9. juni 2017

I terrorens kølvand

Kronik af specialestuderende og undervisningsassistent Nikolaj Schultz (Sociologisk Institut) i Weekendavisen den 9. juni 2017.

Blot to uger efter Manchester, ramtes England i weekenden af endnu et af de terrorangreb, der er blevet fast bekymringsgenstand i de europæiske borgeres civile og politiske liv.

»Lad Jorden forsvinde«, er terroristens motto. Som filosoffen Bruno Latour bemærker, så diskvalificerer terroristen reelt sin handlings politiske potentiale, når han gennemsyret af tanken om en verden hinsides flygter fra dens konsekvenser.

Vores motto er et andet. Vi fortæller hinanden, at vi ikke må lade os styre af frygten. Frygten, får vi at vide, skaber netop den sociale uorden som terroren sigter efter. Men dette motto synes sværere at genfortælle, efter at vi har set terrorens omfang stige, samt har mærket på egen krop, at den ikke skåner børn. Noget har ændret sig efter Manchester og London.

Hvad der dog ikke ændrer sig, er det moralske efterspil, som synes at være terrorens tro følgesvend. Især to moralske argumenter fra venstrefløjen synes at være tilbagevendende. Argumentationer som jeg vil mene er forfejlede og som paradoksalt nok kan ende med at generere de højrefløjstendenser, venstrefløjen ellers ønsker at forhindre.

Det første argument vedrører det, vi kan kalde »medfølelsens moralske grammatik«. Scenespillet foregår nogenlunde som følger: Først kommer forargelsen over terrorangrebets forfærdelige karakter. Terroren fordømmes over hele det politiske spektrum. Men her stopper forargelsen ikke. For efter at forargelsen er stilnet en smule af, kommer forargelsen over forargelsen. Fordømmelse af fordømmelsen. Denne moralske reaktion synes ofte formidlet af, hvad vi kan kalde »venstrefløjskritikeren«.

En sådan forargelse over forargelse var især tydelig efter Bataclan-angrebene. Da Facebook gav folk mulighed for at lade deres profilbilleder filtrere af det franske flag, var kritikeren hurtig til at påpege, at sådanne sorg-remedier ikke stilledes til rådighed, når ikke-vestlige lande blev ramt af terror.

Hurtigt udviklede der sig på de sociale medier og avisernes debatspalter en moralsk kontrovers, hvor man anklagede medier og individer for at være dobbeltmoralske i deres sorg. For hvorfor sørger folk og medier kun når europæiske liv ofres? Er ikke-vestlige ofre for terroren mindre værd?

England-angrebene har så vidt vides endnu ikke affødt sådanne debatindlæg i danske aviser, som forarges over forargelsen, men i udenlandske aviser samt i diverse Facebook-tråde kommenteres der igen, at hverken medier eller folk synes at reagere symmetrisk på terrorangreb rundt omkring i verden.

Ja, lyder kritikken, det er forfærdeligt hvad der sker i England og Europa. Men hvordan er det nu lige med folks (offentlige) sorg når terroren igen og igen rammer hinsides Vestens grænser? Hvor mange af jer sørger eksempelvis over mellemøstlige ofre?

Venstrefløjskritikeren støtter sig i sin forargelse over forargelsen til begrebet »eurocentrisme«. Eurocentrisme forstås som et verdenssyn, hvori man bevidst eller ubevidst lægger sit fokus på europæiske eller vestlige bekymringer, værdier, kulturer eller mennesker på bekostning af »de andre«.

Men, modsat hvad kritikeren hævder, så vil jeg hævde, at det ikke er eurocentrisk, hvis man som europæisk borger føler sig mere berørt af angrebene i eksempelvis Paris, Manchester og London end angrebene i eksempelvis Beirut, Peshawar og Tikrit. Tværtimod tenderer det til eurocentrisme at påpege eurocentrismen. Man indikerer nemlig herved, at folk i eksempelvis Mellemøsten sørger mere eller lige så meget over angrebene i Europa som dem i Mellemøsten. Det gør de næppe. I selve argumentet ligger en indbygget antagelse om, at Europa er verdens navle.

