Spild af en god krise

Af seniorforsker Kristian Søby Kristensen, Center for Militære Studier, i Jyllandsposten den 21. september 2016. 

I weekenden mødtes EU-toppen i Bratislava for at diskutere Den Europæiske Unions fremtid.

I optakten til mødet har alle, der er noget ved musikken i og omkring Bruxelles, understreget, at med Storbritanniens udmeldelse er tiden kommet til at styrke Europas forsvar – og EU’s forsvarspolitik. Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, sagde endda op til topmødet, at EU ikke måtte lade denne krise gå til spilde. Resultatet af topmødet er, at en plan for at styrke EU’s forsvarspolitik skal præsenteres til december. At styrke EU’s forsvarspolitik kan være en god idé. Men her er tre grunde til, at brexit ikke er en god lejlighed til at gentænke EU’s forsvarspolitik. Det er faktisk spild af en krise.

Fransk-tysk forståelse

Europas fiasko på Balkan i 1990’erne og finanskrisen i 2008 drev Frankrig og Storbritannien forsvarspolitisk tættere på hinanden og på Europa. Selv om Frankrig og Storbritannien er uenige om meget, deler de en strategisk kultur, hvor aktiv brug af militær magt spiller en væsentlig rolle. Her adskiller de sig fra Tyskland, der har et tilbageholdende syn på nytten af militær magt.

Så selv om Frankrigs præsident Francois Hollande og den tyske forbundskansler Angela Merkel efter sigende har en ny fransk-tysk forsvarspolitisk forståelse, handler den muligvis mere om, at forsvar er vigtigt for EU, end hvad et styrket europæisk forsvar egentlig skal bestå af og bruges til.

For det andet handler forsvarspolitik om militær evne. Før brexit var EU’s samlede militære budget på ca. 200 mia. euro. Nu er det på ca. 150 mia. euro. Men med Storbritanniens udmeldelse forsvinder mere end bare en fjerdedel af pengene. Storbritannien er sammen med Frankrig det eneste europæiske land, der er i stand til at lede og gennemføre større militære operationer udenfor eget territorium. Samtidig er det også ofte Storbritannien, der skaber rammerne for, at mindre europæiske lande kan bidrage på en meningsfuld måde i fælles militære operationer. Uden Storbritannien er der altså meget mindre at bygge en styrket forsvarspolitisk dimension i EU på.

Brexit ændrer på alliancer

For det tredje ændrer brexit på de alliancer og kompromiser, som europæisk forsvarspolitik bygger på. Forsvarsminister Kristian Jensen udtrykte før mødet i Bratislava en klassisk dansk skepsis mod grandiose – franske – planer for europæisk forsvarssamarbejde. Den skepsis findes ikke kun i Danmark. Mange mindre – også østeuropæiske – lande er tæt integrerede med det britiske forsvar, og de vil derfor få svært ved en situation, hvor de måske skal vælge mellem Storbritannien og et EU, hvor de kan risikere at blive tromlet af en tysk-fransk enighed.

Det valg vil landene helst være foruden. Det er også sandsynligt, at manglende britisk tilstedeværelse i EU’s forsvarspolitiske forhandlingslokale vil skabe bekymring i USA, og dermed i Nato. USA har altid haft hånd i hanke med EU’s forsvarspolitiske ambitioner igennem Storbritanniens transatlantiske orientering og klare prioritering af Nato. Et stærkt Europa er en amerikansk kerneinteresse. Men det skal helst organiseres i Nato. En amerikansk skepsis kan samtidig hurtigt skabe kolde fødder i Berlin, så den tysk-franske fælles forståelse kan vise sig kortvarig.

Der er altså gode grunde til ikke at spilde krisen på at diskutere visionære planer for fremtidens europæiske forsvarspolitik uden Storbritannien. Det kan risikere at skabe mere splid end samling og dermed gøre en alvorlig situation værre. Pragmatisk og uden store overskrifter er EU’s forsvarspolitik i øvrigt bedre end sit rygte.