Kulturarv er meget mere end monumenter

Kronik af lektor Inger Sjørslev (Institut for Antropologi) i Politiken den 9. december 2015.
(Inger Sjørslev er medlem af Den danske Unesco-nationalkommission)

Beskyttelse af den immaterielle kulturarv kan være afgørende i bestræbelserne på at genopbygge områder og lande, der som Syrien er ramt af ødelæggelse.

Det var skæbnens tilfældighed, at debatterne i Kulturkommissionen på Unescos nylig afsluttede 38. generalkonference fandt sted, mens der var terrorhandlinger på vej lige uden for døren. Men for den, der var til stede, var det umuligt ikke at tænke på en sammenhæng. En sammenhæng mellem terroren, krigen i Mellemøsten og dens konsekvenser for mennesker og kulturarv, og Unescos høje mål om at bekæmpe krig og søge fred, ud fra en erkendelse af at når krigen begynder i menneskers sind, er det også der, freden må begynde.

For at den indsigt kan blive til konkrete handlinger, kræves gode solide institutioner, velafprøvede rammer for internationalt samarbejde og vilje til at forsøge at forstå, hvordan der ser ud i aggressive, desperate sind. Men hvordan gøres det så i mere konkret forstand? Hvad har Unesco af instrumenter, der kan gøre noget ved den situation, Europa og Mellemøsten står i med krig, terror og flygtninge i disse år?

Unesco, FN’s organ for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation, kaldes ofte for FN’s normative instrument. Unesco er menneskehedens moralske samvittighed, som præsident Hollande sagde i en tale 17. november – bare 4 dage efter at Paris var ramt af terror.

Det foregik i skyggen af en særdeles trængt økonomi i en organisation, der har alt for få penge til sin rådighed.

Især efter at USA trak sin støtte i 2011, da Unesco som det første FN-organ accepterede Palæstina som medlem. Det forlyder dog, at Obamas regering arbejder på at få accept fra Kongressen til at genoptage støtten. Andre lande mener sig for fattige til at yde mere end et det obligatoriske tilskud til Unescos arbejde. Det gælder for eksempel Danmark. Men andre nordiske lande har heldigvis råd.

I den brede offentlighed er Unesco mest kendt for sit arbejde med verdensarven, det vil sige de fredede og kulturarvsbeskyttede monumenter rundtomkring i verden.

Verdensarven er fortidens slotte, templer, kirker og mausoleer, kulturlandskaber og mindesmærker af betydning for hele menneskeheden. Pyramiderne, Taj Mahal, Den kinesiske Mur, Palmyra i det nu sønderbombede Syrien, og mere end tusinde andre bygninger og kultursteder er på Unescos liste over verdensarv.

Langt de fleste bygningsværker ligger i Europa. I Danmark er Kronborg, Roskilde Domkirke og Jellingestenene på listen, og for nylig er Stevns Klint, Vadehavet, Christiansfeld og Dyrehaven nord for København kommet med.

Grønland har længe haft isfjorden Ilulissat på listen. Verdensarv er også enestående områder i naturen. Senest har geoparker – i Danmark Odsherreds Geopark - fået Unescos mærke, uden dog at være verdensarv.

Konventionen om verdensarv fra 1972 er kun en af Unescos kulturkonventioner; der er flere andre. En konvention fra 1970 vedrører illegal handel med kulturgenstande. Sammen med Haagkonventionen fra 1954 om beskyttelse af kulturværdier under væbnet konflikt er den blevet overordentlig vigtig i disse år, hvilket debatten på dette års generalkonference skulle vise.

Den materielle kulturarv er hårdt trængt i de krigshærgede områder i Mellemøsten. I disse år bliver den genstand for overlagt og voldsom destruktion; en slags vor tids ikonoklasme, det vil sige billedødelæggelse, som er rettet mod det sekulære globale samfunds fælles værdier i form at kulturmindesmærker, der regnes for hele verdens fælles historiske og kulturelle arv.

På generalkonferencen fortæller generaldirektøren, Irina Bokova, om kampagnen #Unite4Heritage. Den overlagte ødelæggelse af kulturarven i Syrien, Irak og Mali må betragtes som krigshandlinger. De voldelige ekstremister, der begår disse handlinger, rammer ikke bare det materielle, sten og ting. Det er den menneskelige værdighed, der forsøges ødelagt; det er kulturen som modstandsdygtig, kulturens magt til at give håb, og det er det, der skal forsvares.

Arkæologen Annie Sartre-Fauriat er ekspert i Palmyras kultur. Hun taler om dette sted i Syrien som et af de skønneste i hele Mellemøsten. Det har været beboet siden det andet århundrede f.v.t. og det var meget velbevaret. Man ved en hel del om det økonomiske liv på den tid; man ved, hvem der rejste dertil, der var så mange vidnesbyrd om menneskehedens civilisation på dette sted. Ikke mindst via de berømte begravelsestårne. Nu er de ødelagt.

