Har de europæiske socialdemokrater en fremtid?

Indspark af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 19. marts 2017.

Det hollandske socialdemokratiske parti – Partij van de Arbeid – led et stort nederlag ved valget i sidste uge. Partiet fik kun næsten en fjerdedel af stemmerne i forhold til sidste valg. Vi har også set det græske socialdemokrati, PASOK, blive decimeret, det tyske socialdemokrati havde også ved de seneste valg meget beskeden tilslutning, de franske socialister er i krise, og selv i de nordiske lande – socialdemokratiernes tidligere højborg – er tilslutningen langt fra fordums højder.

Hvad sker der for de europæiske socialdemokratier, som ellers i flere årtier efter Anden Verdenskrig har været de dominerende politiske partier i mange europæiske lande, hvor de til tider nærmest har haft førstefødselsretten til regeringsmagten?

Der er flere forklaringer på udviklingen. For det første er vælgerne blevet mere individualiserede og labile. Man vil selv tage stilling uanset, hvad familiebaggrunden og traditionen tilsiger.

For det andet skifter man oftere parti end førhen, hvor bestemte politiske partier ofte fulgte vælgerne fra vugge til grav. For det tredje er de socialdemokratiske partier sandsynligvis i særlig høj grad blevet ramt på deres traditionelle vælgerbasis i arbejderklassen, som dels er blevet mindre i omfang og dels i meget høj grad har skiftet til andre partier.

De har mistet den særlige status

I stedet for støtten fra arbejderklassen er det i betydeligt omfang lykkedes socialdemokratierne at få støtte fra de veluddannede i den offentlige sektor. Problemet er imidlertid, at støtten herfra ikke er så trofast som den tidligere støtte fra den traditionelle arbejderklasse, og at støtten mindskes, når socialdemokratierne af den økonomiske nødvendighed tvinges til at stramme skruen over for de offentligt ansatte.

:DF og S er åbne for at regere sammen. Hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet vil afvise, at partierne kan indgå i samme regering. Og dermed får Løkke en kold skulder, fastslår kommentator. Arkivfoto: Åbningsdebat i Folketinget. Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen under åbningsdebatten i Folketinget torsdag d. 6 oktober 2016. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016)

Er socialdemokratierne på den baggrund dømt ude som vigtige brikker i det europæiske spil? Langtfra. De er imidlertid ikke længere politiske partier med en særlig privilegeret status, som de delvis var tidligere. De er blevet partier som alle andre partier. De skal kæmpe for stemmerne og tilslutningen. De skal være sensitive over for vælgerstrømningerne i de enkelte lande, og de skal kunne indgå i koalitioner og samarbejder, hvor de ikke som tidligere kan kræve at spille førsteviolin.

I Mette Frederiksens linje og stil ser det ud til, at hun bevidst har taget de nye vilkår for at føre socialdemokratisk politik til efterretning. Partiet er langt fra tidligere tiders nedladende og fremmedgørende »stuerene, det bliver I aldrig«-holdning til Dansk Folkeparti og dette partis stramme udlændingepolitik. Der er også sket en vis genoplivning af det socialdemokratiske nationalstatsprojekt og en vis overladen af den hyperglade globaliseringsbegejstring til andre partier i forvisning om, at denne nye, »gamle« linje giver stemmer.

Socialdemokratierne i Europa er ikke uden fremtid. Men de får ikke længere noget forærende.