Frygten for canadisk handelsaftale er overdrevet – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Frygten for canadisk h...

17. maj 2017

Frygten for canadisk handelsaftale er overdrevet

Debatindlæg af lektor Jens Ladefoged Mortensen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 17. maj 2017.

Den Europæisk-Canadiske handelsaftale CETA skal ratificeres på et yderst kritisk tidspunkt - både for Europa og for verdenshandlen. Nok er Canada ikke vores vigtigste handelspartner, men CETA har derimod stor politisk og strategisk betydning.

Isoleret betragtet som forhandlingsresultat er CETA-aftalen nok en af de bedste handelsaftaler som Europa-Kommissionen har slået.

CETA er et markant bedre forhandlingsresultat, end hvad der synes muligt med amerikanerne. På kritiske punkter som offentlige udbud, geografisk indikationsmærkning, investeringsdomstol og godkendelsesprocesser er CETA langt bedre.

Den respekterer forsigtighedsprincippet, eksempelvis på bioteknologiområdet. Den skaber en uafhængig investeringsdomstol fremfor skjulte investeringstribunaler. Den styrker den dialogbaserede tilgang til bæredygtig handel.

EU-skepsis slører aftalens gevinster

Kritikere har rettet et hårdt angreb mod CETA på mange af de selvsamme punkter. CETA ses som en del af et neoliberalt globaliseringsprojekt.

Der tales om farerne ved ’reguleringsnedkøling’, hvorved frygten for sagsanlæg nærmest automatisk vil dæmpe beslutningstagernes reguleringsambitioner. Kritikken har været følelsesladet.

Ikke blot juridisk er CETA blevet en ’blandet aftale’ - det er kritikken også blevet. Frygten for åbenhed og tabt suverænitet blandes med globaliseringsmodstand tilsat EU-skepsis, vreden mod ’eliten’ og frustrationer over kronisk ulighed i Europa.

Forståeligt nok, for frihandlens gevinster er ikke blevet delt godt nok ud, men kritikerne mangler at oversætte deres politiske magt til en mere konstruktiv handelspolitisk dagsorden.

CETA er en handelsaftale, hverken mere eller mindre. Det er partnerne selv, der skal oversætte aftalen til lovgivning. Den skaber mekanismer, der skal sikre modparten, at det, der er aftalt, bliver overholdt.

Den søger at forsimple myndighedssamarbejdet. Men på alt andet end investeringsområdet er det fortsat de to parters regeringer, der styrer processen. Samordning af reguleringsområderne taler derfor om ’bløde’, dialog-baserede mekanismer.

På investeringsområdet derimod skaber CETA rettigheder til ’væsentlige’ private investorer, med direkte klageadgang til CETA-investeringsdomstolen. Det er ikke overraskende blevet kontroversielt. Frygten for en magtfuld domstol, der tilsidesætter den demokratiske proces og de nationale domstole, har været toneangivende.

Men skaber CETA virkelig så stærk en ukontrollerbar, overstatslig juridisk myndighed? Vil domstolenes afgørelser ikke fortsat ske på baggrund af en retslig afvejning mellem ’staternes ret at regulere’ og investorernes krav på ’fair’ kompensation? Vil vedvarende problemer eller en eksplosion af sagsanlæg ikke udløse krav om genforhandling?

Det er kompliceret jura, og emnet kan vel blive CETA-aftalens endeligt, men jeg har svært ved at se konturerne af en ny global centralmagt i CETA-aftalens ordlyd. Omvendt synes den derimod en del bedre end de eksisterende aftaler.

Store danske CETA-gevinster

Konsekvenserne af en fejlslagen CETA-ratifikation bør diskuteres åbent. Debatten bør handle om de sandsynlige fremtider.

En ratifikation vil minimere risikoen for disintegration, en opblomstring af økonomisk nationalisme og styrke Europas globale magtposition.

Europa vil genvinde dets troværdighed overfor resten af verden. Det muliggør en mere progressiv handelsdagsorden. Omvendt vil amerikanernes handelspolitiske offensiv mod ’unfair’ konkurrence kunne inddæmmes.

Kinas fremmarch som handelsmagt vil kunne modbalanceres. Andre handelspartnere vil orientere sig mod Europa, der trods økonomisk krise og intern opsplitning stadig er et af verdensøkonomiens mest attraktive markeder.

CETA muliggør flere handelsaftaler. Et kollaps vil splintre Europa og sandsynligøre en re-nationalisering af handelspolitikken, både i og udenfor Europa. Og Danmark har her, som et lille globaliseringsfølsomt og eksportorienteret land, meget at miste.

Velfærdsstaten er i stor udstrækning finansieret af eksport. Fremover kan væsentlige dele af dansk udenrigspolitik blive dikteret af de store handelsmagter. Det er allerede begyndt.

CETAs fremtid afhænger nu af tysk og fransk indenrigspolitik frem for en bred europæisk konsensus om, hvordan vi ønsker globaliseringen skal se ud, hvordan vi kan få mest muligt ud af globaliseringen, og hvordan vi kan beskytte os imod dens mest skadelige konsekvenser uden at trække os tilbage fra omverdenen.