I bogen Distant Suffering fra 1999, forklarer den franske sociolog Luc Boltanski, at der idéhistorisk såvel som empirisk, kan skelnes imellem den nære medfølelse og den distancerede medlidenhed. Medfølelsen føler man med dem, som er en nærværende. Medlidenheden føler vi i de situationer, hvor vi befinder os langt fra den lidende.

Når venstrefløjskritikeren reducerer disse to væsensforskellige følelsesmæssige reaktioner til hinanden, er det udtryk for en art moralsk idealisme, som intet godt fører med sig, fordi den i sit normative »bør« fordømmer individets empiriske »er«. Man kan argumentere for, at det er problematisk, når vestlige, europæiske medier rapporterer så lidt om ikke-europæiske terrorangreb. Til forskel fra det enkelte menneske har disse informationskanaler et ansvar for at forsøge at udvide den kollektive lidelsesbevidsthed. Men det er urealistisk og problematisk ikke at anerkende individets følelser som værende lokalt forankret. Denne moralske devaluering af individet er forfejlet.

Venstrefløjskritikeren kan påpege, at en accept af individets medfølelses lokale forankring er første skridt imod en fatal, asymmetrisk værdiansættelse af liv. Og at en idealistisk kritik af denne asymmetri er nødvendig.

Mere sandsynligt er det dog, at hvis venstrefløjskritikeren ikke tilbyder individet en midlertidig anerkendelse af hans lokalt forankrede medfølelse, men blot reducerer denne til eurocentrisme, »white man’s supremacy« eller »neokolonialisme«, så vil det snarere styrke politiske tendenser, venstrefløjskritikeren næppe ønsker.

Den moralske kritik af individet kan nemlig ende med at skubbe folk i en politisk retning, som tager den lokale forankring af folks medfølelse alvorligt. Især i krisetider. Både en moderat og en ekstrem højrefløj står altid klar med en sådan forståelse. Devalueringen af folks sorg, er således ikke blot forfejlet, men kontraproduktiv.

Et andet af terrorens moralske efterspil handler om relationen mellem terror og religion. Her hører vi venstrefløjskritikeren hævde, at terror intet har med religion at gøre. Også dette er en problematisk fejlslutning.

Det er fantastisk, at størstedelen af nyhedsmedier og folk på sociale medier, efterhånden synes at have forstået, at man ikke er terrorist, fordi man er muslim, samt at islam ikke nødvendigvis indeholder mere iboende ondskab end andre religioner.

Til gengæld er det ikke særlig fantastisk, at disse generaliseringer synes at blive erstattet af en relativisme, hvor man på ingen måde tør indskrive religion som faktor i det komplekse netværk af sammenfiltrede kræfter, som terroren består i.

Dette er problematisk, fordi det desværre lige nu er religion som af fanatiske ekstremister misbruges til at myrde uskyldige i såvel Vesten som i Afrika og Mellemøsten. Lidt knudret kan man sige, at venstrefløjskritikeren i sin vej væk fra generalisering glemmer den partikulære omstændighed, at eksempelvis Islamisk Stat bruger islam til at slå uskyldige mennesker ihjel.

Forsvinder denne empiriske kendsgerning, så stopper det legitime pludselig også i eksempelvis indsatsen imod radikalisering i moskeer. Ligeledes forsvinder det legitime i påpegningen af ekstremisternes mistolkning af Koranen. Hvis terror intet har at gøre med religion, hvad nytter den slags så? Glemmer vi det empiriske faktum, at terror har noget at gøre med religion, ender vi således med at svigte de mennesker, der ser deres religion blive taget som gidsel og udnyttet til blodsudgydende, nihilistiske terrorhandlinger.

Også denne fejlslutning kan ende med at trække folk imod højre. Her taler man i det mindste åbent om det indlysende faktum, at religionen spiller en rolle i terroren, uanset om de to fænomeners relation misforstås.

Social kritik kan ikke med udgangspunkt i moralske idealer, foregå hen over hovedet på folk. Kritik er nødt til at være empirisk og pragmatisk, det vil sige møde folk. hvor de er, i deres emotionelle og forståelsesmæssige universer. Hvis ikke bliver kritikken kontraproduktiv. Venstrefløjskritikerens reaktioner i terrorens kølvand er eksempler på dette.