Mikkel Vedby anmelder Kristian Jensen-bog – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Mikkel Vedby anmelder ...

25. november 2016

Mikkel Vedby anmelder Kristian Jensen-bog

Boganmeldelse af institutleder og professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 25. november 2016.

Der er få ting en minister kan gøre, der skræmmer hans embedsmænd mere end at skrive en bog.

”Mine embedsmænd har en gang imellem undret sig og sagt i spøg, at det er dødsensfarligt at lade en minister side og skrible ting ned,” bemærker Kristian Jensen i en blanding af trods og hengivenhed.

Man undrer sig med hans embedsmænd over, hvordan han har fundet den fornødne tid og den nødvendige mentale fred til at skrive en bog – uden en krediteret ghostwriter – i hvad der formentlig er statens tredje travleste job.

Sjælden genre

Siden de færreste ministre skriver bøger om deres ansvarsområde, mens de er i embedet, er det en genre, som hverken læseren eller anmelderen kan have faste forventninger til.

Det bliver en blanding af politiske erindringer og de bøger, amerikanske præsidentkandidater skrev, før valg blev vundet 140 tegn ad gangen, som både skal sælge mennesket og politikken.

På Venstres nyligt afholdte landsmøde blev udenrigsministerens bog læst som et eksempel på den sidste kategori. I Venstre har man uden tvivl hæftet sig ved, at Kristian Jensen lover, at han ikke vil ”glemme” dansk politik.

Fædrelandsloyalitet

”Der har også været tidspunkter, hvor jeg hellere ville være i Danmark end på rejse”, skriver ministeren. Men i virkeligheden må man forstå, at det at være udenrigsminister har gjort Kristian Jensen endnu mere opmærksom på, hvor hans loyalitet ligger.

Han beskriver således, hvordan den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, fortalte Jensen om Reagans udenrigsminister, George Schultz, der bad nyudnævnte ambassadører udpege deres land på en globus.

"I stedet for at skrive endnu en håndakt, burde embedsmændene selv læse Kristian Jensens bog, som sætter langt mere retning og vision for udenrigsministeriets arbejde end diverse kommissioner og rapporter har gjort det.

Mikkel Vedby Rasmussen

De uheldige ambassadører, der pegede på, hvor de skulle rejse hen og ikke, hvor de kom fra, fik et foredrag om, hvor deres loyalitet lå. Det er Kristian Jensen ikke i tvivl om. Faktisk insisterer han på, at ”udenrigspolitik er indenrigspolitik og omvendt.”

Bogen kan i sagens natur ikke beskrive forhandlingsforløb eller komme med de indiskrete historier, som gør politiske erindringer til interessant læsning. I stedet er den en refleksion over, hvad der er ideen bag forhandlingsforløb eller konkrete møder med konkrete kollegaer.

Udenrigsministeren fortæller ikke alene om, hvordan udenrigs- og indenrigspolitikken bliver hinandens forudsætninger i en globaliseret verden, han reflekterer også over, hvem der er vores fjender, hvem der er vores venner, og hvad der samler danskerne – for så endeligt at kigge på fremtidens udfordringer.

Opgør med Hækkerups udenrigspolitik

Med den disposition udfordrer han Per Hækkerups klassiske opdeling af dansk udenrigspolitik i Verden, Europa og Danmark.

Hækkerup så udenrigspolitikken som en række emner, som skulle løses i forskellige hovedstæder. Sikkerheden varetaget på en rejse til Washington, økonomien på en rejse til Bruxelles og værdierne kunne så diskuteres hjemme i København.

Denne struktur er der ikke på den udenrigspolitik, som Kristian Jensen fører.

Trods usikkerhed: Ingen pessimisme

Udenrigsministeren opererer i et miljø af ”grundlæggende politisk usikkerhed.” Ikke mindst efter Brexit er Danmarks relationer ikke fast defineret, og Jensen taler således om forskellige ankre, som kan gøre, at skibet Danmark ikke kæntrer i stormen. Et politisk anker i EU og et sikkerhedsmæssigt anker i USA.

