29. august 2017

Hvad Kina ønsker sig og ikke ønsker sig

Kronik af professor Bertel Heurlin (Institut for Statskundskab) i Jyllandsposten den 29. august 2017.

Kina har store planer for fremtiden. Det fremgår af femårsplanerne. Af beslutningerne på partikongresserne, hvor en meget afgørende kongres er på trapperne. Men de helt langsigtede mål er hægtet op på 100-års jubilæer. I 2021 for stiftelsen af Kinas kommunistparti og i 2049 for oprettelsen af folkerepublikken. Målet for 2021 er at være et relativt velstående samfund. I 2049 skal Kina være et stærkt, demokratisk, civiliseret, harmonisk, moderne socialistisk land.

Det er store ord. Men også beskedne. Ikke noget med, at Kina skal være nummer et i verden økonomisk, politisk, socialt, militært eller kulturelt. Eller at Kina skal lave om på verdensordenen, for ikke at tale om, at Kina skal overtage ledelsen af verden efter USA. Tværtimod. Som Xi Jinping fremhæver: »Kina vil aldrig optræde hegemonisk. Det ligger ikke i de kinesiske gener.« Men målene er sat. Selv demokrati er på ønskelisten. Kina ser sig selv som et udviklingsland. Det hører endnu ikke til gruppen af udviklede lande, som – underforstået – kan tillade sig demokrati. Kina satser som et land i rivende udvikling fortsat på omfattende reformer, økonomiske såvel som politiske, selv om de politiske reformer hidtil har været yderst beskedne. Udviklingen skal fortsætte.

Og udviklingen er imponerende. Rejser man tit til Kina og ikke alene til Beijing og Shanghai, men også til fjerne provinser, overvældes man af de resultater, der er opnået. Højhastighedstog borer sig gennem blomstrende landskaber, stationerne er katedraler, trafikken er massiv. Motorvejene er omkranset af træer og minutiøst klippede buskadser og velplejede blomsterbede. Nye byer skyder op, og boligblokke står elegant som opretstående hvide dominobrikker. Over halvdelen af befolkningen bor i byer. Opbrud, vækst, energi. Med alle disse aktiviteter følger indlysende store problemer og vanskeligheder.

Dagligt kommer der nye bøger om ”rising China”. Mange er kritiske. Der spås om kriser, krige, krak, kollaps, men også om styrken i den kinesiske fremdrift, om en kommende kinesisk model, som kan føre verden videre. Kritikken er imidlertid dominerende. Men det er den også hos den kinesiske ledelse. Xi Jinping fremhæver selv markante modsætninger og dybe problemer i den kinesiske udvikling og økonomi. Der er udpræget mangel på balance og koordinering. Den videnskabelige og teknologiske innovation er svag. Den industrielle struktur fungerer ikke ordentligt. Sociale problemer er overvældende. Miljøproblemer og forurening er belastende. Selv om omfattende korruptionsbekæmpelse er igangsat, er korruption kilde til omfattende optøjer og demonstrationer. Og i november sidste år måtte Xi Jinping fremhæve, at partiets problemer var så omfattende, at medmindre han fik fuld opbakning til sine reformer, så ville partiets, nationens og folkets overlevelse være på spil. Det er store ord: Overlevelsen er truet.

Så derfor fremhæves de ”otte musts” for partiets rolle: Partiet skal være dominerende, udvikle sociale, produktive kræfter, udvikle reformer, udvikle social retfærdighed, sikre indkomst, social harmoni og fredelig udvikling og fastholde lederskab. Det skal lykkes.

I 2049 skal Kina være et stærkt, demokratisk, civiliseret, harmonisk, moderne socialistisk land. Det er store ord. Men også beskedne.

Så hvor står Kina nu i forhold til fremtidens lovende mål: at blive et stærkt, demokratisk, civiliseret, harmonisk, moderne socialistisk land?

Et stærkt land er Kina klart ved at blive. Økonomisk stærkt med enorme mængder af amerikanske statsobligationer og omfattende fordelagtige og effektive handelsforbindelser. Militært stærkt med verdens største hær og som den absolutte nummer to i verden efter USA. Politisk stærkt med gode relationer og partnerskaber til mange lande i verden. Men Kinas udfordringer viser sig ved det, som Kina ikke ønsker at blive.

Når jeg bruger betegnelsen udfordringer, er det i relation til den nuværende verdensorden, som Kina selv indser, er forudsætningen for Kinas formidable økonomiske fremdrift. Den kinesiske regering taler klart og åbent om, at årene efter den kinesiske ”open up”-politik i forhold til verdensøkonomien fra slutningen af 80’erne har været og er et mulighedernes vindue netop på grund af den åbne, liberale verdensorden, som sikrer fred og stabilitet på det økonomiske, politiske og militære område. De internationale vilkår, den gældende verdensorden, er for øjeblikket den bedste af alle verdener for Kina. Det er også en verdensorden, som er baseret på vestlige værdier, der er blevet universelle: nemlig markedsøkonomi, demokrati, personlig frihed, menneskerettigheder og international lov og orden. På dette grundlag har Kina kunnet sikre sin formidable udvikling ved globalt at kunne sælge produkter og tilsvarende globalt at købe råvarer og energi.

