Hvorfor er vi blevet så bange for snavs?

Af Sofie Rosenlund Lau, farmaceut og ph.d.-studerende i medicinsk antropologi ved Institut for Antropologi. Bragt i Information den 22. oktober 2015

»Er du sød lige at vaske dine hænder først?« Sådan lød den venlige, men bestemte besked fra min veninde og hendes kæreste, da jeg under et barselsbesøg spurgte, om jeg måtte holde lillepigen.

Nu er jeg ph.d.-studerende og bruger hovedparten af min hverdag begravet i bøger på mit kontor, så min adgang til farlige smittekilder er begrænset til de almindelige kontamineringsfarer forbundet med overflader som håndtag, supermarkedets indkøbskurve og mit tastatur, der bestemt kunne trænge til en klud lidt oftere.
Men jeg vasker altid hænder efter toiletbesøg, går i bad hver dag og anser generelt mig selv som rimelig renlig, så anmodningen om ekstra håndhygiejne kom noget bag på mig.

Da jeg kom hjem til min kæreste senere på aftenen, fortalte jeg om barselsbesøget, og at den unaturlige bevidsthed om mine potentielt smittebærende hænder havde skabt en akavet situation, hvor jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for kun at røre babyen uden på tøjet.
Pudsigt nok kunne han berette om en tilsvarende hændelse hos et af sine vennepar, der var nybagte forældre: »Du får ikke lov at holde den lille, før du har vasket grabberne!«

Så er det den nye norm? At man ikke må røre hinandens børn uden først at desinficere hænder?

Bombarderet med risici

Jeg har selv for nylig været igennem forløbet som gravid og førstegangsfødende og har derfor også oplevet møllen med information og stillingstagen til diverse tests og risici forbundet med det at skulle bringe et barn til verden. Jeg er typen, der stiller mig kritisk over for trenden om, at kroppen i højere og højere grad sygeliggøres – ikke kun, når den er syg, men også før og efter symptomer på sygdom overhovedet eksisterer.

Mængden af screeninger og tests, man udsættes for gennem livet, stiger støt i takt med, at videnskaben bliver bedre til at forudse og behandle.

Sociologer som Ulrik Bech har kaldt det risikosamfundet – en øget opmærksomhed på generelle risici som konsekvens af et tryggere hverdagsliv. Vi bombarderes med risici i så høj grad, at risikohåndtering i hverdagen ikke altid forbliver rationel.

»Husk at passe ekstra godt på dig selv under graviditeten,« formanede sygeplejersken mig ved mit første lægebesøg som gravid. »For eksempel er det en god idé at vaske hænder både før, men også efter, du skræller gulerødder for at undgå at indtage jordbakterier.«

Selvfølgelig skal man passe godt på sig selv, også når man er gravid, men der må være en bagatelgrænse. Influenzavaccination kan diskuteres, men farerne forbundet med at skrælle og spise rodfrugter burde under alle omstændigheder være til at overse.

Jeg mener generelt, at vi gør os selv og vores børn en bjørnetjeneste ved at overbeskytte dem mod verdens naturlige snavs og bakterier. Som forældre har man ikke brug for at skabe en unødig bekymring i en hverdag, hvor der er rigeligt andet at bekymre sig om. Og med hensyn til vores børn er det formentlig sådan, at deres kontakt med skidt i naturlige mængder langt hen ad vejen styrker deres immunforsvar, hvilket vil gavne dem på sigt.

Min søn kom til verden på Rigshospitalet, og efter et døgn med introduktion til amning og forældreliv blev vi sluppet fri med ham på armen. Eller det vil sige, efter møje og besvær lykkedes det os at få bakset staklen ned i en strækvikle, som min kæreste bar under jakken, godt beskyttet mod vejr og vind.

Første svigt

Vi blev enige om, at en 10 minutters bustur var både nemmere og behageligere end at finde en taxa. Faktisk havde vi slet ikke overvejet, at vi dermed udsatte ham for hans første alvorlige hygiejnesvigt. En venlig mand i bussen komplimenterede først vores nybagte familie for herefter at kommentere det, der åbenbart var åbenlyst: »Det er da utroligt, at I tør tage bussen med sådan en lille én – med alle de syge mennesker, der hoster og harker.«

Min kæreste og jeg vekslede hurtigt blikke for herefter venligt at smile til manden og henkastet svare »Nå ja, det går vel nok.« For det går vel nok, ikke? Da vi kort tid efter steg ud af bussen, var vi et kort øjeblik i alvorlig tvivl. Havde vi allerede på vores allerførste familietur vist os som verdens dårligste forældre? Noget tyder faktisk på, at vi mennesker får det bedre af en vis mængde skidt.

Verden er ikke steril

Hygiejnehypotesen udviklet af professor David Strachan i 1989 argumenterer netop for, at børn, der udsættes for bakterier i første del af deres leveår, får et stærkere immunforsvar end dem, der ikke gør. Forskningen peger også på, at årsagen til den ekstreme stigning i forekomsten af allergi og astma kan findes i vores alt for rene hverdagsmiljø.

Det er jo faktisk heller ikke meget mere end 50 år siden, at vi alle i langt højere grad levede tæt med den beskidte natur – slæbte jord med ind fra markerne og husede både hunde og høns. Og jo, dengang var dødeligheden blandt småbørn også højere – og vi er i dag så privilegerede, at sygdomsrisiko er begrænset til et minimum blandt andet på grund af et mangeårigt fokus på rene nærmiljøer – men måske er følgevirkningen blevet et uhensigtsmæssigt forhold til snavs og skidt?

Det virker i hvert fald som om, at mange har glemt, at verden ikke er naturligt steril. I min hverdag observerer jeg, hvordan spritservietter og små rejseflasker med håndsprit, der før kun var en del af festivalkittet, nu står fremme på skrivebordene hos kolleger og er fast inventar i venindernes håndtasker.
Flere og flere grøntsager er pakket i plastic i supermarkederne og får også en ekstra tur med skuresvampen, når de når køkkenvasken. Rengøringsmidlerne er skrappere og bruges hyppigere. Ja, jeg kender sågar nogle, der koger vandet fra vandhanen, før de drikker det.

Kærlig beskidt krammer

Så skal min barsel være ni måneders isolation fra den kontaminerede virkelighed? Nej tak. Jeg passer godt på min søn. Skolder hans sutter jævnligt, vasker hans tøj inden brug og anvender kun plejeprodukter uden parfume og parabener – både til ham og mig. Men hysterisk hygiejne er ikke mig og jeg tror på, at naturlig omgang med bakterier er godt, ja ligefremt sundt for børn.

Derfor anser jeg det heller ikke som et problem, når hans to fætre på fire og 1,5 år stikker deres små beskidte sandkassefingre op i hovedet på ham og giver ham en kærlig krammer. Så længe han ammes, er han godt dækket ind af mit eget immunforsvar, der godt kan tåle lidt snavs og skidt.