18. maj 2015

Løkke og Thorning - en SWOT-analyse

Af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab

Politisk analyse bragt i Berlingske den 18. maj 2015

Peter NedergaardTager vi oppositionslederen først, er Lars Løkke Rasmussens styrke det ubestridelige politiske talent, som han besidder. Han er sin generations bedste danske politiker forstået på baggrund af evnen til at se de politiske muligheder i det parlamentariske spil og til at få nye ideer til at vende tingene og argumentere til fordel for sin sag. De reformer, som trods alt bragte Danmark nogenlunde gennem krisen, er i hovedsagen hans værk.

Røde er kortsigtede - blå langsigtede?

Løkkes svaghed er først og fremmest, at han – med et begreb fra Aristoteles – ikke har nogen stor kapital indsat på statsmands-etos-kontoen. Alle kender årsagerne hertil. De fleste potentielle vælgere finder det ubegribeligt, at han ikke har tænkt mere langsigtet i de situationer.

Mulighederne for Løkke er større, jo mere han får lejlighed til at præstere politisk substans over for vælgerne og kommer i infight med Thorning. Så har han gode vinderchancer.

Truslen er selvfølgelig, at der stadig er fokus på hans personlige, problematiske forhold både før og nu. Allerværst er det, hvis en ny sag i denne boldgade dukker op.

Helle Thorning-Schmidts styrke er ubetvivleligt, at hun tilsyneladende kan stå oprejst uanset hvad. Små og store politiske problemer preller af på hende som på teflon. Uanset om det er dagpengespørgsmålet, løftebrud eller ministre konstant i svingdøren, ser hun tilsyneladende altid optimistisk angående, at tingene bliver bedre lige rundt om hjørnet. Det er en stor styrke at have en så stærk selvindbildningskraft, for den har det med at blive en selvopfyldende profeti.

Thornings største svaghed er den – udefra set – manglende sikkerhed angående håndteringen af det politiske håndværk, når det drejer sig om evnen til at tegne konturerne af et reelt politisk lederskab, fremkomme med en troværdig politisk vision og indehave kreativitet i politiske forhandlinger.

Hendes mulighed er, at folk efterhånden er så trætte af at høre om løftebrud, at der danner sig en vis kynisk holdning om, »at det begår de nok alle i politik«, og at journalister og medierne glemmer den politiske substans i valgkampen således, at det ender i en debat om stil og form og ikke om indhold. Hele oprustningen på kommentatorsiden i medierne lægger op hertil.

Truslen for Thorning er, at hun i duellerne med Løkke (lidt lige som i duellerne med Anders Fogh Rasmussen i 2007) kommer til kort, når det drejer sig om en politisk substans, som hun ikke har været forberedt på, og hvor spørgsmålene opstår undervejs. I den situation vil hendes manglende politiske improvisationsevne muligvis åbenbares.

Hvis man skal tro SWOT-analysen, er intet afgjort mellem Løkke og Thorning. Det er stadig i høj grad omstændighederne i de kommende måneder, som afgør, om det er den enes eller den andens styrker og muligheder, som vinder frem.