20. oktober 2016

Hvor sure er amerikanerne i år?

Blogindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 20. oktober 2016.

Donald Trumps relative succes i årets amerikanske Professor Peter Kurrild-Klitgaardpræsidentvalg har fået mange til at ryste på hovederne og spørge: Hvordan kan amerikanerne dog finde på det? Hvorfor er de så sure, at de kan finde på at støtte ham?

Det er–som man siger–et godt spørgsmål, og nogen simpel forklaring er der ikke. Den må nødvendigvis omfatte både sløve økonomiske konjunkturer, en udbredt skuffelse over præsident Obama, skepsis overfor ledelserne i både det Republikanske og det Demokratiske parti, en stigende kulturel og ideologiske polarisering blandt amerikanerne, og 117 andre ting.

Men alt sammen manifesterer det sig i en voldsom og stigende skepsis overfor “status quo” og især den politiske klasse. En meget stor del af de amerikanske vælgere–til højre, til venstre, i midten–er simpelthen eddikesure på det politiske system. Nogle få af mange tal kan vise det ganske tydeligt.

Tillid til regeringen og forbundsstaten

Andelen af amerikanske vælgere, der siger, at man kan have stor eller nogen tillid til, at forbundsregeringen i Washington vil gøre det rette, ligger (ifølge Gallup) i disse år på cirka 20 pct. Der er fire gange så mange, der mener, at det kan man ikke. Det er en netto-forandring på godt 40 pct. i hver retning siden lige efter 11/9-2001, hvor cirka lige mange vælgere havde tillid eller det modsatte. Særligt galt ser det ud med tillid til præsidenten (ca. 50 pct.) og kongressen (ca. 35 pct.). Tilliden er relativt højere, når det gælder lokale myndigheder (71 pct.), delstatsregeringerne (62 pct.), og domstolene (61 pct.). Men generelt er niveauet af politisk tillid/mistillid i dag omtrent det samme, som det var midt under den største politiske tillidskrise i moderne amerikansk politik: Watergate-skandalen i 1974.

Tillid til politikerne

Der er naturligvis altid et partis vælgere, der ikke er begejstrede for regeringen, men tendensen bliver ikke meget bedre, når man spørger til politikerne som gruppe snarere end specifikt til forbundsregeringen: Kun lidt over 40 pct. af vælgerne siger, at de har nogen tillid til politikerne, mens op mod 60 pct. siger, at de har beskeden eller ingen tillid til dem.

Tro på fremtiden

Spørger man amerikanerne, hvorvidt de mener, landet er på det rette spor (“right track”) eller det forkerte spor (“wrong track”), er der ingen tvivl: Et gennemsnit af målinger viser, at et overvældende flertal mener, at landet er på den forkerte kurs. Godt 65 pct. “negative” mod knap 30 pct. “positive”. Andelen af “negative” har været på 60 pct. eller mere i stort set alle præsident Obamas snart otte år ved magten.

Tillid til statsmagten: Det handler tilsyneladende fundamentalt om, hvorvidt amerikanerne har tillid til, at staten kan løse de problemer, der måtte være. Ronald Reagan formulerede det i sin indsættelsestale i 1981 med de berømte ord, at “staten er ikke løsningen på vore problemer–staten er problemet.” Han fangede der en tidsånd, men måske ikke kun en midlertidig én: Under Obamas præsidentperioder har andelen, der har været enige i udsagnet ligget på cirka 60 pct., mens cirka halvt så mange har ment det modsatte. I 2016 er ikke mindre end 62 pct. af amerikanske vælgere enige i, at borgerne har for lidt frihed og staten for megen magt, mens kun 8 pct. mener det modsatte.

Meningsmålingsfirmaet Rasmussen har igen i år spurgt direkte til, hvor vrede vælgerne er: 67 pct. siger, at de er vrede, mens 38 pct. er “meget vrede”. Det er højt–men dog ikke markant højere end niveauet det seneste årti. Det er altså snarere en slags “new normal” i amerikansk politik. “Problemet”–om man så må sige–er, at vælgerne udover selve mistilliden til politikerne og systemet ikke er enige om særligt meget specifikt. De vil ikke “én” bestemt vej hen i fremtiden.

Så svaret er: De amerikanske vælgere er sure. Men det er meget tænkeligt, at Trump ikke er løsningen–og at Hillary Clinton næppe heller vil være det. Barack Obama var det tydeligvis ikke. Et godt gæt er snarere, at uanset hvem, der vinder præsident- og kongresvalget om tre uger, vil det ikke være sidste gang i disse år, at vi hører til de vrede amerikanske vælgere.