20. september 2015

Karakterer er som manna fra himlen

KARAKTERSYSTEMET

Karakterer er ofte det, som gør, at kvikke børn fra ikke-boglige hjem går videre i uddannelsessystemet. Var det ikke muligt at udmærke sig karaktermæssigt, ville mange af disse børn ikke få den nødvendige selvtillid og forældreopbakning.

Kommentar i Berlingske den 20. september 2015 af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard

Der opstår med jævne mellemrum debat om karaktersystemet, hvilket er rigtig fint. Senest har et gymnasium nord for København meldt ud, at man vil have »karakterfrie« årgange. Jeg savner dog i den forbindelse det brede perspektiv angående karakterernes raison d’etre.

Lad os først lige tage en tur med tidshelikopteren: Den historiske rod til karaktersystemet er det offentlige eksamenssystem i Kina, som dannede grundlaget for, om man kunne blive indlemmet i kejserrigets embedsmandsstand. Systemet opstod gradvis og var fuldt ud udviklet under Song-dynastiet for 1.000 år siden.

I Kina var systemet i høj grad medvirkende til at sikre den politiske og økonomiske stabilitet over århundrederne. Mens andre civilisationer kom og gik, holdt den kinesiske ved. Selv om de skrappe eksamens- og karakterkrav naturligvis var lettest at klare for de godsejersønner, som vel at mærke kunne klare skærene, muliggjorde karaktersystemet imidlertid også, at kvikke bondesønner (eventuelt hjulpet af en fjern godsejerslægtning fra samme klan) kunne blive embedsmænd og optages i mandarinklassen. Eksamens- og karaktersystemet bidrog med mere social mobilitet og mindre åndelig indavl end ellers.

Mange af de franske oplysningsfilosoffer fascineredes i 1700-tallet af det kinesiske eksamens- og karaktersystem, og det introduceredes efterhånden i Frankrig som et middel til at sikre, at det ikke blot var blodets bånd og forbindelser, som gav stillinger i staten. Napoleon tog også systemet til sig, og søgte at udbrede det til resten af kontinentet.

I mange år var kravet om karakterer også i Danmark en solid markør af, at man var på det progressive hold. Karakterer skulle lette den sociale mobilitet, fordi børn fra ikke-boglige hjem dermed fik en mulighed for at vise deres evner. Objektive og transparente vurderingskriterier var vejen frem, hvis der skulle ruskes op i et lige lovligt indspist og klassedelt samfund. Alle vidste naturligvis, at eksamens- og karaktersystemet var fejlbehæftet og socialt skævt, men man var lige så overbevist om, at det var langt bedre end alternativet baseret på tradition og forbindelser.

Der var imidlertid også kritikere af systemet. Direktørsønnen Hans Scherfig, som ikke klarede sig godt rent karaktermæssigt i skolen, spiddede karaktersystemet i bogen »Det forsømte Forår«. Han blev siden berømt forfatter og så vel heri en slags bevis for, at karaktererne intet sagde om hans evner generelt. Scherfig gik normalt i maoskjorte, og netop Mao Zedong var heller ikke nogen fan af karakter- og eksamenssystemet.

Det var ifølge Mao vigtigst, at man havde den rette (maoistisk-kommunistiske) indstilling, hvis man ville være embedsmand i Folkerepublikken Kina. Ellers kom man som embedsmand på afveje. Under Maos kulturrevolution 1966-1976 var karakter- og eksamenssystemet i længere perioder afskaffet i det kinesiske uddannelsessystem, hvis rødgardister så det som en overlevering af borgerligt-kapitalistisk tankegods.

En af de første ting, som Deng Xiaoping gjorde, da han kom til magten i 1978 efter Mao, var at genindføre karakter- og eksamenssystemet i det kinesiske uddannelsessystem. Økonomien var i de sidste år under Mao gået helt i stå. Karakter- og eksamenssystemets reintroduktion skulle bidrage til, at talenterne igen kom frem i lyset med henblik på at hjælpe den efterfølgende økonomiske reformproces. Politiske forbindelser og særlig klassebaggrund skulle ikke længere som under Mao danne grundlaget for, om og hvor man fik en uddannelse. Det skulle alene evnerne målt via karakterer opnået ved eksaminer mente Deng og reformtilhængerne.

I Danmark er karaktersystemet også jævnligt udsat for kritik. Det fremmer ikke nytænkning og sætter allerede etableret viden på en piedestal, lyder kritikken blandt andet på. Mange, som har fået lave karakterer, ender med at være mere nytænkende end dem, som fik højere karakterer, påpeger andre.

Kritikken kommer ofte fra personer, som har valgt at blive født af forældre med en stor intellektuel ballast. For dem er der måske noget om snakken. De skal nok klare sig uanset hvad og på trods. For alle dem, som kommer fra ikke-bogligt stærke hjem, er karaktersystemet imidlertid som manna sendt fra himlen. Det er nemlig ensbetydende med introduktionen en anden logik i uddannelsessystemet end den sædvanlige sociale lagdelingslogik.

Karakterer er ofte det, som gør, at kvikke børn fra ikke-boglige hjem går videre i uddannelsessystemet. Var det ikke muligt at udmærke sig karaktermæssigt (også i forhold til børn af forældre i en højere socialgruppe), ville mange af disse børn ikke få den nødvendige selvtillid og forældreopbakning til at fortsætte i uddannelsessystemet.

Sligt vidste de gamle kinesere, oplysningsfilosofferne, Napoleon, progressive danske pædagoger i begyndelsen af 1900-tallet og Deng. Hvorfor mangler denne viden i dag?