15. december 2015

Jens Otto Krag om Europa-politikken

EU

Når Tyskland i for høj grad får lov at køre sololøb, som de har gjort under eurozonekrisen og under flygtningekrisen, går det galt. Det europæiske samarbejde må bygge på et bredere fundament.

Af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab. Indlæg bragt i Berlingske den 15. december 2015.

Jens Otto Krag

Jens Otto Krag (1914-1978). Kilde: danmarkshistorien.dk


Det er lykkedes mig at få et interview med Jens Otto Krag om dagens europapolitiske situation. Vi træffer hinanden i restauranten under Arbejdermuseet i Rømersgade til en sildemad og en Blå Thor.
Krag har altid været levende interesseret i det europæiske samarbejde, og han fik en af de mest prestigefyldte europæiske priser, Karlsprisen, i 1966, der gives til personer, som har »bidraget til den europæiske idé og til europæisk fred«.
Han var som bekendt også hovedmanden bag det danske medlemskab af EF i 1973.


Jeg skal blot sige ordene folkeafstemning og EU, og straks er Jens Otto Krags talestrøm i gang. Først kridter Krag lige banen op: »Jeg er og har altid været europæer, men jeg er også dansker. Jeg anerkender, at Tyskland efter finanskrisen har slået sig op som Europas leder, men jeg er også vis på, at dette lederskab – som vi tidligere har set – er problematisk, hvis det ikke afbalanceres. Når Tyskland i for høj grad får lov at køre sololøb, som de har gjort under eurozonekrisen og under flygtningekrisen, går det galt. Det europæiske samarbejde må bygge på et bredere fundament. Hvis ikke alle lande – med et moderne udtryk, som jeg tit skal vænne mig til – ’kan se sig selv’ i det europæiske samarbejde, går det i opløsning før eller siden. Man må hele tiden have for øje, at grundvolden i Europa er nationalstaterne.«

Og hvordan skal disse generelle betragtninger så overføres til dansk Europa-politik, spørger jeg.

»Igen drejer det sig om at finde mellemproportionalen og balancen. Danskerne har sagt nej til at afgive suverænitet angående retspolitikken. Dermed har de naturligvis også sagt nej til det hidtidige europapolitiske mål, som et flertal af Folketingets partier har haft om, at Danmark skal ind i kernen af det europæiske samarbejde. Når man har sagt nej til euro og til retssamarbejdet, vil det danske folk ikke ind i den kerne. Det siger sig selv. Der må findes en ny balance vedrørende de danske Europa-politiske mål. Det bør indebære, at nej-partierne inddrages i udformningen af principperne for den fremtidige danske Europa-politik. Det har altid været min idé om det samarbejdende folkestyre.«

Hvad skal der ske i forhold til de omkringliggende lande?

»Ja, i de seneste tiår har skiftende danske regeringer i stigende udstrækning lagt sig meget tæt op ad Tyskland. Også for tæt efter min mening. Det har haft sammenhæng med ønsket om at komme ind i kernen af det europæiske samarbejde. Efter at den danske befolkning nu igen har sagt nej hertil, bør man søge at samarbejde bredere. Det er helt oplagt at få genoptaget en tættere europapolitisk forbindelse med England, som i min tid var langt tættere, end den er i dag. En tættere britisk forbindelse ville netop også kunne afbalancere relationen til Tyskland. Jeg har altid anset England for at være en helt nødvendig ingrediens i den europæiske ret. Vi har en række fælles interesser med England, som vi aldrig må glemme,« siger Krag og napper endnu en bid af sildemaden.

Vi skåler i den dejlige (men ofte i dag lidt oversete) øl, Blå Thor. Krag spiser færdig og misser lidt med øjnene hen over endnu en slurk af glasset. Han er i sit es. »Husk nu at få det hele med. Det er så tit, at nuancerne glimrer ved deres fravær, når jeg ser mine interviews på tryk,« formaner han.

»Skal ske.« Siger jeg.