17. marts 2016

Kommunerne kan omprioritere

Indlæg af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab, bragt i Berlingske d. 17. marts 2016

Peter NedergaardKommunerne er blevet pålagt at finde én procent besparelser med hensyn til deres udgifter. Det er det, som kaldes omprioriteringsbidraget, og som skal bruges til en central prioritering på tværs af den offentlige sektor. Kommunerne slår sig i tøjret og vil gerne undgå øvelsen.

Det er forventeligt, at kommunerne helst ville undslippe kattepinen, men forhåbentlig er der ingen, som hører efter, for der er god fornuft i erlæggelsen af et løbende (og helst højere end én procent) årligt omprioriteringsbidrag fra kommunerne.

Når det er fornuftigt, skyldes det, at man altid skal have sig for øje den asymmetri, som gør sig gældende i moderne velfærdsstater mellem de stærke og velorganiserede kræfter, som trækker i retning af fastholdelsen af status quo på den ene side og de svage kræfter på den anden, som ønsker at ændre dem.

Basalt set hænger asymmetrien sammen med, at man i det offentlige finansierer et forbrug anonymt via skatten uden, at der er tilknyttet et forbrug. Det er derfor individuelt-rationelt for den enkelte at presse flere ydelser ud af det offentlige, for vedkommende kommer kun selv til at finansiere en forsvindende lille del heraf. På markedet uden for det politiske system havde man derimod selv skullet finansiere sit forbrug. Resultatet af asymmetrien er derfor, at de offentlige udgifter permanent er højere og mere status quo-orienterede, end borgerne egentlig ønsker.

Det skyldes også, at politikerne har en tendens til at give efter for ønsker om at bevare tingene, som de er. Det gælder ikke mindst når de ved, at vælgerne ved valg ofte straffer nedskæringer, mens det ikke sker i samme grad med skattestigninger. I Danmark er den manglende gennemskuelighed angående finansieringen af de offentlige udgifter yderligere accentueret, fordi man med kildeskatten fjernede bevidstheden om, hvor meget hver enkelt egentlig betaler i skat.

Konsekvensen er også, at velfærdsstaten er dømt til vedvarende problemer og til sidst undergang, med mindre man indfører nogle indbyggede og automatiske bremseklodser, når det drejer sig om de offentlige udgifter.

Kommunale udgiftsrammer, penge til målrettede initiativer og budgetloven er sådanne forsøg på at styre de offentlige udgifter.

Det gælder også det kommunale omprioriteringsbidrag, som kommunerne selvfølgelig kan finde penge til, hvis de vil. Lad mig komme med et lille eksempel. Jeg har efter en operation deltaget i et offentligt støttet genoptræningsprogram i tre forskellige instanser. Indholdet og kvaliteten var ens, men bemandingen var vidt forskellig. I regionen var der en fysioterapeut per cirka seks deltagere, i kommunen to fysioterapeuter til samme antal og i Hjerteforeningens regi én fysioterapeut til cirka tolv deltagere.

Viden om, hvor omprioriteringsmulighederne findes er sjældent en viden, som de kommunale politikere har i detaljen. Denne viden findes imidlertid i de enkelte institutioner, som også vil kunne ryste op med den, hvis de presses hertil. De vil naturligvis indledningsvist slå sig i tøjret, faglige organisationer og oppositionspartier vil muligvis spille med, men det ændrer ikke ved, at kommunerne kan betale et større omprioriteringsbidrag, hvis de bliver bedt om det.

Vil man det danske samfund noget godt, udbeder man sig omprioriteringsbidrag fra kommunerne. De kan godt spare.