Jeg modtager ikke åbenbaringer

Af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 23. december 2015.

'Hverken Voltaire eller nogen af de vel henved hundrede personer, der omtales i mit skrift, har åbenbaret sig for mig og mundtligt meddelt mig, hvad der er hændt dem, hvordan de så ud, hvordan de tænkte og følte. Jeg har derfor måttet støtte mig til andre skriftlige kilder. Det er enhver skribents lod, som ikke vil nøjes med at udbasunere egen hjerne og eget hjerte.'

Georg Brandes (1842-1927)

Georg Brandes har indvilliget i at lade sig interviewe af undertegnede om de beskyldninger, som er fremsat mod ham om, at han har plagieret i nogle af sine bøger og ikke mindst i en bog om Voltaire. Vi mødes på en restaurant nær Gammel Strand til et enkelt glas rhinskvin.

Universitetet har i forbindelse med beskyldningerne iværksat en undersøgelse. Der har også været rygter i omløb om, at sagen kunne få konsekvenser. F.eks. vil man ikke længere fra universitetets side fremhæve auditoriet, hvori Brandes i sin tid holdt sine skelsættende forelæsninger om de nye strømninger i europæisk litteratur. Dette auditorium har ellers i mange år været meget populært at besøge og afholde helt særlige forelæsninger i. Ja, der har endda også været de litterater, som har været fremme med, at man ikke længere bør tale om »det moderne gennembrud« i litteraturhistorien, men om »det moderne plagiat«, men det sidste har vist mest været en spøg.

Brandes ser nu ikke ud til at være synderligt berørt af anklagerne. Han tager en slurk af hvidvinen og argumenterer med klar diktion: »Jeg har altid været imod det forældede romantiske ideal, hvor en skribent er en person, som ud af sin hjernes kringelkroge udtænker originale tanker. For mig at se opstår den almennyttige relevans af en skribents virksomhed i kraft af, at man tager tidens problemer op til behandling. Heraf følger, at man lader sig inspirere af andre skribenter. En moderne skribent står altid i relation til andre.«

Men hvor langt kan man gå med hensyn til at låne fra andre forfattere – f.eks. i forbindelse med tilvejebringelsen af bogen om Voltaire, spørger jeg.

»Jamen, jeg modtager ikke åbenbaringer. Hverken Voltaire eller nogen af de vel henved hundrede personer, der omtales i mit skrift, har åbenbaret sig for mig og mundtligt meddelt mig, hvad der er hændt dem, hvordan de så ud, hvordan de tænkte og følte. Jeg har derfor måttet støtte mig til andre skriftlige kilder. Det er enhver skribents lod, som ikke vil nøjes med at udbasunere egen hjerne og eget hjerte.« Brandes’ ord udsendes som en hugorms bid.

Og når det drejer sig om digtekunst, er plagiering vel nærmest reglen mere end undtagelsen, ikke?

»Jo, givet. Når det drejer sig om digtekunst, vil jeg gøre T.S. Elliots ord til mine: »Umodne digtere efterligner; modne digtere stjæler; dårlige digtere skamferer, hvad de tager; og gode digtere gør det til noget bedre, eller i det mindste til noget andet.« Det er hele essensen. Der må aldrig være tale om bevidstløse lån. Når en skribent »låner« skal »lånene« have deres helt egen indpakning og twist, således at der ud af »indlånene« kom et ganske nyt og originalt »udlån«. Ellers går det ikke.« Mener Brandes.

Det er en travl mand, som jeg har interviewet. Brandes skal straks videre. Han tømmer de sidste dråber i glasset og rækker hånden frem til farvel, mens hans blik borer sig ind i pandehulen. Så er han på vej ud på gaden.

NB! En række af Georg Brandes’ udsagn ovenfor genfindes i hans svar til Knud Ferlov, som 15. marts 1917 havde beskyldt Georg Brandes for plagiat. Georg Brandes svarede i Politiken 27. marts 1917. Referencerne kan findes på nettet.