Hvorfor har EU konkurrenceregler?

Debatindlæg af professor Peter Nedergaard i Jydske Vestkysten den 4. juli 2017.

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har for nylig uddelt en bøde på 2,42 milliarder euro (ca. 18 milliarder kroner) til Google. Selskabet har angiveligt misbrugt sin dominerende position på det europæiske marked, hvor Google står for 90 procent af alle internetsøgninger i Europa. Google har haft en prissammenligningstjeneste siden 2004. Fra 2013 har den heddet "Google Shopping". Den giver mulighed for at sammenligne produkter og priser på nettet og finde tilbud fra forskellige forhandlere. Selskabet har i den forbindelse ifølge Kommissionen frataget andre virksomheder muligheden for at komme ind på markedet, og det har frataget de europæiske forbrugere et reelt valg.

Konkurrencepolitikken som politikform så for første gang dagens lys med den såkaldte Sherman Act, som blev vedtaget i USA i 1890. Ét amerikansk firma måtte fra nu af ikke sidde på hele magten på markedet. Den amerikanske anti-monopollovgivning banede sammen med andre faktorer vejen for det amerikanske økonomiske mirakel i de efterfølgende årtier. I Europa havde man i ingen lande en konkurrencelovgivning, som svarede til den amerikanske. Der indledtes imidlertid en teoretisk udvikling heraf fra midten af 1930'erne og frem i forbindelse med den såkaldte Freiburgskole omkring økonomiprofessor Walter Eucken i Tyskland.

Efter anden verdenskrig blev Walter Euckens økonomiske model for Tyskland med en skrap konkurrencepolitik overtaget af Ludwig Erhard. Han indtog flere forskellige centrale roller i de første tiår af vesttysk politik som finansminister i Konrad Adenauers regeringer . Det gav ham en enestående mulighed for indflydelse og for at fremme Euckens konkurrencepolitiske ideer.

I 1950'erne kom konkurrencepolitikken i form af statsstøtteregler og anti-monopolregler efter tysk pres med i EU's traktatgrundlag. Kommissionen fik i den forbindelse mulighed for at pålægge bøder ved overtrædelser. Der var imidlertid i de første mange år en betydelig modstand mod i praksis at gennemføre en striks konkurrencepolitik på EU-niveau. Årsagen var også, at EU's konkurrencepolitik i løbet af 1960'erne og 1970'erne blev udsat for hård kritik for at hindre etableringen af multinationale europæiske virksomheder, som skulle udgøre en modvægt til de tilsvarende amerikanske. Den afgørende vending med hensyn til EU's konkurrencepolitik kom med vedtagelsen af det indre marked-programmet. Den halvt-implementerede konkurrencepolitik gik da fra at være en papirtiger og til at være en realitet. Baggrunden var, at det indre marked med de fire friheder for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital slet ikke gav mening uden en effektiv konkurrencepolitik. Hvis konkurrencepolitikken i EU fortsatte med at være slap, kunne der meget let ske det, at gevinsterne ved det indre marked blev ædt op.

I de senere år er EU's konkurrencepolitik blevet en politik, som har fået international bevågenhed. Man ved, at Kommissionens konkurrencemyndigheder kan slå til over for globale virksomheder som Google, når man mistænker de pågældende virksomheder for at hindre den frie konkurrence eller udnytte, at man har monopol. Al erfaring tyder på, at en slagkraftig konkurrencepolitik er en af de bedste veje til vækst og velstand. Det er derfor Margrete Vestagers politiske opgave at arbejde for, at EU's konkurrencepolitiske krudt holdes tørt.