Sikkerhedsekspert: Genindfør udviklingsministeren

Debatindlæg i Altinget d. 30. marts 2016 af Henrik Ø. Breitenbauch, leder ved Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab

Udenrigsminister Kristian Jensen er i gang med at rejse landet rundt for at debattere retningen for den nye udviklingspolitiske strategi. I den forbindelse bør han skele til FN’s nye udviklingsmål. Målene er imidlertid meget brede og afspejler en lang og konsensussøgende proces. De er derfor ikke gode til at prioritere med.

Danmark bør altså zoome ind på nogle af udviklingsmålene og vælge at lave en særlig indsats inden for enkelte af dem. Her bør mål nummer 16 – som handler om fred, retfærdighed og stærke institutioner – være Danmarks nummer ét.

Retten til at leve i fred for voldelige overgreb, krig og forfølgelse og til at opleve en basal fysisk sikkerhed er en fundamental menneskerettighed. Vold og voldelige konflikter er den måske allervæsentligste bremse på menneskets mulighed for selv at skabe en fredelig økonomisk og politisk udvikling.

Kort sagt har folk, som er fattige og bliver skudt på, mere behov for vores hjælp end folk, der er fattige, men lever i fred. Fra et rent udviklingsperspektiv er det væsentligt, at den nye strategi kommer til at afspejle dette forhold.

Geografisk fokus på skrøbelige stater  

Det kan den gøre på i hvert fald to måder. For det første bør bistanden i stigende grad rettes geografisk mod skrøbelige og konfliktramte stater. Det sker allerede, men den bevægelse bør altså fortsætte. Kriteriet bør ikke kun være absolut skrøbelighed, men også et regionalt helhedsperspektiv, så ’hjørnestensstater’, der spiller en særlig rolle i regional modstandsdygtighed, såsom eksempelvis Kenya, også inkluderes.

Man kan med fordel have et reelt mål for, hvilken andel af bistanden, der bør anvendes på denne måde – for eksempel 75 eller 80 %. Hvordan balancen er mellem eksempelvis multi- og bilaterale indsatser, og mønstret af ngo’er med videre bliver ikke udfordret af en sådan beslutning.

Prioriteringen af skrøbelige stater og regioner vil i sig selv sikre, at flest muligt midler anvendes, hvor de giver mest mulig reduktion af lidelse.

Større andel til freds- og stabiliserende indsatser  

For det andet bør den andel af bistanden, der anvendes særligt til freds- og stabiliserende indsatser forøges. Den nylige forandring af OECD DAC-definitionen er et eksempel på, at freds- og stabiliseringsdelen vinder frem som en naturlig del af bistanden.

Ændringen betyder blandt andet, at det at fremme forståelsen af menneskerettigheder, krigens love, og beskyttelse af kvinder i konflikter blandt militære styrker i udviklingslande nu kan tælle som en del af den officielle bistand.

Selvom det overhovedet at entrere med endsige anerkende sikkerhedsområdet og dets aktører som væsentlige eller relevante for udvikling kan virke udfordrende, så er denne forandring klart positiv, fordi den giver mulighed for at forandre disse vigtige aktører på en måde, der fremmer fredelig udvikling.

Budgettet for Freds- og Stabiliseringsfondens aktiviteter udgør kun omkring to procent af den samlede bistand: Det beløb bør forøges væsentligt til eksempelvis 20 eller 25 % af den samlede ramme.

Ingen af disse forandringer behøver i sig selv ændre på balancen mellem typerne af bistandsorganisationer. De store ngo’er vil omstille sig til at udvikle flere programmer specifikt til freds- og stabiliseringsindsatser og til samarbejde med lokale partnere, som kan operere i områder med en højere risikoprofil.

Danmark bør samtidig som led i denne omlægning styrke sin viden på området, så danske indsatser skaber merværdi ved at bidrage til international læring. Det kræver, at en del af midlerne bevidst investeres på en måde, der muliggør erfaringsindsamling, forskning, uddannelse og træning, netværksdannelse og så videre. Endelig bør statsministeren genindføre en minister for området.

Udviklingsrammen er et tungt kort i den danske udenrigspolitik. Takket være den bliver Danmark hørt og kan gøre en forskel – også og især i de skrøbelige og konfliktramte stater. Derfor kan vedkommende passende blive minister for både udvikling og stabilisering.