Hvad skal vi forvente af Taksøe? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Hvad skal vi forvente ...

02. maj 2016

Hvad skal vi forvente af Taksøe?

SIKKERHEDSPOLITIK

I dag udkommer ambassadør Peter Taksøe-Jensens længe ventede udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Under sidste års folkemøde på Bornholm annoncerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) modellen med at lade en enkelt, særligt kyndig person forestå et friskt blik på udenrigspolitikken.

Kronik af Henrik Ø. Breitenbauch (Center for Militære Studier) i Børsen den 2. maj 2016.

Det friske blik på dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik bør tages vel imod.Henrik Ø. Breitenbauch

Af kommissoriet fremgår det, at Taksøe-Jensen skal give et "samlet bud på en stærkere koordinering og samtænkning af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, forsvarspolitik, handelspolitik og eksportfremme samt udviklingspolitik".

Videre skal udredningen resultere i et "samlet strategisk bud på kerne-opgaver til fremme af Danmarks interesser". Analysen skal samtidig føde ind i forberedelserne til det næste forsvarsforlig og den kommende udviklingspolitiske strategi.

Her er tre ting, man særligt skal lægge mærke til, når rapporten udkommer: Hvad med pengene? Hvor langt væk ligger de "nærområder", der skal fokuseres på? Og rykkes der ved balancen mellem politikere og embedsværk?

Flere udfordringer i verden

I forhold til det med pengene er der to overordnede pointer.

Analysen vil pege på voksende udfordringer ude i verden og på mere fokusering (det vil sige fravalg) som svar på udfordringerne.

Men analysen følger efter et forsvarsforlig med store nedskæringer og større efterspørgsel med opgaver i Arktis, problemer med Putin i øst, og en blanding af ISIS, borgerkrige og ekstremister i syd.

Danmark er samtidig faldet ned i den kedelige bundgruppe af bidragsydere i Nato målt på forsvarsudgifternes bnp-andel. Så spørgsmålet er her: Vil udredningen anbefale en forøgelse af forsvarsbudgettet?

I forhold til Udenrigsministeriet og pengene, så kan udenrigsminister Kristian Jensen (V) ikke have været særlig tilfreds med, at der har kørt en statsministerbestemt strategiproces på hans ministerområde. Udenrigsministeriet kan ikke lide Taksøe-Jensens analyse.

Kristian Jensen har samtidig skullet stå på mål for finansministerens nedskæringer i udviklingsbistanden, som også har ramt hårdt ind i selve ministeriet.

Behovet for substantiel bistand, særligt den humanitære og den mere langsigtede ift. stabilisering af konflikter rundt omkring Europa er åbenlyst til stede.

Analysen vil givet fokusere på en forøget indsats inden for det eksisterende budget til især stabilisering - men vil ambassadøren også argumentere for, at Udenrigsministeriet som sådan skal have flere penge?

Videre er der nærområderne. Hvis en mere fokuseret udenrigspolitik betyder, at vi fremover skal lægge mindre vægt i fjerne verdensdele, til fordel for indsatser steder, hvor de også kommer os selv mere direkte til gode - færre flygtninge, hvis vi kan stabilisere situationen i eks. Libyen - så er vægtningen af nærområderne givet en god ting. Europas nærområder er Danmarks nærområder.

Men hvis balancen i analysen peger på nærområder som hovedsageligt Danmarks og Rigsfælleskabets grænser, så vil fokuseringen blive til snæversynethed.

Markante politiske håndtag

Med embedsmandsbriller på er én af de farligste ting ved processen idéen om, at man overhovedet kan sætte de udenrigspolitiske prioriteter på formel. At der kan identificeres prioriteter og principper, som kan gøres til genstand for politiske valg. Spørgsmålet er, hvor langt anbefalingerne vil gå i forhold til at indføre mere markante politiske håndtag på udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Et mere formelt fremadrettet styringsdokument i form af en national sikkerhedsstrategi er et bud på et sådant håndtag. Hvis dette dokument ejes af regeringen i form af politikerne, snarere end af embedsmændene, så vil magtbalancen flytte sig en anelse fra Udenrigsministeriets direktør og departementscheferne til de centrale ministre og regeringens koordinationsudvalg, og måske endda fra Udenrigsministeriet til Statsministeriet.

Penge, nærområder og magtbalancen på Slotsholmen er tre vigtige temaer at holde øje med i Taksøe-udredningen. Processen har allerede før udgivelsen skabt fornyet interesse om prioriteringerne i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Der er grund til at håbe, at statsministeren vil tage vel imod analysens grundtræk og institutionalisere en eller anden form for gentagelse f.eks. i form af en national sikkerhedsstrategi, som revideres ved regeringsskifte eller efter behov.