Gør ingen skade

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor ved Institut for Statskundskab. Kronik bragt i Berlingske den 5. juli 2015

Peter Kurrild-Klitgaard

Regeringsskiftet fik mig til at tænke på, hvordan læger siden oldtiden ved deres tiltræden har skullet sværge den såkaldte »hippokratiske ed« - lægeløftet, hvormed de lover at forrette deres gerning ordentligt, herunder at »jeg holder mig fjernt fra al bevidst uret«. I nyere versioner har lægeløftet ofte indeholdt en formulering om: »Først og fremmest: Gør ingen skade«. (Eller som det hedder på lægelatin: »Primum non nocere«.) Det skal minde lægen om, at givet et konkret problem, kan det nogle gange være bedre slet ikke at gøre noget, end at gøre noget, der vil forværre patientens tilstand.

Sådan en regel burde man måske også have i politik? Så enhver ny regerings ministre ved indsættelsen i embedet skulle lægge hånden på Grundloven og sværge, at de i deres gerning vil forsøge at undgå at gøre skade på borgere og land. Det ville være jordnært, ydmygt og opmuntre til snusfornuftig eftertanke snarere end utopier, hovsaløsninger og ligegyldig symbolpolitik.

Men der er langt fra en sådan tankegang til den måde, ledende politikere ofte ræsonnerer på i praksis. Sidstnævnte blev, som i så mange andre tilfælde, fanget elegant for 30 år siden i den geniale, britiske komedie »Javel, Hr. Minister«, hvor departementschefen hånligt udlægger, hvad han kalder »en politikers logik«: 1) Noget må gøres. 2) Dette forslag er »noget«. 3) Derfor må vi gøre dette. En sådan måde at ræsonnere på vil meget ofte resultere i politikker, der nok er »noget«, men også har konsekvenser, der er værre, end hvis man slet intet gjorde. Spørg f.eks. bare de fiskere, jægere og spejdere, der i denne tid rammes dagligt af en knivlov, der blev indført i hast, uden omtanke og har reduceret lovlydige borgere til kriminelle.

Uanset hvor man ligger i det politiske landskab, burde det i det mindste være et fromt håb for den nye regering, at den ikke gør tingene værre. Problemet er naturligvis blot, at hvad der udgør »skade« i vidt omfang er dikteret af, hvor man står i det politiske landskab. F.eks. vil Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti næppe være enige om, hvad der udgør »ingen skade«. Men man kan dog så i hvert fald hilse den nye regering velkommen på dens egne, borgerligt-liberale præmisser: Ingen af regeringens kernevælgere kan med rette forvente, at den skal realisere lige præcis deres hedeste, ideologiske ønskedrømme.

Der skal jo, som bekendt, kunne »tælles til 90«, og som de første to uger har vist, er der på nogle punkter langt mellem de fire »blå« partiers ønskepolitikker. Men i det mindste bør de borgerligt-liberale kernevælgere kunne ønske sig, at den nye regering ikke i praksis gør tingene værre, set fra et borgerligt-liberalt perspektiv.

Så et effektivt skattestop: Ingen nye skatter og afgifter, og ingen forhøjelser af eksisterende - i hvert fald ikke uden, at andre sættes tilsvarende ned. Ingen kreative bogholderi-tricks med omlægninger af pensionsbeskatninger eller lignende. Tilsvarende med forbud, påbud og andre reguleringer: Ingen nye indgreb i borgernes frihed og retssikkerhed - i hvert fald ikke uden, at der er tale om ekstreme og direkte overhængende farer. Ikke flere eller højere offentlige udgifter - i hvert fald ikke uden, at de finansieres ved besparelser andre steder.

Med andre ord: Grundlæggende »noget« præget mere af omtanke og forsigtighed end mange af de - lad os nu være ærlige - populistiske og uoverlagte initiativer, man kunne se så mange af under VKO-flertallet 2001-11. Kan den nye V-regering leve op til en sådan »Gør ingen skade«-linje, vil den ikke nødvendigvis ende i historiebøgerne som en af de mest aktive eller mest ambitiøse, men meget tænkeligt som en af de mindst dårlige.