Ny dansk sikkerhedspolitik - mere form end indhold – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Ny dansk sikkerhedspol...

30. november 2016

Ny dansk sikkerhedspolitik - mere form end indhold

Klumme af centerleder Henrik Breitenbauch (Center for Militære Studier) i Altinget den 30. november 2016.

’På grund af en mindre ændring i regeringssammensætningen er TV-Avisen i aften tekstet på russisk’. Sådan lød det i en montypythonsk omgang DR-TV-satire tilbage i 1980’ernes kolde krig. Så vidt er det ikke gået med dette regeringsskifte. Men derfor er det alligevel vigtigt at tage temperaturen på sikkerhedspolitikken i det nye regeringsgrundlag.

Her kan man slå ned på tre ting: overordnet kontinuitet i indhold, varsling af en ny måde at lave sikkerhedspolitik på – og behovet for, at den faktisk udmøntes visionært i dansk sikkerhedspolitik.

Fortsat aktivisme – også militært

Indholdet først. Regeringen har et klart billede af Danmark som en ”lille åben økonomi i en verden, der befinder sig i en brydningstid,” med både sikkerhedsmæssige udfordringer og handelsmæssige muligheder. Derfor vil den ”styrke det danske engagement internationalt for at sikre danske interesser og gøre det muligt at påvirke den globale udvikling i en mere stabil og bæredygtig retning.” Det væsentligste middel hertil er aktivt samarbejde med allierede og herunder USA, med europæiske og nordiske partnere og længere ud i verden.

Det skyldes, at vi som ”åben økonomi og internationalt orienteret land er stærkt afhængig af et velfungerende internationalt samarbejde.” Kursivering er tilføjet, for det er en vigtig erkendelse. Regeringen ønsker derfor at fremme reformer i NATO, EU og FN.

Bemærkelsesværdigt fokuserer Europa-delen på reformer og økonomi, og meget lidt på sikkerhed (udover Schengen og det akutte Europol-problem): forsvarsforbeholdet og en mulig afskaffelse af det nævnes slet ikke.

I den hårde sikkerhedspolitik skal Danmark fortsat ”opretholde sin status som kerneland i NATO,” og herunder – en hilsen til den kommende præsident Trump – ”yde et væsentligt bidrag til at NATO fortsat er verdens stærkeste forsvarsalliance.” Derfor er det regeringens målsætning, at vi skal blive ved med at ”bidrage aktivt i internationale militære operationer og stabiliseringsopgaver.” Herunder er der et usvækket ambitionsniveau i forhold til indsatsen mod ISIS i Irak og Syrien. Vi skal være blandt de ”relativt største” bidragydere – samtidig med, at der vil være en ”markant dansk deltagelse” i NATO’s fremskudte forsvar i Baltikum.

I den nu hedengangne 2025-plan var der planlagt afsat 800 årlige millioner til fordeling mellem forsvar, politi og efterretningstjenester. Derfor må det ses som et konservativt aftryk, at grundlaget lægger op til et endnu udefineret ’substantielt løft’ til forsvarsområdet til det forlig, der skal indgås næste sommer.

"For folk, der ser amerikanske film er begrebet ’national security’ velkendt. Men i Danmark annoncerer det en ny måde at lave sikkerhedspolitik på.

Henrik Breitenbauch

Den samlede pakke af national sikkerhed hviler på en bred forståelse af sikkerhedspolitik. Den indeholder også eksempelvis cyber- og informationssikkerhed, anti-radikalisering og beredskabet, ligesom en spændende evaluering af PET-loven annonceres. Hertil terrorbekæmpelse (med et høfligt nik til den ”rigtige balance mellem hensynet til en effektiv terrorbekæmpelse og hensynet til borgernes retssikkerhed”) og fornyet statslig internetovervågning (uden nik til retssikkerheden).

Alt andet lige er der ingen større overraskelser i regeringens sikkerhedspolitiske oplæg på indholdssiden. Vi skal derfor se på formen for at finde det helt nye.

Hvad er national sikkerhed?

