Populisme er antipolitisk

Kronik af professor MSO Christian F. Rostbøll (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 16. december 2016.

Populister siger, at de giver folket, hvad det vil have. Men det er en helt absurd ide, at noget politisk system eller nogen politisk leder kan give folket, hvad det vil have.

Folket har talt, og de gamle eliter skal ud. Det rigtige folk har taget deres retmæssige magt tilbage fra korrupte og indspiste politikere. Almindelige mennesker har vist, at ingen skal tro, at politikerne ved bedre end andre. Er det ikke det, demokrati handler om? Er det ikke de idealer, man kæmpede for under de borgerlige revolutioner i det 18. og 19. århundrede? Sagde de franske revolutionære ikke, at al magt ligger hos folket? Var den grundlæggende ide ikke, at alle mennesker er lige og skal have lige indflydelse på politiske beslutninger? Var ideen ikke, at ingen kunne hævde at vide bedre end andre, hvad der er ret og godt?

Og er Brexit og Donald Trumps sejr til det amerikanske præsidentvalg på denne baggrund ikke også en sejr for demokratiet? Med andre ord, er populismens sejr ikke også demokratiets sejr?

Der er nogle, der gerne vil se det som sådan. Det er ikke overraskende sejrherrerne selv: Nigel Farage i Storbritannien, Trump i USA og deres støtter blandt højrenationalister i flere europæiske lande. Men det demokratiske ideal og den demokratiske praksis er mere kompleks end som så.

Populister siger, at de giver folket, hvad det vil have. Men det er en helt absurd ide, at noget politisk system eller nogen politisk leder kan give folket, hvad det vil have. Det forudsætter, at folket har én fælles holdning til politiske spørgsmål og dermed én fælles vilje. Den populistiske leder hævder at kende folkets sande holdning og lover at sætte vilje, handling og magt bag den.

I realiteten har folket ikke kun én vilje. Folket eksisterer ikke i ental, men kun som en pluralitet af individer med forskellige holdninger. Den populistiske leder er kendetegnet ved at benægte og delegitimerer pluralitet og uenighed. De, der er uenige med populisten, beskriver populisten som idioter, som elitære eller som korrupte. I den populistiske retorik er modstanderen ikke en medborger, der har en anden politisk opfattelse end én selv, men én der slet ikke tilhører »det rigtige folk«, som Farage kaldte det efter Brexit.

Helt grundlæggende vil jeg hævde, at populismen er anti-demokratisk, fordi den er anti-politisk. Det er oplagt, at populistiske politikere søger opbakning ved at appellere til politikerlede og mistro over for »insiders«. Denne appel tager ikke bare næring fra tilfældige og midlertidige aspekter ved demokratisk politik, den vedrører selve politikkens essens. Demokratisk politik handler fundamentalt set om at finde løsninger, alle kan leve med trods deres uenigheder. Grundvilkåret for politik er uenighed og pluralisme, og demokratiet er en måde at handle i fællesskab på trods af forskelligheder.

Populismen hævder, at den kan give folket, hvad det vil have, men demokrati betyder, at ingen kan få det, de helst vil have. Når folk er uenige, og det er frie mennesker altid, så er der ingen måde, hvorpå alle kan få det, som de ønsker højest.

Det er derfor kompromiset er en helt central del af et velfungerende demokrati. Et kompromis er en form for kollektiv aftale, hvor alle må opgive noget til fordel for fælles handling. Hvis vi vil have fælles institutioner og love, kan vi ikke komme udenom behovet for at måtte indgå kompromiser. I et godt kompromis kan alle parter se nogle af deres holdninger afspejlet og imødekommet, men ingen får lige præcis det, hun helst vil have. Det eneste alternativ til kompromiset er, at en gruppe gennemtrumfer dennes holdning på bekostning af andre gruppers holdninger.

Demokratiet er svært at elske

At politik handler om at indgå kompromiser frem for at gennemtrumfe sin egen vilje, betyder, at politik er besværligt, langsommeligt og måske lidt kedeligt. Politik kræver mennesker, der er villige til at lytte, forhandle og finde gensidigt acceptable løsninger.

Det betyder også, at man aldrig kommer frem til endelige løsninger. Politiske løsninger er midlertidige og kan genforhandles. Dette får politikere til at fremstå som principløse og som mangler handlekraft. Det får dem måske også til at virke indspiste. Populisten og hans tilhængere hader alt dette bøvl og lover hurtig handling og simple løsninger. Men det kan vi ikke få uden at underminere den demokratiske politiks væsen.

