Længe leve patriotismen

Kronik af Henrik Dahl (MF) og professor Peter Nedergaard (Institut for Statskunskab) i Berlingske Debat den 13. november 2015.

Efter vores opfattelse er den moderne afvisning af patriotismen i den talende klasse meget uheldig. Vi mener, at man i stedet burde gribe chancen for at få gjort en god og moderne dansk patriotisme – undskyld udtrykket – stueren.

Indtil engang midt i 1980erne var patriotisme et af de mest uproblematiske og karakteristiske træk ved dansk kulturpolitik. Det gjaldt i øvrigt også i det, man med et gammelt, sociologisk udtryk kalder »den kollektive bevidsthed«.

Begrundelsen for at indføre TV 2 (det skete i 1986) var for eksempel at beskytte Danmark imod overdreven, udenlandsk kulturpåvirkning. Nu kan man indvende, at loven om TV 2 blev vedtaget med et smalt, borgerligt flertal. Den daværende generaldirektør for Danmarks Radio, Hans Jørgen Jensen (som ifølge vedholdende og aldrig dementerede rygter var socialdemokrat) havde det imidlertid på samme måde.

Som en af sine første embedshandlinger, da han trådte til i 1985, udgav han internt i sin organisation et såkaldt »identitetspapir«, hvori det blev slået fast, at Danmarks Radios overordnede formål var at: »fungere som kultursamlende faktor, en brobygger mellem generationerne hen over de sociale, geografiske og kulturelle skel i befolkningen, i forsøget på at fastholde og udvikle, hvad det måtte være at være dansk«.

Hvad man kan se af disse eksempler, er, at vi kun skal 30 år tilbage i danmarkshistorien, før dette at beskytte den danske kultur imod udenlandsk (hvad der dengang betød: angelsaksisk) påvirkning og at værne om en fællesdansk identitet, var noget væsentligt – og samtidig: noget særdeles konsensuspræget.

Hvis man i vore dage udleverede den brave generaldirektørs formulering som »blindsmagning« til samfundsinteresserede mennesker, ville de med en høj grad af sandsynlighed tilskrive den Dansk Folkeparti.

Den ville med andre ord blive forstået som en tekst, der hørte hjemme i en bestemt og afgrænset del af det politiske spektrum. Som en tekst, der skulle sætte skel og være en politisk markering. Det ville ikke blive betragtet som en tekst, der (hvad hensigten oprindelig var) skulle skabe samling og konsensus og forståelse for DRs virke og herunder ikke mindst licensen.

Derfor er det nødvendigt at undersøge, hvad der er sket med patriotismen inden for de seneste 30 år – og at prøve at vurdere, om ændringerne i dens status er til det bedre eller til det værre.

Der kan være forskellige grunde til, at opinionsdannere i dag fravælger den patriotiske sprogbrug og patriotiske argumenter.
Nogle synes givetvis, at det lyder 1950er-agtigt og som tale fra før globaliseringens tid. I det tankesæt svarer patriotisme i det 21. århundrede nærmest til, at man stadig tror, at dansk landbrug er hovederhvervet.
Andre søger antageligvis at undgå at få skudt i skoene, at de skulle være nationalistiske og imod fremmede og mener muligvis, at den patriotiske sprogdragt ekskluderer mennesker udefra, selv om det måske nok dybest set opsætter klarere kriterier for integration. I hvert fald ifølge den dominerende amerikanske holdning.

Resultatet bliver, at i »den talende klasse« er det fortrinsvis politikere fra Dansk Folkeparti, som artikulerer sig bevidst patriotisk.

Men hvordan ser verden uden for »den talende klasse« ud? Ja, her trives patriotismen efter alt at dømme lige så stærkt, som den hele tiden har gjort. Ellers ville den et hundrede og syttende genudsendelse af Matador jo blive mødt med reaktioner, der rakte fra højlydt protest til stiltiende afvisning – hvad den i højeste grad ikke gør.

Da befolkningen imidlertid sjældent hører opinionsdannere udtale sig om, hvad de mener hører god moderne patriotisme til, kan den folkelige patriotisme undertiden synes overdrevet selvhævdende og brutal. Engang imellem dukker denne uslebne patriotisme så frem i medierne, og mange i den politiske klasse gruer. Det skræmmer efterfølgende – som i en ond spiral – opinionsdannere over en bred kam fra at komme med udsagn, der kunne opfattes som tilhørende denne boldgade.

