Mens vi venter på kvotesystemet – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presse > Kronikker - debat - kommentarer > Mens vi venter på kvot...

15. oktober 2016

Mens vi venter på kvotesystemet

Kronik af Peter Birch Sørensen, fmd. f. Klimarådet og professor i økonomi i Jyllandsposten den 15. oktober 2016.

Peter Birch Sørensen
I et berømt skuespil af Samuel Beckett venter de to landstrygere Vladimir og Estragon
 utrætteligt på at mødes med en fyr ved navn Godot. Mens kedsomheden udfolder sig mellem de to kammerater i stykkets to akter, overvejer de fordelene ved at mødes med Godot, og hvad de skal gøre, hvis han nu ikke dukker op, men de når ikke frem til en endegyldig konklusion.

Selv om de undervejs får besked om, at Godot snart kommer, slutter begge akter, uden at han viser sig.

Den formålsløse venten, som Beckett beskriver, kan vi let havne i, hvis vi følger rådet fra dem, der vil vente på, at EU’s CO2-kvotesystem bliver i stand til at drive den grønne omstilling af energisektoren frem for at støtte vedvarende energi herhjemme. Argumentet er, at den danske støtte til vedvarende energi ikke gavner klimaet, da faldet i CO2-udledninger fra dansk grund blot fører til, at danske energivirksomheder kan sælge flere CO2-kvoter (rettigheder til at udlede CO2) til virksomheder i andre EU-lande, som så kan øge deres udledninger tilsvarende.

"I det lange løb vil opstilling af flere vindmøller og solceller i Danmark altså ikke medføre øget CO2-udledning i andre EU-lande, da de andre lande ligesom os skal være fossilfri.

Professor Peter Birch Sørensen

Men argumentet holder ikke. For det første skal også de andre EU-lande udfase de fossile brændsler, og derfor stiger udledningerne ikke på langt sigt. For det andet kan den grønne omstilling blive dyrere end nødvendigt, hvis vi alene satser på kvotesystemet. Lad mig uddybe disse pointer.

USA og Kina godkendte for nylig den aftale, som verdens lande indgik på klimatopmødet i Paris sidste år. At de to mest centrale aktører i klimaforhandlingerne nu påtager sig omfattende internationale forpligtigelser, er den foreløbige kulmination på en lang række signaler om, at det internationale samfund er klar til at handle for at imødegå klimaproblemet. Parisaftalen fastslår, at den globale opvarmning skal holdes under to grader for at undgå farlige klimaforandringer. Ifølge FN’s internationale klimapanel skal verdens udledninger af CO2 reduceres til nul imellem 2055 og 2070, hvis vi skal have en chance for at opfylde togradersmålet. Derefter må der kun udledes CO2 i det omfang, der samtidig optages tilsvarende CO2 ved fx skovrejsning.

Da mulighederne for nye skove er begrænsede i en tætbefolket region som Europa, og da de rige lande på grund af deres velstand og historiske ansvar for klimaproblemet forventes at reducere deres udledninger hurtigere end de fattige lande, betyder det, at Europa skal gøre sig uafhængig af fossile brændsler omkring midten af dette århundrede for at leve op til de internationale forpligtelser. I det lange løb vil opstilling af flere vindmøller og solceller i Danmark altså ikke medføre øget CO2-udledning i andre EU-lande, da de andre lande ligesom os skal være fossilfri.

Men kvotesystemet er tænkt som et vigtigt middel til at blive fossilfri gennem en gradvis reduktion af CO2-kvoter, og når der ikke er flere kvoter, vil den danske energisektor vel automatisk blive tvunget til at udfase de fossile brændsler, uden at vi behøver at støtte den vedvarende energi?

Svaret på dette spørgsmål er desværre, at vi ikke kan være sikre på, at kvotesystemet vil nå at gennemtvinge en omstilling af energisystemet, før det er for sent. EU har ganske vist et mål om, at medlemslandene i 2050 skal have reduceret deres samlede udslip af drivhusgasser med 80-95 pct. sammenlignet med udslippet i 1990. Men i øjeblikket ligger kvotesystemet underdrejet, da der er alt for mange kvoter på markedet i forhold til den faktiske udledning af CO2. Kvoteoverskuddet er ca. 1.700 mio. ton CO2, hvilket svarer til lidt over ét års udledning fra kvotesektoren i EU. Derfor er prisen på kvoter så lav, at grønne energikilder ikke er konkurrencedygtige på markedsvilkår.

