Grækeren i os selv

Af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab. Indlæg i Berlingske den 25. juli 2015

Peter Nedergaard

Mange danskere har svært ved at forstå, hvordan det kunne komme så vidt i Grækenland.

Hvordan har andre EU-lande kunnet acceptere, at et land i den grad blev afhængig af hjælp udefra, fordi man havde et forbrug, som oversteg indtægterne? Hvordan kunne man se til, at der ikke blev opkrævet tilstrækkelige skatter, som dækker udgifterne? Hvorfor har man blot set til, mens man vedtog love, som betød udgifter, der ikke var skattemæssig dækning for? Hvorfor har man stiltiende set til, mens klientilismen bredte sig, og bestemte grupper og måske familier satte sig på dele af statsapparatet? Hvad skyldes det, at man har ladet økonomien bero på meget få sektorer som turisme og shipping i stedet for at brede paletten ud, så landet blev mindre sårbart?

Måske har du undret dig over disse ting.

Før du undrer dig for meget, bør du lige gætte dette land, som ikke er Grækenland, og som befinder sig tæt på danskerne:

Landet har ikke i årtier haft en bæredygtig økonomi, hvor indtægterne svarede til udgifterne. I stedet har man været afhængig af milliontilskud udefra, som beløber sig til mindst femcifrede beløb i kroner regnet per indbygger.

På trods af, at landet har langt større offentlige udgifter end indtægter, opkræver man cirka ti procentpoint mindre i skat af bruttonationalproduktet end i Danmark. Man kunne således for længst have gjort sin økonomi mere bæredygtig ved at opkræve mere skat mere effektivt.

Politikerne og deres familiemedlemmer i landet har ofte tætte relationer til private selskaber, som samtidig er afhængige af offentlige koncessioner og tilladelser. Relationerne kan have mange former og bl.a. bestå i f.eks. bestyrelsesposter. Anti-korruptionsorganisationen International Transparency er ligesom med hensyn til Grækenland på vagt.

Der er også eksempler på, at politikere i landet direkte har brugt offentlige midler til rene private formål.

Endelig er der eksempler på ansættelser, som ser ud til at bero på politiske bekendtskaber.

Landet er endelig totalt afhængig af én bestemt sektor: fiskeindustrien, som står for næsten 90 procent af eksporten. Når der endelig har været mulighed for at få gang i andre erhverv som f.eks. minedrift, således at man fik en mindre grad af sårbarhed og måske højere grad af uafhængighed, har man til tider bremset mulighederne herfor politisk.

Det land, som måske politisk-økonomisk minder om Grækenland, er naturligvis Grønland. Moralen heraf er todelt. For det første bør vi måske undre os lidt mindre i forhold til Grækenland. Vi har måske den græske adfærd tættere på os, end vi tror. For det andet bør vi måske i større udstrækning undre os over os selv, når vi ikke stiller samme hjælpende krav til Grønland, som vi gør til Grækenland.