Macron åbner ny dansk vej til Europa

Kronik af videnskabelig assistent Laura Hollænder Schousboe og videnskabelig assistent Niels Byrjalsen (begge fra Center for Militære Studier) i Jyllandsposten den 2. januar 2018.

Det er nye tider i europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik. Små grønne mænd på Krim, skudsalver i Paris og livløse kroppe i Middelhavet har sat sine spor. EU forstærker forsvarssamarbejdet, og Danmark står som bekendt udenfor.

Det går imidlertid helt under radaren i den hjemlige debat, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, samtidig har sat en visionær kurs for et mere fleksibelt europæisk samarbejde, der ikke begrænses af det træge EU-system. Det gælder også i forsvars- og sikkerhedspolitikken. Macrons plan for et European Intervention Initiative (EII) er omdrejningspunktet. Initiativet skal muliggøre, at europæiske lande med evne og vilje kan gå sammen om at løse praktiske militære opgaver, når de opstår. Dette ”franske alternativ” giver Danmark en uventet mulighed for at deltage i europæisk forsvarssamarbejde på trods af det danske forbehold. Spørgsmålet er, om vi vil.

Det er en særlig dansk disciplin at sætte sig selv på bænken. Vi havde fodnotepolitikken over for vores allierede i Nato under Den Kolde Krig. Vi har haft EU-forbeholdene siden folkeafstemningen i 1993. Og nu overvejer flere partier at hive i håndbremsen på internationale konventioner.

Mens unionen tager tilløb til en mere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, er den franske præsident imidlertid ved at ændre spillereglerne.

Det er fornuftigt med en sund skepsis over for institutioners automatsvar på alle udfordringer: flere institutioner. Problemet er bare, at Danmarks sikkerhedspolitiske interesser er snævert forbundne med europæisk samarbejde. Denne forbindelse bliver kun stærkere, i takt med at ustabiliteten i vores naboregioner vokser, briterne fortaber sig i brexit-kvababbelser, og amerikanerne holder pause fra den liberale verdensorden.

Den alvorlige situation har da også sat sit præg på den danske debat. Mellemøsten og Nordafrika har de seneste år stået højt på dagsordenen i erkendelse af, at flere af de vigtigste sikkerhedspolitiske udfordringer – terrorisme, transnational kriminalitet og ukontrolleret migration – hænger uløseligt sammen med en vedvarende ustabilitet i landene syd for Europas grænser. Dette har bl.a. udmøntet sig i en styrket dansk indsats i Sahel-regionen. Men samtidig erkender man fra dansk side, at nationale tiltag er utilstrækkelige, hvis vi skal håndtere et så vidtrækkende problem som udfordringerne fra syd. Det er man også klar over i EU. Unionen rykker tættere sammen på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, hvor samarbejde traditionelt har været vanskeligt. EU publicerede i 2016 sin første globale strategi. Senest har man taget de første skridt i etableringen af et permanent struktureret forsvarssamarbejde (Pesco), en EU-forsvarsfond (EDF) samt en årlig gennemgang af medlemslandenes forsvarskapaciteter (Card), som skal synkronisere landenes forsvarsplanlægning. Disse tiltag vidner om et EU i bevægelse.

Fra officielt dansk hold støttes udviklingen. Men forsvarsforbeholdet betyder, at vi kun kan deltage i begrænset omfang. Det gælder dels i forhold til den generelle sikkerhedspolitiske kurs, dels i relation til konkrete EU-missioner, hvor Danmark alene kan bidrage til den civile del. Dermed er vi f.eks. udelukket fra EU’s træningsmission i Mali, Operation Sophia mod menneskesmugling i Middelhavet og andre initiativer, som har til hensigt at dæmme op for de komplekse udfordringer fra syd.

Mens unionen tager tilløb til en mere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, er den franske præsident imidlertid ved at ændre spillereglerne. Som en del af en bredere strategi for Europa har Macron lanceret en ny, parallel vej, som ikke går igennem Bruxelles. Her er Europa ikke lig med institutionen EU, men derimod med de europæiske lande, som kan og vil bakke intentioner op med ressourcer og politisk handlekraft.

