12. september 2016

Mytedræber. Der er solidaritet i helvede

Analyse af Phd-studerende Kristoffer Albris. Bragt i Politiken den 11. september 2016.

Naturkatastrofer fremkalder altid billeder af panikslagne mennesker. Fra nyhederne og fra Hollywood konfronteres vi igen og igen med den ultimative menneskelige fortvivlelse, når jordskælvet, flodbølgen eller orkanen rammer. Det er netop, når mennesket står ansigt til ansigt med sin magtesløshed over for naturens kræfter, at dets sande væsen afsløres: Når apokalypsen er forestående, er mennesket fanget i en alles kamp mod alle, i en kold darwinistisk verden med jungleloven som forfatning. Orkanen Katrina, der ødelagde New Orleans i 2005, er et slående eksempel på dette billede. Ifølge medierne var der kaos overalt. Opportunistiske afroamerikanske mænd plyndrede butikker, og militæret måtte holde panikslagne orkanofre tilbage i evakueringscentre med maskingeværer. Det var, som om helvede på jord havde frembragt den mest djævelske og følelseskolde side af mennesket.

DER ER BLOT ét problem ved denne fortælling. Den er langt hen ad vejen forkert. Årtiers systematiske forskning i menneskelige reaktioner under katastrofer har nemlig påpeget det stik modsatte. Mennesker reagerer som oftest ikke ved panisk at sørge for egen overlevelse på bekostning af andre. I stedet reagerer de langt oftere med en overvældende grad af solidaritet og altruisme. En udefrakommende observatør af en katastrofe vil sandsynligvis hurtigt nå til den konklusion, at de berørte mennesker handler irrationelt og panisk. Men hvad observatøren i virkeligheden er vidne til, er nærmere ukoordinerede handlinger på et generelt plan. Det betyder ikke nødvendigvis, at folk handler irrationelt. De er derimod optaget af konkrete her og nu-gerninger, såsom at hjælpe ofre ud af murbrokkerne, som dog gør, at de mister det større overblik for en koordineret indsats. Samfundsforskere, der har kigget på alt fra flystyrt, epidemier til orkaner, er generelt enige om, at panik forklarer meget lidt. Billeder af mennesker, der rager mad fra forladte supermarkeder til sig, passer ind i en idé om, at de fattige og marginaliserede vil forsøge at kapitalisere på undtagelsestilstanden. Oftest er der dog tale m helt basale overlevelsesstrategier. Myten om panik har tilmed ofte racemæssige og etniske konnotationer. Igen er Katrina eksemplarisk: Afroamerikanere plyndrede supermarkeder, da orkanen ramte, mens de samme handlinger fra hvide amerikanere blev tolket som overlevelsesstrategier.

SANDHEDEN om Katrina, som med de fleste katastrofer, er snarere, at en stor del af befolkningen forsøgte at tage vare på sig selv og andre. Dette resulterede i omfattende civile redningsaktioner og spontant organiserede omfordelinger af nødhjælp, alt imens medierne nærmest udelukkende rapporterede om plyndringer, voldtægter, mord og kaos. I katastrofen råder altruismen, ikke egoismen. Trods påstande om det modsatte opstår der altså oftest en eksplosion af medmenneskeligt sammenhold, når verden står i brand. Det er et fænomen, som forskere har dokumenteret på tværs historiske perioder og kulturer. Det er dog ikke en naturlov. Historien er også fyldt med eksempler på lokalsamfund, der disintegrerer, og mennesker, der udnytter andres ulykke for egen vinding. Solidarisk adfærd praktiseres desuden ganske forskelligt rundt omkring i verden. Ligeså skal det ikke negligeres, at mennesker også går i chok, når orkanen eller flodbølgen forårsager masseødelæggelser og massedød. Solidarisk adfærd er derimod noget, forskere har observeret på et generelt plan, altså hvordan vi i gennemsnit vil reagere på en katastrofal begivenhed. Og her står det klart, at panik, vold og plyndringer ikke er reglen. Det er derimod hjælpsomhed, sammenhold og altruisme. Vi aktiverer tilsyneladende en instinktiv solidarisk reaktion, når vores medmennesker trues.

DET ER IKKE tilfældigt, mener nogle forskere. Vi reagerer solidarisk under katastrofer, fordi det ikke blot handler om individets, men om selve menneskeartens overlevelse. Vi reagerer solidarisk, når vi fornemmer, at ikke blot vores egen, men vores families, venners, bekendtes, ja selv fremmedes eksistens er i fare. Et generelt, og noget paradoksalt, kendetegn ved menneskeligt sammenhold under katastrofer er dog, at det sjældent varer ved i lang tid. Efterhånden som katastrofen kommer på afstand, vender de normale sociale vaner tilbage. At stå sammen mod katastrofen er lidt som at være forelsket: Det blusser pludseligt op som en storm, men forsvinder ligeså pludseligt igen. Det er dog ikke kun naturkatastrofer, der frembringer denne side af mennesket. De tidligste studier af menneskelig adfærd under katastrofer blev sat i værk af sociologer, psykologer og antropologer som følge af den amerikanske regerings ønske om at vide, hvordan mennesker ville reagere under et eventuelt sovjetisk atomangreb på amerikansk jord. Forskere konsulterede også studier foretaget under Luftwaffes bombardementer af London i 1940’erne, hvor befolkningen udviste en overvældende grad af sammenhold og resiliens på trods af de systematiske forsøg på at underminere den britiske folkemoral.

DE MASSIVE solidariske reaktioner på den igangværende flygtningekrise overalt i Europa, ikke mindst i Danmark, er også et eksempel på, at slumrende kræfter aktiveres i civilsamfundet, når myndighedernes evner til at håndtere en krisesituation ikke slår til.