Kina ønsker ikke demokrati i en form, som betyder ”rotation of power”, at demokratiske valg kan medføre, at en regeringskoalition afløses af en anden.

Kina ønsker ingen grundlæggende ændring i fastholdelsen af det nuværende stat-marked-system, dvs. det system, som fastholder statsmagtens afgørende rolle i styring af markedet, med andre ord den fortsatte omfattende eksistens af statsejede virksomheder og finansielle institutioner.

Kina ønsker ingen fundamentale ændringer i det nuværende samfundssystem, som er baseret på et overvejende kollektivistisk socialt system, hvor individets rolle som politisk, økonomisk og social aktør er begrænset. Harmonien i samfundet skal baseres på en konfuciansk-socialistisk blandingskultur.

På det udenrigspolitiske område er der også store udfordringer. Kina indser, at landet på ingen måde er en supermagt. Man er klar over, at forholdet mellem USA og Kina i mange år fremover vil være asymmetrisk, og at verdensordenen vil forblive et ”ene-supermagtssystem”. En multipolar verdensorden er fjern. Derfor gør Kina meget ud af at signalere, at Kina aldrig vil blive en hegemonisk magt, aldrig vil fremstå som en verdensleder. Det betyder, at Kinas tidlige sikkerhedspolitiske strategier om fredelig sameksistens fortsat principielt er gældende, dvs. ingen indblanding i indre anliggender, ingen intervention, gensidighed, respekt. Det betyder også, at Kina ikke umiddelbart søger at efterligne USA ved etablere militære blokke som Nato eller ved at indgå egentlige militære alliancer med andre stater.

Endelig har Kina ingen intentioner om – i modsætning til USA – at påvirke verdens øvrige lande med et politisk projekt for verdens udvikling. Kina har ikke fremlagt et universelt præget projekt, som Kina ønsker realiseret. Kina har ganske vist fremhævet nødvendigheden af en ”demokratisering” af verdenssamfundet med sigte på, at alle lande tæller ens. Undtagelsen er dog, at Kina selvfølgelig ikke overvejer at opgive sin privilegerede position som permanent medlem af sikkerhedsrådet med vetoret. Men der er ikke fremlagt et sammenhængende projekt. Kina har ikke et universelt sigte i sine visioner om verden. Tværtimod fremhæves Kina med sin mangetusindårige unikke kultur, ikke med universelle værdier. Målet er visioner med ”kinesiske karakteristika”. Blandt disse er socialisme med kinesiske karakteristika. Men også militære strategier med kinesiske karakteristika. For Kina ønsker ikke krig. Krig kan være nødvendigt. Men omfattende krige vil være en voldsom trussel mod et Kina, som i den grad økonomisk og handelsmæssigt nyder godt af, at USA står for en afgørende del af sikkerheden og stabiliteten i Asien.

Udfordringerne på det internationale niveau i forhold til Kinas ”ikkeønsker” om den fremtidige udvikling skal således igen ses i forhold til den gældende verdensorden. Kina ønsker ikke at fremstå som en magt, som på et tidspunkt vil overtage USA’s lederrolle. USA ser gerne Kina indgå i en rolle som ”en international stakeholder” i den USA-ledede verden. Og Kina har på flere områder været villig til at indgå – bl.a. som særdeles aktiv deltager i FN’s militære operationer. Men man påtager sig ingen lederrolle.

De fundamentale udfordringer for Kina ligger i, at landets størrelse i form af samlet kapabilitet i stigende grad åbner op for nye roller i det internationale system, som Kina hidtil har været tilbageholdende over for.

Kina vil i de kommende år kunne blive stillet over for pres fra det internationale system om enten at tilpasse sig den gældende verdensorden eller udfordre den. Kina fører her en dobbeltpolitik: Verdensordenen er gunstig for Kina. Derfor kan Kina ses som en status quo-magt. Men der er så meget, som Kina ikke vil som del af denne verdensorden, indenrigspolitisk som udenrigspolitisk. Derfor må Kina markere udfordringer: Her går grænsen for, hvor meget vi kan kapere.

Bertel Heurlin er professor emitus i statskundskab ved Københavns Universitet og leder af et projekt om Kinas sikkerhedspolitik ved Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab, KU og co-founder af og co-chair i Københavns Universitets tænketank om Kina, ThinkChina.dk.