Fem spørgsmål før vi sender danske specialstyrker til Syrien

Kommentar af professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Ræson den 19. januar 2016.

'Hvad siger du til, at vi sender jægerkorpset til Syrien?,' spørger udenrigs- og forsvarsministrene i disse dage ordførerne fra Folketingets partier. Før jul henvendte USA sig til Danmark med en liste over, hvad Danmark kunne overveje at bidrage med til koalitionens indsats mod Daesh. Måske havde amerikanerne fulgt med i den danske debat efter terrorangrebet i Paris, hvor høge var de eneste som for alvor fik luft under vingerne.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) mente, at Daesh skulle ”udryddes”, mens Naser Khader (K) mente, at ”de [Daesh] skal bombes tilbage til stenalderen”. På den baggrund kunne både franskmænd og amerikanere i virkeligheden have forventet, at vi selv mødte op med et forslag til at sende flere styrker til Syrien. Men krigsretorikken blev kun omsat til mere retorik, da statsministeren i sin åbningstale lovede at sende kampfly tilbage til Syrien. Regeringens første forsvars- og sikkerhedspolitiske handling havde været at kalde flyene hjem efter, at den daværende forsvarsminister havde haft nogle problemer med at håndtere utilfredse og hårdt pressede mekanikere i sommerferien. Da flyene blev kaldt hjem, havde regeringen lovet, at de skulle sendes tilbage i 2016 og det lovede statsministeren så igen nogle få måneder efter. Ifølge Politiken vil regeringen supplere flyene med 30-50 soldater fra jæger- og frømandskorpset. Derudover har Danmark tidligere besluttet at udsende en radar og har en række trænere og stabsofficerer i regionen.

Selvom der hidtil har været meget bred opbakning i Folketinget til at sende de danske væbnede styrker i kamp i Irak, så er regeringen en mindretalsregering, og den skal finde et flertal blandt Folketingets partier for udvide operationerne til Syrien og med specialoperationsstyrker. Folketingsmedlemmerne har derfor lejligheden til at svare udenrigs- og forsvarsministeren med et 'måske, men jeg vil gerne høre mere'.

De ærede medlemmer kunne spørge ministrene om disse fem spørgsmål:

1. Hvad skal specialstyrkerne lave?  

USA har øget antallet af specialoperationsstyrker i området og ifølge pressen er der både franske og britiske specialstyrker i området. Soldaterne fra jæger- og frømandskorspet er på et meget højt niveau og del af de internationale netværk af specialstyrker, som gør, at de danske styrker uden de store problemer vil kunne integreres i en amerikansk eller en britisk styrke. Specialstyrker kan træne lokale styrker, indsættes til at befri gidsler eller arrestere Daeshledere og de kan hjælpe med at identificere bombemål.

Det er vigtigt at skelne disse enkeltmissioner fra en egentlig kampagne mod Daesh. Derfor er det bedste spørgsmål, som folketingsmedlemmerne kan stille ministrene, et spørgsmål der handler om mål og succeskriterier for danske specialstyrker. Kombinationen af specialstyrker og fly kan være meget effektiv, hvis man har stærke allierede på jorden. I Afghanistan i 2001-2 var amerikanske specialstyrker i stand til at støtte Nordalliancen med råd, dåd og rigelige med luftstøtte i at nedkæmpe Taliban. Denne model for indsættelsen af specialoperationsstyrker gør en strategisk forskel. Er det sådan en forskel de danske styrker skal yde?

2. Får specialstyrkerne den rigtige støtte?

Specialstyrker skal kunne sættes hurtigt ind på præcist det rigtige sted og hurtigt kunne trække sig ud, når deres opgave er udført. Hvis der er noget, der går galt, skal de kunne trække på mere konventionelle styrker til at nedkæmpe fjenden. 30-50 danske soldater fra specialstyrkerne vil således indgå i et langt større apparat af efterretningsfolk, transportfly, helikoptere, kampfly, regulære hærenheder mv.

For at den danske indsats skal være andet end en teltlejr, som forsvarsministeren kan fotograferes foran, skal de danske styrker enten have direkte adgang til alle de nævnte såkaldte ”enablers” eller også skal de have deres egne helikoptere m.v. med hjemmefra. Danmark har tidligere prøvet at sende danske specialstyrker til Helmand i Afghanistan uden helikoptere og andet, der kunne være givet dem den rækkevide, som hører specialstyrker til. Uden de redskaber var jægerne ofte blive henvist til at gå patrulje som de almindelige soldater.