Med et genbrug fra 2025-planen så introduceres national sikkerhed som overordnet politikområde i regeringsgrundlaget. For folk, der ser amerikanske film, er begrebet ’national security’ velkendt. Men i Danmark annoncerer det en ny måde at lave sikkerhedspolitik på. Dermed fortsætter regeringen den reform af sikkerhedspolitikken, som blev begyndt med ambassadør Peter Taksøe-Jensens enkeltmandsudredning.

Her er det vigtigt at huske, at i modsætning til eksempelvis undervisningspolitikken eller andre ’normale’ ressortområder, så ’bor’ sikkerhedspolitikken ikke kun ét sted. Den hører traditionelt hjemme i både Udenrigs- og Forsvarsministerierne, men har også, og i stigende grad, reference til eksempelvis Stats- og Justitsministerierne. Derfor findes sikkerhedspolitikken i kapitlet om udenrigspolitikken, lidt mere indirekte i det om Europa-politikken (har der været intentioner om et Europa-ministerium, som blev opgivet undervejs?), i det om Rigsfællesskabet (som får en ny stemme i forhold til forsvarsforliget) og endelig i det om national sikkerhed.

Sikkerhedspolitikkens tværgående karakter har en lang historie. Helt tilbage i 1950 erstattede vi de daværende Krigs- og Marineministerier med et samlet og mere civilt Forsvarsministerium. Det var et ekko af en reform USA havde lavet i 1947. Men i lighed med mange andre europæiske lande tog vi kun forsvarsdelen af 1947-reformen. USA indførte dengang et tværgående organ under det Hvide Hus – National Security Council eller rådet for national sikkerhed – som fik til opgave at koordinere fredstidens sikkerhedspolitiske problemer. Det fik vi ikke dengang.

Men de tværgående udfordringer og opgaver i sikkerhedspolitikken er kun blevet større siden. Både i forhold til behovet for koordination og prioritering blandt midlerne – diplomati, militær, udvikling, stabilisering – og på grund af den stigende opløsning af distinktionen mellem indre og ydre sikkerhedsudfordringer i forbindelse med terror, migration, skrøbelige stater, overvågning, efterretningsarbejde, retssikkerhed og så videre. Da Taksøe-Jensen i forsommeren barslede med sin rapport foreslog han derfor i en stor model et råd for national sikkerhed – en mere permanent struktur under regeringens sikkerhedsudvalg. Det blev ikke til noget. Men Statsministeren ville gerne have rapportens lidt mindre forslag om en national udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi.

Det er den, der nu figurerer prominent i begyndelsen af kapitlet om udenrigspolitikken. Strategien skal ”styrke koordinationen, samtænkningen og prioriteringen af vores udenrigspolitiske indsatser.” Den vil blive lagt frem i foråret 2017 – til debat i Folketinget og med offentligheden. Strategien har potentiale til at forandre den måde, vi laver sikkerhedspolitik på i Danmark. Det bliver sværere at gemme manglende prioriteringer og nemmere at lave dem. Beslutningerne kan tage lidt mere politisk farve, og den kan blive en måde for regeringerne at profilere sig på. Den ny form er i alle tilfælde et væsentligt initiativ for at kunne adressere de vanskelige tværgående udfordringer.

Stadig behov for politiske visioner

Men selve indholdet, det får vi ikke endnu. Strategien skal klappes af internt i regeringen, og den ny udenrigsminister vil få særlig lejlighed til at påvirke Venstre-regeringens forarbejde. Kommer der klare LA-aftryk? Hvad bliver de? Liberal verdensorden og negative frihedsrettigheder: frihed fra vold og overgreb, også uden for Europa, for eksempel? Eller et mere defensivt fokus på at forsvare den liberalt demokratiske sfære, på stormagtsrelationer og grundlaget for dansk eksport? Vil Konservative sætte andre aftryk end på forsvaret? Vil det overhovedet blive et politisk papir med fremadrettede mål, eller vil det blive en mere grå afspejling af de nuværende aktiviteter?

Uden klare politiske fingeraftryk i den kommende udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi så bliver det svært at prioritere i dansk sikkerhedspolitik – og det er der brug for, når man kigger ud over grænserne.