De fleste EU-lande har derfor valgt at opretholde støtten til vedvarende energi for at hindre, at den grønne omstilling går i stå. Det bedste ville være, hvis man blev enig om en opstramning af kvotesystemet ved at sætte en høj pris på udledningen af CO2, der ville gøre de vedvarende energikilder konkurrencedygtige, men da det ikke har været muligt, har politikerne foretrukket at fremme den grønne omstilling via tilskud.

Hvad er så fremtidsudsigterne for kvotesystemet? Man kan forestille sig flere scenarier. Det mest optimistiske er, at der gennemføres en reform af kvotesystemet, som fjerner kvoteoverskuddet og regulerer kvoteudbuddet, så kvoteprisen kommer op på et væsentligt højere og mere stabilt niveau end hidtil. Dermed ville vedvarende energi blive konkurrencedygtig, og støtten kunne afvikles.

Vi kan også havne i den uheldige situation, at politikerne ikke tør bruge en høj CO2-pris til at opfylde 2050-målet, og i stedet satser på at opfylde målet gennem fortsat omfattende støtte til vedvarende energi. Kvotesystemet bliver da virkningsløst som følge af et permanent overskud af kvoter. I så fald vil der være behov for støtte til vedvarende energi i Danmark i lang tid endnu for at holde den grønne omstilling i gang.

En mere sandsynlig udvikling er nok, at kvoteoverskuddet og en lav kvotepris fortsætter et stykke tid, indtil man på et tidspunkt fjerner kvoter, så kvoteprisen går op i takt med, at vi nærmer os 2050. Hvis Danmark vælger at afskaffe støtten til vedvarende energi, vil den grønne omstilling i kvotesektoren gå i stå i en årrække. Vi vil så skulle gennemføre en forceret omstilling i de sidste år frem mod 2050, hvilket meget vel kan fordyre den samlede omstilling.

Hvis vi holder en pause med udbygningen nu, vil det betyde, at der skal opstilles endnu flere vindmøller om året, jo tættere vi kommer på 2050. Hvis al el her i landet i 2050 skal produceres med vedvarende energi, skal udbygningstakten med vindmøller og solceller mv. nemlig øges markant. Der skal udbygges med ca. 700 MW grøn elkapacitet om året frem til 2050, hvilket er mere end dobbelt så meget, som vi årligt udbygger med i perioden 2012-22 – inklusive de aftalte tiltag i energiaftalen fra 2012. Det viste Klimarådet i sin rapport fra 2015 med beregninger baseret på Energistyrelsens såkaldte vindscenarie. At opføre så meget kapacitet på relativt få år og samtidig indpasse en stor mængde fluktuerende el fra vindmøller i energisystemet på én gang kan vise sig at blive en uoverkommelig opgave.

Hvis vi derimod opretholder en vis støtte til vedvarende energi, indtil kvoteprisen forhåbentlig kommer højt nok op til at overflødiggøre støtten, kan vi holde et mere jævnt tempo i omstillingen, der gør det lettere og billigere at tilpasse samfundet til et energisystem baseret på vedvarende energi. Det vil også styrke den politiske troværdighed af det langsigtede klimamål, hvis vi ikke skubber en stor del af opgaven foran os. Troværdigheden er væsentlig for de investorer, der skal bidrage til at finansiere den grønne omstilling, og på langt sigt vil den danske støtte til vedvarende energi som nævnt gavne klimaet, selv om den i en mellemfase måtte føre til øgede CO2-udledninger andetsteds, hvis kvotesystemets kvoteloft bliver bindende.

Vi kan altså ikke i øjeblikket overlade det til kvotesystemet alene at drive den nødvendige omstilling af energisektoren. Forhåbentlig vil kvotesystemet på et tidspunkt fungere efter hensigten, men hvornår det sker, ved ingen. Vi kan godt vælge at vente på et effektivt kvotesystem, men der er risiko for, at tæppet går ned, før Godot nogensinde dukker op. Det er en stor opgave at omstille elproduktionen til 100 pct. vedvarende energi frem mod 2050, og den kan blive uoverkommelig, hvis vi går til pause nu, da 1. akt lige er gået i gang.