst, vil EUs love bestå, indtil nogle nye bliver skrevet.

Som Romerretten overlevede det romerske imperiums sammenbrud og kom til at forme vestlig ret i århundreder efter, den blev praktiseret på Forum, kan EU-retten overleve EU.

Når det er sagt, vil bruddet være kaotisk, og der vil være et langt efterspil om hvilke retstilstande, der gælder, og hvem der skal varetage arv og gæld på en række områder. Sammenbruddet af euroen vil være en gigantisk opgave med potentielt katastrofale konsekvenser for banksektoren. Der vil med andre ord være god beskæftigelse for advokater i EUs sammenbrud.

Tyskland kan ikke give op på selve ideen om europæisk integration uden at give op på den identitet, der har formet Tyskland siden Konrad Adenauer (Tysklands første forbundskansler, red.) Tyskland vil derfor med al sandsynlighed prøve at skabe et nyt samarbejde, som den græske regering nok ikke behøver at vente på en invitation til at deltage i. Tysklands interesse vil være at sikre sine eksportmarkeder og stabilitet i Central- og Østeuropa. Tysklands top fem-eksportmarkeder er Frankrig, USA, Storbritannien, Kina og Holland (med Danmark som nummer 18).

Det forholder sig så heldigt, at EU er ved at forhandle en frihandelsaftale med USA (TTIP).

Den aftale kunne meget vel danne udgangspunktet for en handelsaftale, som sikrer Tyskland markedsadgang og indtægter. Det er i det hele taget svært at forestille sig, at resten af de tidligere EU-medlemmer ikke skulle have lyst til at deltage i den transatlantiske handelsaftale, der delvis kan erstatte det indre marked. At TTIP så også hænger i en tynd tråd på grund af uenighed mellem EU og USA, siger kun noget om, hvor tumultarisk 2016 kan blive.

Som den britiske historiker Timothy Garton Ash har påpeget, er strategien bag tysk udenrigspolitik at tale i Europas navn.
Hvis EU forsvinder, vil der formentlig følge en større debat i Tyskland om, hvordan landet skal forholde sig. Sammenbruddet af EU kan betyde opblomstring af FN. I fraværet af denne regionale løsning vil verdensorganisationen kunne træde til og give Tyskland en ny platform. Et sæde i sikkerhedsrådet ville give Tyskland bedre muligheder for at skabe en varig løsning med Rusland.

Hvis EU bryder sammen, vil Kreml med ét slag have fået et spillerum større, end nogen russisk regering har haft siden Den Kolde Krig, ja, måske siden Anden Verdenskrig. Den russiske regering behøver formentlig ikke gøre sig urimelige anstrengelser for at sørge for, at sanktionerne efter annekteringen af Krim forsvinder sammen med EU, og at EU’s energipolitik går samme vej. Mindre østeuropæiske lande vil ikke længere kunne regne med opbakning fra Bruxelles.
Tværtimod vil præsident Putins planer om en slavisk frihandelszone kunne tages op af mølposen og tilbydes til naboer som Finland, De Baltiske Lande og lande i Central- og Østeuropa, der nu står uden samarbejdet i EU. Rusland vil være den klare vinder af sammenbruddet af EU.

Derfor vil de mange EU-lande, der også er medlemmer af NATO, have et endnu større behov for alliancen. NATO skal fortælle Rusland, at nok er EU der ikke længere, men det betyder ikke, at de central- og østeuropæiske lande kan bosses rundt med.

Et kollaps af EU vil være et nederlag for USA, der har været den tavse partner i europæisk integration, og USA vil forlange af NATOs medlemmer, at de viser den solidaritet i NATO, som de ikke var i stand til at vise i EU. Der vil formentlig også være stor trang til at kompensere for sammenbruddet af den ene europæiske organisation ved at investere mere i den anden fra de europæiske landes side.

Europa vil ikke forsvinde med EU, men en måde at være europæer på vil forsvinde. Det gælder ikke kun for livet som eurokrat i Bruxelles.

Mange europæere opfatter sig som borgere i Europa. Vel har de ikke haft fulde politiske rettigheder i alle lande, men de har haft muligheden for at leve et europæisk liv.
Man kan være født i Spanien, gift med en hollænder, bosiddende i Malmø med arbejde i København. Hvis en identitet som europæer forsvinder, kan der til gengæld blive plads til andre. EU har defineret integration som europæisering. Det har stået i vejen for at se Europa som en del af det globale netværk, der gik til Tyrkiet og Pakistan såvel som til Ungarn og Irland.

Da økonomen John Maynard Keynes så tilbage på tiden fra begyndelsen af 1800-tallet til udbruddet af Første Verdenskrig i august 1914, var han imponeret over denne »ekstraordinære episode« i verdenshistorien.

Vil fremtidens historikere se tilbage på perioden fra 1951 til 2016 som en ekstraordinær episode i Europas historie? Og vil disse historikere konkludere, at det var den manglende evne og vilje blandt alle EUs ledere, men først og fremmest blandt lederne af Tyskland, til at tilpasse sig nye betingelser, som gjorde, at integrationseksperimentet til slut slog fejl?

Under alle omstændigheder vil EU fremstå som den organisation, der kunne sikre en velordnet afslutning på Den Kolde Krig og en genforening af Tyskland, der ikke destabiliserede kontinentet. Måske vil den bedrift fremstå som Unionens største, også selv om det blev den sidste.

Hvis EU blot var en episode, hvad følger så efter Unionen? Er europæisk integration betingelsen for fremtidig fred, vækst og velstand i EU, og er resultatet af EUs sammenbrud derfor sammenbruddet af den europæiske velstandsmodel? Eller venter der alternative måder at organisere de europæiske lande og deres samvær på, der kan genskabe dynamikken i europæisk økonomi og i de europæiske samfund?

Dette er en forkortet udgave af artiklen »Europa efter EU« i marts-nummeret af Ræson. Se https://www.raeson.dk/