Et dynamisk og udadvendt Europa står centralt i Macrons udenrigspolitiske vision. De globale udfordringer kræver omgående svar – og at vi finder dem i fællesskab. Her leder Macron ved eksempel. Han har på rekordtid taget teten på den internationale scene, både hvad angår klimaforandringer, kampen mod terrorisme og et fornyet engagement i Mellemøsten og Afrika. Set fra den franske hovedstad er det Europa, vi kender i dag, for svagt, for langsomt og for ineffektivt til at kunne følge trop. Heri ligger også en kritik af EU som institution og eneste løsningsramme. Denne kritik står så meget desto stærkere, idet den kommer fra en inkarneret EU-tilhænger. Det nyeste franske strategipapir udtrykker et mål om at udvikle »optimale kombinationer af forskellige formater for europæisk samarbejde«, hvilket indebærer alternativer ved siden af EU og Nato. Centralt blandt disse alternativer står det føromtalte European Intervention Initiative (EII) – en fleksibel europæisk interventionsstyrke med fælles budget og doktrin.

Rationalet bag EII ligger i forlængelse af en række nyere forsvarspolitiske tiltag, herunder det tyske Framework Nations Concept (FNC), det britiske Joint Expeditionary Force (JEF) – hvor Danmark deltager – og det fransk-britiske Combined Joint Expeditionary Force (CJEF). Alle tiltagene har det til fælles, at de søger at give Europas udenrigs- og sikkerhedspolitik mere pondus ved at gøre op med institutionelt fodslæb og ineffektivitet. Hvis det ”franske alternativ” får lov at flyve, udgør det sammen med disse andre initiativer et helt nyt spor på vejen mod europæisk sikkerhed.

For Danmark udgør Macrons alternative vej en uventet mulighed. Det skal især ses i lyset af, at intet tyder på et nært forestående opgør med forsvarsforbeholdet. Små lande som Danmark får indflydelse ved at vælge deres kampe med omhu og deres partnere med eftertanke. Hvis man mener, at Danmark fortsat skal forfølge en aktivistisk udenrigspolitik – herunder i Mellemøsten og Afrika – er der derfor god grund til at diskutere, hvorvidt man aktivt bør støtte udviklingen af europæiske alternativer som Macrons EII. Særligt to overordnede strategiske hensyn skal afklares.

For det første skal forholdet til USA og Nato balanceres. Europæisk sikkerhed hviler grundlæggende på den amerikanske sikkerhedsgaranti. Det er derfor centralt, at muligheden for at være med, når der endelig er nogen, som har politisk mod til at sige, at europæerne kan gøre mere, afvejes over for nødvendigheden af at fastholde amerikanernes interesse og tilstedeværelse i Europa. Franskmændene er opmærksomme på, at deres ambition om mere sikkerhedspolitisk selvstændighed – eller ”strategisk autonomi”, som det kaldes – ikke må afskære USA som strategisk partner. Som i ethvert forhold kan et ønske om mere selvstændighed dog hurtigt forvandles til skilsmissesnak, hvis det ikke gøres med finesse. Spørg bare David Cameron. Uanset hvordan renovationen af det europæiske hus falder ud, må Danmark arbejde for, at USA ikke pakker sin kuffert og går sin vej.

For det andet rejser en eventuel dansk tilslutning til Macrons projekt spørgsmålet om, hvorvidt man derved bidrager til at underminere fællesskabet i EU. Fleksible løsninger, der i konkrete situationer kan vælges til og fra ud fra nationale interesser, har potentialet til at øge både villigheden, dybden og effektiviteten af samarbejdet. Men med europæiske initiativer uden om EU risikerer man netop at undergrave den form for bindende samarbejde, som man har arbejdet henimod de seneste 60 år. Det er derfor afgørende, at Danmark afklarer, hvad man egentlig vil have ud af europæisk forsvarssamarbejde. Skal det understøtte dansk aktivisme, fastholde EU som det centrale forum eller muliggøre tættere relationer til Tyskland, Frankrig og Storbritannien? Og vigtigst: Hvordan prioriterer vi disse hensyn, hvis de ikke kan tilgodeses samtidig?

Europas udfordringer – ikke mindst i vores sydlige naboregioner – kræver en fælleseuropæisk indsats, og Danmark har en utvetydig interesse i at bidrage. Danske beslutningstagere begrænses dog i deres valgmuligheder, når civile og militære bidrag skal struktureres. Macron tilbyder nu en alternativ vej, som både kan forenes med forsvarsforbeholdet og med Danmarks Nato-medlemskab. Det er en oplagt mulighed for at genoplive den stagnerede danske debat om vores rolle i europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik. I Macrons Europa kan Danmark nå med, nu hvor det europæiske fællesskab rykker. Hvis vi altså vil.