Men Kristian Jensen lader ikke pessimismen gå sig på. ”Det er tunge, svære og udfordrende dagsordner. Og jeg kan ikke fortænke nogen i at forfalde til pessimisme,” skriver udenrigsministeren, ”men vi skal ikke glemme, at verden også mange steder er blevet et bedre sted. Der er mange lyspunkter og sket mange fremskridt.”

Bogen er først og fremmest et passioneret forsvar, for fremtiden ligger foran os. Her er Jensen tættere på Venstres forrige formand end den nuværende i sin tro på Vesten, dets værdier og dets evne til at forme klodens fremtid.

Hvor Donald Trump gik til valg på at tale USA og Vesten ned, så taler Jensen Vesten op. Som hos Anders Fogh Rasmussen, er Jensens udenrigspolitiske retorik mere amerikansk, end den er dansk eller europæisk.

For ham er udenrigspolitik ikke et spørgsmål om, hvad et lille land kan opnå i en stor verden, men hvilke store ideer, som giver selv et lille lands udenrigspolitik sin egen storhed.

Mere idealisme end realisme

Dermed giver Jensen et politisk svar på den ekspert- og embedsmandsdiskussion, som fandt sted i forbindelse med Taksøe-udredningen, og i hvert fald i ambassadør Taksøe-Jensens rapport, der endte med en opfordring til at føre en mere interessebaseret udenrigspolitik.

En sådan ”realistisk” udenrigspolitik er ikke for Jensen. Udenrigsministeren betegner sig selv som ”realist med idealismen i behold,” og den slags politikere er ikke realister. For realisme er en tro på, at verden ikke bliver bedre, og det bedste, en udenrigsminister kan gøre, er at bygge dæmninger inden syndfloden kommer.

Jensen derimod tror på politik som fødselshjælperen for en bedre verden.

Det betyder imidlertid ikke, at Jensen er en ”korsfarer” på linje med Anders Fogh Rasmussen eller George W. Bush. Han vil ikke nødvendigvis sprede demokratiet og intervenere militært på demokraternes side, han vil – med Woodrow Wilsons ord – gøre verden sikker for demokratiet.

Wilsons idealisme bliver ofte misforstået som en naiv tro på en bedre verden. Men Wilson var alt andet end naiv. Når Jensen overtager hans idé om at gøre verden sikker for demokrati, så er udgangspunktet netop, at demokratiet er truet og må forsvares mod fjender, som ikke kan gøres til demokrater, og som derfor ikke kan overbevises med argumenter.

Sjældent har en dansk udenrigspolitisk vision været så funderet i en overbevisning om, at sikkerhedspolitikken var udenrigspolitikkens kerne. Også på det punkt adskiller Jensens skrift sig grundlæggende fra Hækkerups.

Måske burde embedsmænd ikke være så nervøse for, at deres ministre skriver bøger. Måske er tiden brugt bedre på at sætte sine egne refleksioner på papir end at pløje sig igennem endeløse håndakter.

I stedet for at skrive endnu en håndakt, burde embedsmændene selv læse Kristian Jensens bog, som sætter langt mere retning og vision for udenrigsministeriets arbejde, end diverse kommissioner og rapporter har gjort det.

Vision løsrevet fra den førte politik

Imidlertid er det så udpræget en politisk vision, som til tider kan virke løsrevet fra den faktisk førte politik.

Hvordan passer fokusset på forsvaret af demokratiet i en demokratifjendtlig verden med, at Danmark er den eneste nation omkring Østersøen, der ikke har hævet sit forsvarsbudget?

Hvordan passer vigtigheden af diplomati med de nedskæringer, som udenrigsministeriet har været igennem?

De spørgsmål må udenrigsministeren svare på til hverdag.