Hvad vil Socialdemokraterne?
Af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab. Kronik bragt i Berlingske den 31. august 2015
Peter Nedergaard
Socialdemokraterne led nederlag ved det seneste folketingsvalg. Selv om partiet gik lidt frem, var det ikke noget prangende resultat. Samtidig og værstaf alt for en socialdemokrat faldt den regering, man havde ledet.
Derfor skal partiet med Mette Frederiksen i spidsen nu til at tænke sig selv ind i en ny rolle. Hun har en række valgmuligheder. Hun kan agere venstreorienteret eller midterorienteret. Hun kan også agere langsigtet eller populistisk-kortsigtet. Baglandet vil forsøge at presse hende mod venstre og i retning af populismen. Hun ved omvendt, at det nok styrker hende indadtil, men at det samtidig fjerner hende endnu længere fra regeringsmagten. På den anden side må hun finde en balance.
Helle Thorning-Schmidt valgte i opposition at lade balancen være populistisk og midterorienteret. Det var ikke nogen succes. Hun fik kun én periode, da hun endelig kom i regering. Indtil for ti år siden var en konstant frygt hos det primært regeringsbærende parti i blå blok, Venstre, at man vedblivende ville være et engangsregeringsparti. Det var først med valget i 2005, at Venstre vandt regeringsmagten to gange i træk i moderne tid. Det er ændret nu.
Hos Socialdemokraterne må frygten være, at man kan havne i den selvsamme situation, som Venstre tidligere befandt sig i, og hvor man ikke kan fastholde regeringsmagten flere valg i træk. Dilemmaet på baggrund af de seneste fire år synes for partiet at være, at man måske kan vinde ét valg, men at det bliver en engangsforeteelse, hvis det sker på baggrund af så uholdbare løfter, at varetagelsen af regeringsmagten bliver én lang antitese i forhold til den forudgående valgkamp.
Mette Frederiksen har meldt ud, at hun ikke vil føre »fodnotepolitik« på velfærdsområdet. Hun vil for eksempel ikke indgå forlig med Dansk Folkeparti udenom regeringen. Hun har også udtalt, at Socialdemokraterne er et erhvervsvenligt parti. Samtidig har hun udnævnt Socialdemokraterne til at ligge til venstre for midten. Umiddelbart ser Mette Frederiksen ud til at have placeret sig diametralt modsat Helle Thorning-Schmidt i opposition.
Andre har foreslået en anden linje. Bjarne Corydon ville lægge Socialdemokraterne på midten således, at man kunne lette overgangen af vælgere fra blå blok. Det skete sandsynligvis belært af erfaringen med både uholdbare valgoplæg og den daglige omgang med seriøse inputs fra det dygtige Finansministerium, som mere end andre ministerier har en sikker fornemmelse af, hvordan situationen reelt er i dansk økonomi.
Det sikreste, man kan sige lige nu, er, at Socialdemokraterne og Mette Frederiksen træder vande. De har indset, at Lars Løkke Rasmussen bliver hængende i hvert fald fire år. De har også indset, at svaret herpå skal være et andet end sidste gang, hvor man endte med at være i opposition i ti år.
Når man træder vande, skyldes det, at svaret på disse udfordringer ikke er let. Alle svar har fordele og ulemper. Mette Frederiksen har signaleret, at hun er klar over det, men at hun endnu ikke er sikker på, hvor balancen skal være.