Skifter Finansministeriet til en ny og yngre model?

Klumme af adjunkt Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut) i Altinget den 8. marts 2018.

I starten af 2017 nedsatte Finansministeriet en uafhængig arbejdsgruppe, som har til opgave at udvikle en ny makroøkonomisk model for dansk økonomi. Modelgruppen er finansieret af en treårig bevilling og ledes af Peter Stephensen, som er forskningschef i den såkaldte DREAM-gruppe. Den nye model har fået navnet MAKRO, og på en konference i december løftede Peter Stephensen og hans hold af specialister for første gang lidt af sløret for nogle af detaljerne i deres model.

Finansministeriets primære model er i dag den såkaldte ADAM-model. Den benyttes både til økonomiske prognoser på kort sigt samt ved mere langsigtede beregninger. Særligt i forbindelse med langsigtede analyser af eksempelvis finanspolitisk holdbarhed eller tilbagetrækningsreformer har ADAM-modellen dog væsentlige begrænsninger. Derfor vil man gerne have en ny model, der kan benyttes til både kort- og langsigtede analyser. Det er det, MAKRO skal kunne. Men den nye model vil helt sikkert også møde kritik, når den kommer.

Med MAKRO sigter man mod at udvikle en generel ligevægtsmodel, som så vidt muligt lever op til den empiriske styrke, som kendetegner makroøkonometriske modeller som ADAM, men samtidig retter op på en række teoretiske svagheder, som ADAM har været kritiseret for i en årrække. Blandt andet har kritikere ment, at modeller som ADAM ikke kan adskille årsag og virkning og dermed bør anvendes til analyser af ændringer i den økonomiske politik.

Finansministeriet træder, hvis man går fra ADAM til MAKRO, et skridt i retning af en model, som er mere teoretisk orienteret. De potentielle kritikere af modellen skal derfor – måske ikke overraskende – findes blandt de dygtige folk bag ADAM-modellen (og de lignende modeller MONA og SMEC i henholdsvis Nationalbanken og De Økonomiske Råd), såvel som blandt statistisk orienterede økonomer – såkaldte økonometrikere – på og uden for universiteterne. En afgørende udfordring for MAKRO-gruppen består derfor i at dokumentere modellens evne til at beskrive og forklare data i tilstrækkelig grad til at overbevise skeptikerne.

Det ved Peter Stephensen og hans modelgruppe naturligvis udmærket. Omvendt får man en model, som er mere tidssvarende og et skridt tættere på den makroøkonomiske forskningsfront. Tilhængerne af projektet skal derfor findes blandt en række makroøkonomer i eksempelvis ministerierne, Nationalbanken og på universiteterne.

Finansministeriets anvendelse af økonomiske modeller har været genstand for en del opmærksomhed og politisk debat de senere år. Det vil MAKRO næppe ændre på. Det gælder for eksempel debatten mellem Finansministeriet og Danmarks Statistiks ADAM-gruppe om, hvor hurtigt økonomien tilpasser sig efter reformer (relativt hurtigt ifølge Finansministeriet; noget langsommere ifølge Danmarks Statistik).

I udgangspunktet vil generelle ligevægtsmodeller normalt indebære en hurtigere tilpasning end makroøkonometriske modeller. Det betyder eksempelvis, at reformer, som øger arbejdsudbuddet, vil medføre en hurtigere stigning i beskæftigelsen og således vil fremstå mere attraktive. De estimerede tilpasningshastigheder i MAKRO vil derfor utvivlsomt blive gransket nøje, når de lægges frem.

Et andet eksempel er debatten om dynamiske effekter af offentlige udgifter. Her skal man næppe sætte næsen op efter, at MAKRO-gruppen for alvor tager hul på dette yderst komplekse område, før der foreligger mere konkret viden om størrelsen af sådanne effekter. Bundlinjen er således, at mange vil holde et vågent øje med, hvad MAKRO-gruppen lægger frem. Indtil videre fortjener Finansministeriet ros for at igangsætte et projekt, som kun kan bidrage til at løfte og kvalificere den makroøkonomiske debat i Danmark.