Skal vi undgå et dansk Bataclan bør vi lære af udlandet – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Skal vi undgå et dansk...

15. december 2016

Skal vi undgå et dansk Bataclan bør vi lære af udlandet

Klumme af videnskabelig assistent Marc Schack, Center for Militær Studier i Altinget den 15. december 2016.

Paris, den 13. november 2015. Bataclan-teatret i det østlige Paris. Lidt før klokken 21.40 gik tre terrorister, bevæbnet med Kalashnikov-geværer og selvmordsveste, ind i teatret og begyndte at skyde vildt omkring sig.

Få minutter senere ankom de første betjente til stedet, og de kom hurtigt i skudveksling med nogle af terroristerne. Det lykkedes betjentene at dræbe én af dem, men da de hverken havde det rette udstyr eller bar tilstrækkelig tunge våben, kunne de ikke rykke ind i selve teatret.

Nogle få minutter senere ankom en gruppe fuldt udrustede soldater som patruljerede i området som led i anti-terror operationen ’Sentinelle’. Betjentene bad dem om hjælp til at gribe ind. Det blev afvist. Soldaterne havde hverken mandat til eller ordre om at rykke ind.

Den ansvarlige betjent fortalte senere en undersøgelseskommission, at han havde kontaktet sin øverste chef for at bede om lov til alligevel at bruge soldaterne, men fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi de jo ikke var i en ’krigszone’. Soldaterne blev derfor uden for teatret, og man måtte i stedet vente en halv time på, at politiets specialuddannede betjente ankom og overtog operationen. Imens dræbte terroristerne 89 mennesker.

Forsinkelsen kan meget vel have kostet menneskeliv. Uklarheder omkring ordrer, mandater og procedurer kan således have alvorlige konsekvenser, og historien siger noget om, hvad det er for spørgsmål, som bør afdækkes, hvis soldater skal operere i civile miljøer, og hvad der skal afklares i forhold til deres roller. I Danmark er der generelt mindre klarhed om rammerne for, hvilken rolle forsvaret kan og bør spille, hvis terroren rammer igen, og for beredskabet i det hele taget, end der er i andre sammenlignelige lande. Uden yderligere afklaring af de retlige rammer risikerer vi, at en katastrofe bliver endnu værre. Men heldigvis kan vi lære af de erfaringer, som vores europæiske naboer i Frankrig, Norge og Storbritannien har gjort sig.

Fra erfaringerne i Frankrig bør vi særligt notere os, hvordan man her valgte en særdeles ’militariseret’ indsats. Gennem ’Operation Sentinelle’ indsatte man op mod 10.000 soldater til at patruljere i flere franske storbyer.

Indsatsen kunne dog ikke forhindre det voldsomme terrorangreb på Paris i november 2015, bl.a. fordi terroristerne angreb cafeer, koncertsale og lignende områder, hvor der ikke blev patruljeret. Men da terroristerne som led i samme angreb ramte nationalstadionet Stade de France under en fodboldkamp mellem Frankrig og Tyskland, mislykkedes angrebet på grund af sikkerhedsforanstaltningerne ved indgangene.

Til gengæld vidner hændelsen ved Bataclan om, at selv svært bevæbnede soldater kan stå magtesløse tilbage, hvis de ikke har et tilstrækkelig klart mandat til at handle. 

I Danmark har vi også oplevet en lignende problematik. Under terrorangrebet i København i 2015, viste det sig, at hjemmeværnet reelt ikke kunne bruges til at aflaste politiet under angrebet, fordi de var blevet indsat ubevæbnet – som man traditionelt gør det i Danmark.

Nogle timer senere blev de derfor kaldt tilbage igen, da man konkluderede, at uniformeret personale måtte anses for potentielle terrormål, og at hjemmeværnets soldater derfor var i fare. Den historie vidner om, at vi heller ikke i Danmark har gjort os tilstrækkelig klart, hvad vi egentlig forventer af de militære bidrag.

I Norge blev man ramt af et alvorligt terrorangreb allerede i 2011, da Anders Behring Breivik først detonerede en bombe i Oslo og senere angreb en sommerlejr på øen Utøya små 40 kilometer derfra. Fra de norske erfaringer kan vi lære om vigtigheden af at have smidige systemer på plads for samarbejdet mellem politi og forsvar og nødvendigheden af at skabe klare retlige rammer, der sikrer, at alle involverede parter er klar over deres ansvar, rolle og beføjelser – og at de arbejder både proaktivt og fleksibelt.

Under angrebet oplevede Norge nemlig flere problemer med rigide strukturer for samarbejdet. Over de seneste år har man derfor arbejdet intensivt på at udvikle et bedre fundament for samarbejdet.

Vi bør ligeledes notere os, at til forskel fra Danmark kunne såvel almindelige soldater som hjemmeværnsfolk bære våben i forbindelse med deres operationer under angrebet i Norge, og i alt 140 soldater fra Garden og Heimvernet kunne således patruljere i Oslo centrum – uniformerede og bevæbnede. Man oplevede altså ikke de samme problemer som i København i 2015, og indsatsen kunne dermed aflaste politiet i Norge.

I Storbritannien har man ligeledes fortaget sig en hel del forberedelser i de seneste år, bl.a. i lyset af tidligere angreb i Storbritannien og de mange angreb på resten af Europa. Man er derfor i fuld gang med at opdatere sine politikker på området, således at alle aktører er klar over, hvilken retning der ønskes fra regeringens side.

Denne politik bliver indarbejdet i konkrete operative retningslinjer for samarbejdet, som koges ned, sådan at opgaver og kompetencer er klare for de enkelte soldater og betjente. Den britiske regering har desuden pålagt forsvaret at kunne stille med op til 10.000 mand i tilfælde af et alvorligt terrorangreb. Den opgave er søgt løst gennem en række forberedelser, bl.a. ved at udpege konkrete medarbejdere i forsvaret som skal kunne indsættes under terrorangreb. Disse medarbejdere er blevet instrueret i – og trænet til – at kunne løse specifikke opgaver i den forbindelse. Man regner derfor med relativt hurtigt og effektivt at kunne stille med et stort antal soldater, hvis Storbritannien angribes eller udsættes for en særlig trussel.

Disse tre eksempler viser, hvordan flere europæiske lande har gjort sig en række erfaringer med militær bistand til politiet under terrorangreb, og hvordan man har forsøgt sig med forskellige modeller i forskellige lande. Danmark bør indsamle disse erfaringer og forsøge at tage ved lære af dem.

Hvordan den viden skal anvendes og implementeres er selvsagt et politisk spørgsmål, men det vil være helt oplagt at inddrage andre landes erfaringer og dermed forsøge at undgå nogle af de faldgruber, som de har oplevet. Det er bl.a. vigtigt, at vi forsøger at sikre, at Danmark ikke gør en katastrofe værre i mangel af klare mandater, som tilfældet var foran Bataclan-teatret i Paris.


Marc Schack er ph.d. fra Juridisk Fakultet ved Københavns Universitet og forskningsassistent ved Center for Militære Studier ved det Samfundsvidenskabelige Fakultet, hvor han snart udgiver rapporten ”Soldater i Europas gader? Et komparativt studie af de militære bidrag til national terrorbekæmpelse i udvalgte europæiske lande”.