Ingen sikkerhed uden NATO – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Ingen sikkerhed uden NATO

06. september 2017

Ingen sikkerhed uden NATO

Debatindlæg af centerleder Henrik Breitenbauch (Center for Militære Studier) i Altinget den 6. september 2017.

Henrik BreitenbauchEU er en smuk blomst, der er vokset i Natos stålspand. Danmarks sikkerhed og økonomiske velstand sikres særligt gennem disse to fora, som hver især repræsenterer en særlig form for politik. Europapolitikken har hovedsageligt et økonomisk og politisk-institutionelt sigte.

Sikkerhedspolitikken beskæftiger sig mere entydigt med staterne og deres befolkningers grundlæggende bekymringer: sikkerhed, stabilitet og – ultimativt – overlevelse. Europapolitikken har også sikkerhedspolitiske effekter, men selvom især Kommissionen ønsker, at den skal have en voksende portfolio på dette område, er virkeligheden anderledes. Det skyldes den måde, Europas sikkerhed produceres på.

Sikkerhed er baseret på militære magtbalancer og regulering

EU giver dansk udenrigspolitik og Danmarks daglige økonomiske virke en på mange måder optimal international ramme for et lille, dygtigt land med en åben økonomi. Men EU’s forpligtende samarbejde har kun kunnet udvikle sig i ly af den underliggende magtbalance og sikkerhedsstruktur, som USA gennem Nato har opretholdt i hele efterkrigsperioden.

Den europæiske sikkerhedsarkitektur kan forstås som en kombination af på den ene side militære magtbalancer – både konventionelle og ikke mindst nukleare magtbalancer – mellem Vesten og særligt Rusland, men også i stigende grad Kina, og på den anden side et netværk af formelle institutioner, aftaler og normer, som regulerer sikkerhedspolitikken og bidrager til gennemsigtighed og stabilitet. Sidstnævnte inkluderer Rusland gennem blandt andet OSCE.

Når de tre store EU-lande, og især Frankrig og Tyskland, kunne skubbe gammel mistro til side og indlede et forpligtende samarbejde, handlede det også om, at USA i baggrunden hele tiden var med til at opretholde det rum, inden for hvilket samarbejdet kunne udvikle sig.

Allerede inden valget af Trump var der kommet gang i kedlerne under EU's forsvarssamarbejde. Meget af dette er rationelt, men også fuldstændigt uden betydning for Danmarks sikkerhed – i det mindste før 2050.

Planerne vedrører primært ønsket om at sikre, at den europæiske forsvarsindustri ikke bliver udkonkurreret af den amerikanske. Det er ikke noget, som får konkrete konsekvenser i meget lang tid fremover, i hvert fald slet ikke så længe pengene er så relativt små, som tilfældet er. Så længe det ikke direkte skader forholdet til USA, kan den såkaldte europæiske strategiske autonomi i forhold til produktion og udvikling af forsvarskapaciteter bidrage til en fornuftig forsikringspolice for det gamle kontinent for det tilfælde, at USA en gang i fremtiden skulle slippe engagementet i Europa – en forsikringspolice, som altså først er noget rigtigt værd for vores børnebørn.

Amerikansk sikkerhedskultur er stærkere end Trump

På trods af Trumps udtalelser har USA fortsat en klar strategisk interesse at spille en væsentlig rolle som sikkerhedsgarant i Europa – næsten uanset hvordan vi opfører os. Denne interesse er samtidig indlejret i hele kulturen omkring amerikansk sikkerhedspolitik på en så dyb måde, at det er svært at forestille sig, at Trump kommer til at kunne ændre væsentligt på det hele. Men præsidentens markante gentagelse af gamle Obama-pointer om byrdedeling i alliancen vil næppe gå væk, selv med en ny præsident.

Presset på europæerne om selv at finansiere en større del af deres sikkerhed vil ikke gå væk. Og hvis samarbejdet om nye kapaciteter nyder særlig fremme inden for EU-regi, så fred være med det. Det kan bare ikke erstatte Nato, som er den egentlige ramme for europæisk sikkerhed – inklusive Danmarks, som når vi efter nytår sender 200 mand til Natos fremskudte tilstedeværelse i Estland for at gøre vores for at bidrage til den kollektive sikkerhed.