3. Hvad koster det?

Specialstyrker er billige at sende på mission sammenlignet med andre typer militære indsatser. I forbindelse med det sidste forsvarsforlig udarbejdede konsulentfirmaet McKinsey nogle opgørelser over forskellen på udgiften til forskellige af forsvarets enheder alt efter om de var på kasernen, flyvestationen eller flådestationen eller om de var på øvelse eller mission. De tal, som McKinsey nåede frem til dengang, kan ikke fuldstændigt oversættes til Forsvaret i dag, men de demonstrerer en driftsøkonomisk logik som stadig gælder. Hærens udgifter stiger i gennemsnit, ifølge McKinsey, med over 300 procent, når hærenheder sendes på mission.

Folketinget tager normalt ikke stilling til regningen på de styrker, som de sender ud, og derfor er de økonomiske konsekvenser af sikkerhedspolitikken først synlige langt senere.

Det skyldes, at hæren bruger mange mennesker, tunge køretøjer og andet, der koster meget at drive. Jægerkorpset derimod er 100 procent dyrere at send ud. Tilsvarende steg udgifterne til Frømandskorpset ifølge McKinsey med 52 procent, når de blev sendt ud. Den marginale omkostning ved at sende fly ud svarer til omkostningen ved at sende specialoperationsstyrker ud. For et Forsvar, der ikke har brug for at øge udgifterne mere end højst nødvendigt, giver det således mest mening at sende enheder fra Flyvevåbnet eller Søværnet eller Specialoperationskommandoen på mission. Det er ikke fordi de er billige i drift, men snarere fordi udgifterne til et skib, et fly eller træningen af frøer og jægere er betalt, og de operationelle udgifter er langt mindre end at geare en stor hærenhed op. Selvom det er billigere at sende specialoperationsstyrker af sted, end en kampgruppe, så vil det nok forarge mere end en skatteyder at kalde det billigt.

 Folketinget tager normalt ikke stilling til regningen på de styrker, som de sender ud, og derfor er de økonomiske konsekvenser af sikkerhedspolitikken først synlige langt senere. Folketingsmedlemmerne kunne denne gang insistere på, at et budget for missionen skal indgå i beslutningsforslaget og hvis de ærede medlemmer er i det humør, kan de jo bevillige disse penge som en særlig operationsbevilling til Forsvaret.

4. Hvad beder amerikanerne om næste gang?

Den tidligere leder af det amerikanske forsvar General Dempsey udtalte under et besøg i Danmark i 2015, at indsatsen mod Daesh kan tage 20 år. Hvis det er tilfældet, så skal folketingspolitikerne nok ikke regne med at det er sidste gang, at de bliver spurgt om, hvad Danmark skal bidrage med til den kamp. Vores enheder har ikke en størrelse, hvor vi kan blive ved med at sende specialstyrker eller fly på operation. Det Forsvaret primært har sparet væk er ”dybde” – evnen til at føre operationer uden pause. Der er en udløbsdato på alle danske militære bidrag.

Selvom amerikanerne har bedt os bidrage militært, så står der faktisk ikke i Grundloven, at danske regeringer altid skal give amerikanerne, hvad de beder om.

Det første som resten af Forsvaret vil spørge om, når jægerne, frøerne og piloterne er taget til Irak/Syrien, er ”hvornår skal vi derned?”. Hvis der skal være sammenhæng i den danske indsats og Forsvaret skal kunne få det til at hænge sammen, kan man lige så godt tage hul på det spørgsmål nu.

5. Er det militære det område, hvor Danmark kan gøre den største forskel?  

Specialstyrker er en kapacitet, som selv amerikanerne ikke har uendelige mængder af, så derfor kan et dansk bidrag gøre en forskel. Til gengæld er der så mange kampfly i luften over Syrien og Irak, at det kan være svært at se, hvilken forskel de danske fly vil gøre inden for det nuværende operationsmønster. Men inden politikerne spørger til den relative forskel ved det ene eller det andet militære bidrag, så burde de måske spørge, om Danmark gør den største forskel ved en militær indsats.

 Selvom amerikanerne har bedt os bidrage militært, så står der faktisk ikke i Grundloven, at danske regeringer altid skal give amerikanerne, hvad de beder om. I en situation hvor den amerikanske strategi synes at være langsomt at kvæle Daesh, mens Rusland og Iran søger for at Assad bliver ved magten, så må vi formode at borgerkrigen i Syrien vil fortsætte og at der derfor fortsat vil være massivt behov for at afhjælpe den humanitære krise i området. Hvor det strømmer til med militært isenkram til regionen, så er FN og andres nødhjælpsarbejde underfinansieret. Hvis Danmark øgede sin bistand i regionen med samme takt som udsendelsen af specialoperationsstyrker vil øge udgifterne for Forsvaret, ville vi bidrage med næsten 700 mio. kroner bare i 2015.

...der er så mange kampfly i luften over Syrien og Irak, at det kan være svært at se, hvilken forskel de danske fly vil gøre inden for det nuværende operationsmønster.