Saudi-Arabien mod Iran - holder vi med den forkerte?

Debatindlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Fyens Stiftstidende den 14. juni 2017.

Saudi-Arabien og Iran er hinandens hovedfjender hen over den Persiske Golf. De slynger retoriske bandbuller i hovedet på den anden part. Det hænger sammen med, at de er lokale rivaliserende stormagter - en slags Frankrig og Tyskland før anden verdenskrig. Samtidig repræsenterer de hver deres gren af islam, hvilket ikke er uvigtigt i disse meget religiøse samfund. I Saudi-Arabien er flertallet sunni-muslimer og i Iran er flertallet shia-muslimer. Konflikten mellem de to parter går langt tilbage og kan i en vis udstrækning sammenlignes med konflikten mellem katolikker og protestanter i Europa dengang, da den var værst.

Den religiøse konflikt indebærer, at Saudi-Arabien og Iran ofte støtter hver sin side i de konflikter, som findes i området i f.eks. Yemen, Libanon og Syrien. Iran støtter Houthi-oprørerne mod det sunni-muslimske styre i Yemen. Man støtter Hizbobollah i Libanon, og man støtter alavitten (en retning indenfor shia-islam) Bashar al-Assad i Syrien. Omvendt støtter Saudi-Arabien som regel modparten.

Udenfor regionen er det imidlertid ofte saudi-arabere, som er aktive i støtten til udbredelsen af islam i den meget konservative form, som praktiseres i Saudi-Arabien. De er ofte bag finansieringen af islamiske kulturhuse og moskéer i både Asien, Afrika og Europa. Visse af dem har vist sig at være blevet frekventeret af senere terrorister. Der var også en del saudi-arabere med i al-Queda.

Iran er sandsynligvis langt mindre involveret i udbredelsen af islam udenfor regionen. Landet har langt fra et vestligt demokrati, men der finder dog valg sted på forskellige niveauer. Senest var der en demokratisk afstemning angående præsidentposten, hvor et flertal af iranerne støttede den moderate Hassan Rouhani og ikke den meget religiøse Ebrahim Raisi, som ellers havde opbakning fra landets religiøse kræfter. Iran er også på mange områder et land med en mentalitet og et kulturliv, som ikke er så vidt forskellig fra Vestens. Det kunne man bl.a. få syn for sagn om i den glimrende og prisbelønnede film, Taxi Teheran, som gik for få siden.

Alt dette til trods er det som oftest Iran, som i den vestlige retorik udråbes som hovedfjenden, og som engang kaldtes en del af "ondskabens akse", mens Saudi-Arabien får besøg af kongelige og præsidenter i en lind strøm, som alle roser venskabet med landet.

Hvorfor vælger vi i Vesten et tæt venskab med Saudi-Arabien på bekostning af en ordentlig relation til Iran, når sidstnævnte på visse punkter er tættere på de vestlige idealer end Saudi-Arabien? Tidligere bestod svaret på spørgsmålet ofte i ét ord "olie". Nu har Iran imidlertid også oliereserver, selv om de ikke når de saudiske højder, men under alle omstændigheder er USA kommet tæt på at være selvforsynende, og Europa har også fået spredt energiforsyningen. Det bør derfor ikke være et tilstrækkeligt svar. Ikke dengang og slet ikke i dag. Derfor tyder en del på, at det mest er en gammel forstokket vane, at Vesten i den grad skal pleje venskab med Saudi-Arabien og vende ryggen til Iran. Tiden burde være kommet til, at Vesten får et mere balanceret forhold til de to lande, hvilket indebærer lidt mere kølighed overfor Saudi-Arabien og lidt mere varme overfor Iran.