For nogle år siden, da det stadig var muligt at rejse dertil, så jeg de begravelsesportrætter, der hører til tårnene, i museet i Palmyra. Jeg kan huske, hvor nutidige de virkede. Det var som at møde mennesker som os selv. Det var levende portrætter af unge og gamle, der talte direkte til os.

Nu er mange af begravelsesportrætterne væk. Nogle ødelagt, andre formodentlig i omløb på det illegale kunstmarked. Det marked, Unescos kulturkonvention vedrørende illegal handel med kunstskatte netop er tænkt til at modarbejde.

Der fortælles også om Mali. I Timbuktu var der 333 steder, måske flere, fra de præ-islamiske folk i området. Der var mausoleer, der bragte hele Mali sammen. Folk så deres kulturarv blive ødelagt, og de sagde, at de ikke forstod, hvordan en muslim kunne begå en sådan helligbrøde.

En katolsk præst, Fader Nagib, er undsluppet med en del manuskripter fra Irak, men mange er allerede gået til, brændt. Det er manuskripter fra det gamle Mesopotamien og andre, samlet over mange, mange år. Det er skriftlighedens vugge, der nu er blevet voldens vugge, siger Fader Nagib.

Debatten i selve Kulturkommissionen rummer et punkt, der angår Unescos handlingsplan for beskyttelse af kulturarv i konfliktramte områder. FN’s og Unescos konsensuskultur kræver, at der opnås enighed gennem diskussion og samtale; afstemning undgås helst, og det når da heller ikke dertil i denne omgang.

Den, der stikker en kæp i hjulet, er den syriske repræsentant. Hun ønsker en tilføjelse, som skal være en definition af, hvad terrorisme er, og hun foreslår en formulering, der bruger ordene overlagt destruktion som et resultat af terrorisme. Forslaget bliver fremlagt i et noget aggressivt tonefald, og den syriske repræsentant taler om IS og al-Qaeda som terrorister, der ødelægger kulturarven. Hun taler for støtte til den syriske regering.

Efter nogen debat i forsamlingen siger den franske repræsentant, at der jo er megen kulturarv, der er blevet ødelagt i Mellemøsten, og at noget af det skyldes overlagt intervention, men der er også mange indirekte skader, hvoraf en del skyldes de syriske regeringsstyrkers hærgen. Dette er veldokumenteret. Så hvis overlagt ødelæggelse skal nævnes, skal uoverlagt også. Det franske indlæg får støtte fra flere sider, og det ender med, at formanden afslutter ved at sige, at der synes at være enighed om at lade forslaget fra Syrien falde.

De nordiske lande var værter for et møde, der omhandlede kunstneres frihed til at arbejde og ytre sig. Frihed fra censur, frihed fra frygt og forfølgelse, og frihed i betydningen at have de økonomiske og praktiske muligheder for at udfolde deres kunst.

Et af Unescos vigtige arbejdsområder er beskyttelse af journalister og mediearbejdere, som er truet i deres arbejde. Statsparterne er forpligtede til at rapportere til Unesco om nationale udfordringer i forhold til politikudvikling og andre tiltag, der kan fremme kunstneres vilkår og bidrage til mangfoldigheden af kulturelle udtryksformer. Men ikke alle gør det. Nu presser man på, også for at få kunstneres vilkår med ind i opmærksomhedszonen.

Under det velbesøgte arrangement siger lederen af organisationen Freemuse, Ole Reitov, ophavsmanden til den rapport om kunstneres vilkår, der er den direkte anledning til arrangementet, at Unescos rolle er at bidrage til at forstå hinandens måder at tænke på.

Vi er ikke ytringsfrihedsfundamentalister – det har vi haft nok af. Det vigtige er at blive bedre til at forstå måder at tænke på, der ikke ligner vores egne. Den norske musiker og filmkunstner Deeyah Khan taler tårerne frem i flere af de tilstedeværendes øjne, da hun siger, at kunst er hjertets sprog, et universelt sprog med potentiale til at skabe et rum, hvor vi kan genkende os selv i hinanden. Men også et potentiale til at provokere, til at sætte et spejl op for det samfund, vi lever i, og samtidig være et rum til dialog, et sted, hvor der bygges broer.

Det er, når tiderne er svære, at vi har mest brug for kunsten, siger hun.

Ved det arrangement var det konventionen om kulturel mangfoldighed fra 2005, der var i centrum. En anden nyere konvention omhandler beskyttelse og sikring af den immaterielle kulturarv. Kulturarv, argumenterede man, er andet end bygninger og monumenter og kulturlandskaber.