På en måde er demokratiet svært at elske. Lovgivning kræver samarbejde, og samarbejde kræver nogle gange smertefuld anerkendelse af ens modstanders synspunkter. Demokratisk politik kræver, at man opgive sine hedeste drømme og finder løsninger, alle kan leve med. Vi følger demokratiske procedurer, men vi anerkender, at andres synspunkter også skal gives plads og indflydelse.

Dette betyder ikke – overhovedet ikke – at demokrati blot er en pragmatisk løsning på en uheldig uenighed. Demokrati bygger på et moralsk princip om frihed til forskellighed. Pluralisme og uenighed er et resultat af frie institutioner og kan ikke kommes til livs uden tvang og vold. Populisten ønsker uenigheden og pluralismen væk og fjernet, mens demokraten anerkender dem som grundvilkår. Populisten vil reducere al uenighed til et spørgsmål om folket versus eliten, mens demokraten anerkender, at frie mennesker altid vil dele sig efter anskuelser.

I de repræsentative demokratier har traditionen været, at vi deler os efter anskuelser i politiske partier. I dag er de politiske partier i krise med faldende medlemstal og faldende engagement. De har mistet deres rolle som bindeled mellem vælgere og folkevalgte. Populisterne nærer sig ved de traditionelle politiske partiers forfald og har ikke på samme måde behov for partier. Massepartier med medlemsmøder og medlemsindflydelse kræver kedeligt politisk engagement og kompromiser. Populistiske ledere går hellere udenom partierne og direkte til folket. De ser ofte ikke sig selv som repræsenterende ét partis stemme, som andre kan være uenige i, men derimod som repræsentant for folket som sådan.

Det demokratiske lighedsideal

Retten til at være uenig er et grundlæggende princip i demokratiet. Ingen skal mistænkeliggøres eller udstødes på grund af deres holdninger.

Baggrunden for dette er ikke en relativistisk ide om, at alle meninger er lige gode, eller at alle har ret. Det handler snarere om, at man i demokratiet respekterer hinanden som kompetente individer, der hver især selv kan afgøre, hvad der er rigtigt. Der er forskel på at sige, at alle har ret til deres mening og at sige, at alle meninger er lige gode. Demokratier bygger på en universalistisk ide om, at vi skal respektere ethvert menneskes evne til at beslutte for sig selv.

Populister appellerer til det demokratiske lighedsideal, når de taler om kampen mod eliten og respekt for almindelige menneskers holdninger. Men de forvrænger lighedsidealet, når én gruppe opløftes til rigtige mennesker og nogle holdninger afvises ikke på baggrund af deres indhold, men på grund af dem, der fremfører dem.

I sit værk »Demokrati i Amerika« advarede den franske tænker Alexis de Tocqueville imod en fare ved det demokratiske lighedsideal. Han sagde, at mennesker, der er besatte af lighed, foretrækker den lighed, der eksisterer blandt undersåtterne under en despot frem for den frihed, man kan finde i demokratiet. Man kan frygte, at nogle mennesker i dag foretrækker en sådan lighed i ufrihed under autoritære populistiske ledere fremfor den frihed til forskellighed, der eksisterer i demokratiet.

Tocqueville frygtede, at borgere, som var besat af lighed, ville vende sig væk fra politisk engagement og tilslutte sig en leder, der kunne løse deres problemer for dem. Det er ikke svært at se tendenser til dette i dagens USA og Europa. Jeg mener nu ikke, at det er lighedsideen som sådan, der er problemet, men kun en bestemt fortolkning af den – eller rettere misfortolkning. På en måde er tilhængerne af populistiske ledere besat af lighed, men de er det på en forskruet måde.

For det første er populistiske ledere sjældent en del af den jævne befolkning, men tilhører selv eliten. For det andet har populistiske ledere en tendens til at have en meget autoritær ledelsesstil, hvor tilhængerne eller »folket« er nogen, man taler til og om, men ikke nogen, man indgår i egentlig dialog med. For det tredje bygger populisme på en eksklusion af anderledes tænkende, der bestemt ikke behandles som lige eller ligeværdige. Det er meget svært at se, hvordan det er en realisering af et ideal om lighed.