Skammen følger med når unge bliver ledige

Artikel af ph.d.-stipendiat Sabina Pultz (Institut for Psykologi) i Point of View International (POV.) den 7. maj 2017.

I takt med at det danske arbejdsmarked i stigende grad omstruktureres i retning af flere midlertidige projektstillinger, vil et stigende antal danskere gå ind og ud af arbejdsløshed. Ledighed vil blive mere normalt. Men det betyder ikke nødvendigvis, at ledighed med tiden vil blive normaliseret eller afstigmatiseret, vurderer ph.d.-studerende Sabina Pultz, der er aktuel med ny forskning i unge og ledighed. At kalde sig selv “freelancer” hjælper mange med følelsen af udelukkelse, men den vej ud maskerer samtidig ledigheden, og kan gøre politisk handling sværere.

Hvordan bliver unge arbejdsløse ledet, og hvordan leder de sig selv i den danske velfærdsstat? Det er emnet for min ph.d.-afhandling, som peger på, at skam i den grad er noget, arbejdsløse skal håndtere i deres hverdag uden job. Mønstret er tydeligt: mange arbejdsløse oplever en generel mistænkeliggørelse, selvom de ikke kan sætte fingeren præcist på, hvor den kommer fra.

De føler trang til at forklare sig og forsvare, at de ikke har været i stand til at finde et arbejde endnu, og de vil gerne demonstrere deres ihærdige jagt på at finde et job for at tilbagevise en eventuel påstand om, at de ikke er aktive, kompetente eller motiverede nok.

Arbejdsløshed ses som et personligt nederlag

Arbejde og identitet er koblet tæt sammen, og det vækker ubehag for de fleste arbejdsløse, når de får det næsten klassiske spørgsmål til sociale sammenkomster: ”Hvad laver du så?”

Faktisk kan det decideret afholde nogle arbejdsløse fra at møde op til arrangementer, hvor de risikerer at skulle svare på spørgsmål, og social isolation blandt arbejdsløse er et velkendt fænomen i forskningslitteraturen.

Sagen er, at arbejdsløshed af mange forstås som et personligt nederlag, og særligt indenfor de seneste 20-30 år er det er i stigende grad blevet koblet til dovenskab, inkompetence eller kræsenhed. At arbejde forstås ikke kun i finansielle, men også moralske og identitetsmæssige termer er ikke nyt, og socialpsykologen E. W. Bakke koblede allerede i 1933 arbejdsløshed til skam.

I dag beskrives det at være arbejdsløs som at tilhøre en taberklub, også selvom dagpengesystemet på mange måder har installeret modsatrettede teknologier, der har til formål at skabe den aktive jobsøger, som selv kan tage vare på sin skæbne.

Diverse sociale myndigheder er samtidig blevet kritiseret for at umyndiggøre eller klientgøre borgere, og for at imødekomme den kritik, er der opstået en lang række såkaldte empowerment-teknologier, der har til formål at mægtiggøre den arbejdsløse; at gøre vedkommende ansvarlig for sig selv.

Skal spille spillet

De disciplinære teknikker er ikke forsvundet, blot trådt i baggrunden og suppleret med en række nye. Selvom a-kasser også taler til dagpengemodtagere som kompetente verdensborgere, er det ikke til at komme af med den skam, der kommer med arbejdsløshed og som også stiller arbejdsløse dårligere i jagten på et arbejde sammenlignet med kandidater, der allerede har arbejde.

De arbejdsløse skal indstille sig på et særligt følelsesarbejde – de skal helst komme af med de negative effekter eller stigma, der følger med det at være arbejdsløs. Med den britiske affektteoretiker Sarah Ahmed’s termer, skal de forsøge at komme af med det klister, som skam udgør.

Og de arbejdsløse skal ikke bare komme af med det negative, de skal også være i stand til at spille det spil, der kræves af dem for at deltage på nutidens arbejdsmarked, inklusiv den emotionelle og følelsesmæssige økonomi dette kræver.

I dag er det nemlig ikke tilstrækkeligt at have gode faglige kompetencer eller skrive solide ansøgninger, nej, man skal kunne formulere sine færdigheder og kompetencer i et affektivt sprog. Som en foredragsholder i a-kassen pointerede overfor mig, er det ikke nok for en revisor at være god til tal, man skal også vise, hvor stort et kick man får ud af at lave regnskaber og man skal kunne overbevise sin fremtidige arbejdsgiver om, hvor passioneret en arbejdskraft, man er.

Slørede grænser mellem arbejde og ledighed

En gruppe af undersøgelsens deltagere identificerer sig ikke med at være arbejdsløse, men forstår og forvalter i stedet sig selv som freelancere. De arbejder til tider gratis eller får betaling for midlertidige projekter, mens de er på dagpenge. Denne gruppe oplever nogle af de beskyttende funktioner, der er ved det at have et arbejde.

En klassisk socialpsykolog, Marie Jahoda beskriver, hvordan arbejdet giver mere end penge på bordet. Ifølge Jahoda er det at have et arbejde også beskyttende for ens psykologiske velbefindende ved at levere en række latente funktioner såsom social kontakt, struktur, social status og fælles mål.

Freelancegruppen beskriver, hvordan det at have noget at stå op til og sætte sin faglighed i spil et langt stykke hen af vejen er det, der holder deres humør oppe. Der er altså hjælp at hente i denne måde at forvalte sit arbejds(løse) liv.

Omvendt kan man problematisere, at den eneste måde at ”komme af” med det stigma eller klister, der følger med arbejdsløshed er at sløre grænserne mellem det at have et arbejde og det at være arbejdsløs. At usynliggøre arbejdsløshed som formel status besværliggør, hvis ikke umuliggør politisk handlen.

Normaliseringen af arbejdsløshed er altså ikke noget, der kommer af sig selv, i takt med at flere rammes af perioder med arbejdsløshed. Hvis vi går ud fra, at det ikke er muligt at tilbagerulle udviklingen imod prekariatet, skal der altså gøres noget andet. Så hvad kan der gøres?

Er der et alternativ til freelancernes usynliggørelse af deres formelle status? Måske ligger svaret i en samlet modstand mod stigmatiseringen af de arbejdsløse på tværs af folk i arbejde og folk uden, simpelthen på baggrund af den erkendelse, at arbejdsløshed kan forekomme og vil forekomme i de fleste menneskers liv i fremtiden på et tidspunkt.