Kulturarv er ikke bare monumenter, men også den bevægelige arv, den, der udtrykker sig i poesi, sang og musik, håndværkstraditioner, ceremonier, ritualer og andre performative former, eller i kosmologisk viden, færdigheder og kunnen, der knytter sig til et liv med naturen. Konventionen er populær – der er allerede flere hundrede elementer på den repræsentative liste, og det vælter ind med nye forslag hvert år.

Terrorhandlingerne i Paris kunne ikke undgå at minde den, der var til stede i Unesco i dagene før, om, at kulturarven har mange former. Det, der blev angrebet af terroristerne – koncerten i Bataclan, sporten, livet på cafeerne – er også en slags kulturarv.

Kulturarv er kunst og minder i ikke-materiel form. Det er det, flygtninge kan tage med sig i eksil, fordi de har det i deres færdigheder, deres bevidsthed og sind. Det er diasporaens erindring. Det er også demokratiets og retssamfundets hårdt tilkæmpede politiske livsform.

På den måde kan konventionen om den kulturarv, der kan tages med, når folk flytter, frivilligt eller tvungent, få en forstærket betydning i vor tid. Den tilgodeser samfund og kulturer, som har rige traditioner i form af bevægelige, uhåndgribelige fænomener som poesi, performance, håndværk, musik og færdigheder, der kan overføres fra generation til generation.

Når der engang skal genopbygges i Syrien og Irak, hvor så megen materiel kulturarv er ødelagt, bliver folks viden og færdigheder helt nødvendige. De flygtninge fra Syrien, Irak, Afghanistan og Eritrea, der nu kommer til Danmark, har noget af den kulturarv med sig.

Et perspektiv på den side af Unescos arbejde, der samles i konventionen om immateriel kulturarv, kan bringe os vidt omkring, og det kan også give anledning til refleksioner om, hvad der kan identificeres som dansk kulturarv, hvis man fra dansk side skulle beslutte sig for at spille ind i Unesco med et forslag.

Politikens læsere husker måske den undersøgelse, avisen foretog i juli, hvor man efterlyste bud på immateriel kulturarv i Danmark. Spørgsmålet er stadig åbent, og det fortjener en grundig debat, for det vil være velgørende og nyttigt for Unescos arbejde – og for dansk selvforståelse – at få identificeret noget, der har en dynamik og aktualitet, og som udtrykker Danmarks historiske og nutidige interaktion med den øvrige verden.

Hvad kunne vi tage med os, hvis vi måtte flygte? Tanken er foruroligende, men den er ikke urimelig. En barsk, men sund prøve på, hvad der er vigtigt for os som kulturarv ville være, hvad vi kunne tage med: Vores sprog? Vores sange? Hvilke sange? Højskolesangbogens? Salmerne? Hvor mange af os kan nogle udenad? Visse pædagogiske færdigheder måske? En opdragelsestradition med elementer fra kulturradikalismen? Særlige festritualer? Traditioner omkring forhandling? En konsensuskultur?

Lige meget hvad må immateriel kulturarv tænkes som noget, der går på tværs af grænser. Både i den indflydelse udefra, der har frembragt den, og i dens fremtidige bevægelighed. Ville den danske sangskat være blevet det, den er, uden interaktion med verden udenom? Det er vel ikke bare ugræs, der er føget over hegnet?

Betegnende nok figurerer Syrien kun på listen over immateriel kulturarv som et af mange lande i Mellemøsten og Europa, der praktiserer falkejagt. Dette fænomen blev optaget som et element på listen i 2010. Falkejagt – jamen bestemt et interessant fænomen, der siger noget om menneskers forhold til natur og disciplin, og en tradition, der føres videre fra generation til generation, og som går på tværs af landegrænser. Men der er så meget andet.

I disse år burde et af de medlemslande i Unesco, der mener, de har råd, sponsorere en undersøgelse af den kulturarv, flygtninge har med sig. Det ville være et strålende integrationsfremmende tiltag. Lige før krigen begyndte mange syriske unge at lave dokumentarfilm. Nogle af disse unge bor nu i Beirut eller Paris, og de laver stadig film. Andre kan sikkert noget håndværk fra en tradition, der er umådelig rig, hvilket alle vi, der var turister i Damaskus før krigen og købte smukke stoffer, smykker og lamper, kan bevidne.

De store konventioner til beskyttelse af den materielle, stedsbundne kulturarv må uomtvisteligt styrkes. Det er dem, der kan bruges til intervention i konfliktsituationer og før, når stater synes at vakle, og det er dem, der tages i brug over for forbrydere, der sætter den mobile del af denne arv – som begravelsesreliefferne – i omløb på illegale kunstmarkeder. Men konventionen om den immaterielle kulturarv er vigtig på en anden måde. Den rejser nogle perspektiver, der peger lige så meget fremad som bagud i historien, og som peger lige ind i nutiden.