Næste gang der er krig i Korea – Københavns Universitet

08. februar 2018

Næste gang der er krig i Korea

Analyse af professor og institutleder Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 8. februar 2018.

Mikkel Vedby Rasmussen. Foto: Joachim RodeDu skal være undskyldt, hvis du ikke har opdaget det, men Danmark har lovet at deltage i den næste Koreakrig. Du ville nok have opdaget, hvis Nordkorea havde sendt en atomraket mod Tokyo eller åbnet ild med de 12.000 artilleripjecer, som landet har opstillet langs våbenstilstandslinjen, så det er helt korrekt, at Koreakrigen ikke er begyndt. Derfor er det selvfølgeligt en tilsnigelse.

Udenrigsminister Anders Samuelsen vil sikkert mene, at det er direkte usandt, at han ved sin deltagelse i et møde med den amerikanske og 18 andre udenrigsministre i Vancouver 16. januar 2018 skulle have forpligtet Danmark til mere end at sende stabsofficer til en FN-kommando og betale en million kroner til FN’s atomenergiagenturs arbejde med at begrænse Nordkoreas adgang til atomvåben.

Når først USA kalder

Sagen er bare, at når Danmark først er en del af en amerikansk koalition, hvor uforpligtende den end måtte synes at være i starten, så har vi rigtig svært ved at sige nej, når mødet på sigt viser sig at være et fælles felttog.

"På langt sigt regner hverken Beijing eller Washington med, at de kan undgå en konfrontation. Måske skulle vi allerede nu tage diskussionen om, hvad det kan og skal betyde.

Professor Mikkel Vedby Rasmussen
Institut for Statskundskab

Da Danmark pludselig i forbindelse med Nato’s Wales topmøde i 2014 blev inviteret med til et møde i anti-IS-koalitionen – et forum, som ikke havde eksisteret, før det amerikanske udenrigsministerium indkaldte til mødet – så var det begyndelsen på en militær indsats i Syrien. Ikke fordi det var på mødets dagsorden, men fordi når amerikanerne én gang havde inviteret os til middag, så virkede det uhøfligt ikke at tage opvasken.

Dermed ikke sagt, at den danske regering følte sig tvunget til at sende kampfly, trænere og specialstyrker til Syrien. Ikke alene passede det regeringen godt; det passede regeringen endnu bedre, at denne indsats kunne ses som en del af en diplomatisk proces, der var startet lang tid før, således at den militære indsættelse var en fortsættelse af den hidtidige politik og ikke et brud med den.

Magtspillet i Asien

Når anmodningen om at sende en fregat til det koreanske hav kommer, vil den være en naturlig fortsættelse af dansk politik. Noget, som regeringen faktisk ikke rigtig kan sige nej til. Men vil Anders Samuelsen eller hans efterfølger være lige så glade for det, som Danmark har været for at sende styrker med amerikanerne til Mellemøsten?

Vores Asien-politik i almindelighed og Kina-politikken i særdeleshed har været styret af økonomiske interesser. Danmark har så vidt muligt forsøgt ikke at forholde sig til, hvordan regimet i Beijing behandler sin befolkning og sine minoriteter, og har ladet, som om Kina ikke er slået ind på en egentlig strategi for at blive en global stormagt under præsident Xi Jinping.

Derfor har vi håbet, at Kinas konfrontatoriske politik i det Sydkinesiske hav gik over. Derfor har vi også valgt at se konflikten omkring Nordkoreas atomvåben som et spørgsmål om en både ulige- og overvægtig despot med sygelig trang til at udvikle masseødelæggelsesvåben.

Har vi egentlig en Nordkorea-strategi?

Men Nordkorea er blot en brik – vælg selv, om det er bonde eller springer – i det geostrategiske skakspil om magten i Asien. Lige så bekymret, som Beijing kan være over Nordkoreas våbenprogram, lige så nyttigt har det været for Beijing, at Nordkorea har udfordret Trump og illustreret grænserne for twitter-diplomati, samtidig med den udfordring har bevist for præsidenten, at han har brug for kineserne.

Men tilnærmelsen mellem Washington og Beijing er ikke et udtryk for andet end et midlertidigt overlap af interesser. På langt sigt regner hverken Beijing eller Washington med, at de kan undgå en konfrontation. Den nye amerikanske forsvarsstrategi fra december 2017 identificerer udfordringen fra Kina og Rusland som det største sikkerhedspolitiske problem. Terrorbekæmpelse, som har sat dagsorden siden 2001, er ikke længere øverste punkt. Det er den nye dagsorden, som Danmark blev en del af i Vancouver. Måske skulle vi allerede nu tage diskussionen om, hvad det kan og skal betyde.