Efter vores opfattelse er den moderne afvisning af patriotismen i den talende klasse meget uheldig. Vi mener, at man i stedet burde gribe chancen for at få gjort en god og moderne dansk patriotisme – undskyld udtrykket – stueren. Hermed kunne man sætte nogle gennemtænkte pejlemærker for, hvad det vil sige at være dansk fædrelandskærlig i det 21. århundrede – på samme måde som politiske ledere som for eksempel Thorvald Stauning, Erik Eriksen og H.C. Hansen aldrig holdt sig tilbage fra patriotiske ytringer ud fra behovene i deres tid.

Vi mener først og fremmest, at en moderne italesættelse af patriotismen skal til, fordi det afspejler en folkelig-demokratisk realitet. Herudover ville noget sådant imidlertid også have den gode positive bivirkning, at det kunne bidrage til at øge sammenholdet i Danmark og dermed tillige muligheden for integration.

I et interview i Arbejdernes Almanak fra 1939 blev Stauning i den forbindelse spurgt om, hvorvidt han følte sig som patriot, og han svarede: »Hvis De ved patriot forstår en mand, der elsker sit land og vil arbejde for det efter evne, så vedkender jeg mig at være det. Jeg har altid følt kærlighed til mit fædreland […]. Vi svor, at vi ville erobre plads i dette land, at vi ville omforme det således, at vi kunne føle, at det var vort land og vort hjem. Det er nu sket, og jeg har givet mit bidrag. Det fædreland, vi har, er folkets, og den danske arbejder er patriot.«

Stauning turde med andre ord tale om fædreland og patriotisme på en næsten kennedysk facon. Han turde vedkende sig en socialdemokratisk farvet patriotisme, som havde bidraget til at bære landet gennem 1930ernes krise. Det havde skabt det nødvendige sammenhold og holdt ikke-demokratiet stangen.

En moderne patriotisme vil ligeledes indebære, at opinionsdannerne åbent turde tilkendegive en særlig kærlighed til det land, som er deres. Det kan ske ud fra den tankegang, at man sagtens kan bryde sig vældig godt om andre landes befolkninger, selv om man særligt elsker sit eget land og dets befolkning. Man bliver ikke mindre verdensborger af, at man er meget glad for sit eget fædreland. Tværtimod ville det kunne give den folkelige patriotisme nogle ideer at spejle sig i stedet for som nu at svømme ganske hvileløs rundt.

Tidligere var også mange forretningsfolk helt åbne om deres patriotisme, når de lod trykke valgsprog om »laboremus pro patria« (lad os arbejde for fædrelandet), overdrog hele virksomheder til fonde med det eneste formål at forske til gavn for Danmark eller iværksatte store uegennyttige uddannelsesinitiativer til gavn for ungdommen. Det har været en umådelig stor fordel for det danske samfunds udvikling, at så mange erhvervsfolk i den grad var indstillet på landets ve og vel på længere sigt. Det skabte i høj grad den grundlæggende samhørighed og det sammenhold, som velfærdsstatens ofte kolde mekanik endnu ikke har formået helt at ødelægge.

Interessant nok var de tidligere mere patriotiske tider også kendetegnet ved, at Danmark havde et lavere skattetryk end de fleste andre lande, mens det i dag uden patriotisme er lige omvendt. Er der måske en sammenhæng?

Det interessante er i den forbindelse, at det netop er de virksomheder, hvis ledere engang var meget patriotiske, som siden viste sig at være ganske internationalt mest fremgangsrige. Ligesom John F. Kennedy demonstrerede, at patriotisme og internationalt engagement synes at hænge sammen (ja, måske endda ligefrem være hinandens forudsætninger), således er det tilsyneladende også de virksomheder, der er født med et stærkt patriotisk rodnet, som senere viser sig at være dem, der kunne klare de internationale markeder.

Det er måske dybest set med virksomheder, som man siger, at det er med kunst: »Al national kunst er dårlig kunst. Men al god kunst er national«. Det er, fordi man ikke er bange for at vedkende sig sine rødder, at man virkelig har noget at vise verden.

Brygger Jacobsen, Tietgen, A.P. Møller og alle de andre patrioter i erhvervslivet befandt sig imidlertid ikke i et åndeligt vakuum. De havde også deres patriotisme fra opinionsdannere.

Hvis vi alle turde lade den indre (moderne) patriot træde ud af skabet, ville det være et godt bidrag til at få løst nogle presserende problemer.